Langfredags-fuldmåne-svedehytte

Vores ubudne gæst, rotten, havde i vinternøden spist min musvågevinge der ellers var fast ingrediens på alteret til svedehytteceremoni. Lidt har jo som bekendt også ret når man sulter. Langfredag kørte jeg til bunken af marksten for at finde de sten som skulle varme os til Langfredags fuldmåne. Og dér på bunken af sten ligger en død musvåge. Stendød om at så at sige. Sådan kan jeg føle mig sørget for. Jeg har en forbindelse/fascination af rovfuglene og har da også en rød på brystet. Hos Inkaerne symbolet på sendebudet mellem himmel og jord.
Jeg tager den på ladet hvor den ligger ved siden af stenene. Det aner mig at det bliver en varm ceremoni.
Jeg graver en fordybning på bålpladsen med nogle gamle egestolper i bunden til at lægge stenene på. Sammen med Bent lægger vi stenene. For hver sten siger vi en egenskab/bøn vi ønsker at bringe ind i svedehytten; Kærlighed, styrke, mod, accept, erkendelse, spiritualitet, kreativitet, humor (den er med selvom du ikke er,  Jeanette...), forvandling... Halm, grankviste, brænde og lidt tobak. I svedehytten graver jeg et dybere hul i fordybningen til stenene. Flere fysiske handlinger for varmen og renselsen.
Min blå pony (Mitsubishi pickupen med Red Tail Hawks ord...) fragter tæpperne fra laden hvor de tørrer og ned til lejren i den stille regn. Vi dækker svedehytte skelettet med tæpperne og konstruerer  døren af et par hestedækkener så den kan holde lyset ude. Ikke at der er meget af det; regnen falder steady-Eddy over lejren. De deltagende er nu alle ankommet, én debutant, så jeg forklarer lidt om forløbet og symbolerne. Mens deltagerne binder gule, røde, sorte og hvide bomuldsstykker med tobak og øger deres bevidsthed på hvorfor de er kommet, fylder jeg Chanupaen (ceremonipiben) med tobak , renser svedehytten med brændende salvie og beder en kort bøn derinde. På alteret mellem svedehytten og bålet ligger nu Chanupaen side om side med en musvågevinge og tobak, mad og drikke til ånderne. Trommen står foran bålet og spænder sit skind.
Med brændende salvie renser jeg deltagerne én for én og bliver selv renset. Så er vi klar og går med ordene Aho Mitakye Oasin (tak, vi er alle forbundet) ind i svedehytten og sætter os. Snorene med bønneposer hænger vi på væggene. En proces går i gang. Regnen holder inde og lidt sol bryder frem.

Symbolikken i svedehytten er dejlig enkel: svedehytten er det kvindelige, ilden og stenene det mandlige og gennem foreningen træder vi ud af svedehytten som født på ny.

Fireman Bent bærer med greb de rødglødende sten ind og jeg lægger dem i fordybningen. Varmen breder sig hurtigt. Ceremonien er delt op i fire omgange, kaldet døre fordi døren åbnes mellem hver omgang. Damp går ud og frisk luft kommer ind.

Den første dør repræsenterer traditionelt øst, farven gul, og den gyldne ørn. Den hjælper os med at erkende vores fysiske virkelighed; dét nu vi befinder os i, med alt hvad der er af smerter, tvivl, glæder og drømme. Ørnen ser det hele lidt fra oven. Skarpt. Erkendelsen er den første dørs skridt. Døren bliver lukket og der er nu intet andet lys end skæret fra de rødglødende sten. Et par dråber pebermynteolie renser luft og luftveje. Jeg hælder vand på stenene, trommer, synger og fortæller om den første dør: Hvordan fuldstændig erkendelse er første skridt - hvis vi ikke ved hvor vi er, hvordan skulle vi så kunne gå videre. Med hele os?

Varmen er intens, dampen sætter sig på kroppen og løber ned mod jorden. Lyden af trommen vibrerer. Min stemme og ordene om jorden, vandet, ilden og luften. For mig er al heling og udvikling et spørgsmål om skabe betingelserne så livet kan folde sig ud. Al vores smerte er liv der er blevet stoppet. For at livet igen skal turde at folde sig, skal det mærke at der er nogen derude, liv og kærlighed derude. Så trommerne, sangene, varmen og nærværet i mørket støtter livet i at folde sig ud. På vores gårdsplads stod dagen inden en flamingo kasse med stedmoderblomster, jeg havde tænkt om det ville være for koldt for dem. Næste morgen hang de farveløse og slappe og jeg bemærkede at det havde været for koldt... Men om eftermiddagen, da solen havde skinnet på dem hele dagen, havde jeg set hvordan de stod ranke og strålende i deres gule og lilla farver.

Jeg beder til den store ånd om at hjælpe os med vores svedehytte, at vi må modtage den renselse og heling vi har brug for, og byder alle velkommen, dem vi kan se og dem vi ikke kan se. Dem som venter udenfor, inviterer jeg ind.
For mig er den store ånd mine oplevelser af at dét liv som gennemstrømmer mig, gennemstrømmer alt, at vi alle er forbundet med den samme kraft. Det samme liv og kærlighed. Hvad jeg tror spiller mindre betydning end hvad jeg erfarer med min krop og sind.

"Aho mitakiye oasin, denne dør er ovre!" og jeg åbner døren.

Nye sten bæres ind. 2. dør repræsenter syd, farven rød, og prærieulven. Den hjælper os efter erkendelsen med accept. Accept af præcis dét vi mærker er vores virkelighed. Vores virkelighed er  jo os, så alt i den er vores. Hvordan gå hele videre hvis vi ikke kan acceptere det? Prærieulven hyler i mørket for at høre de andre er der. Salvie på stenene spreder en sød duft i mørket. Vand på sten giver mere damp, svage støn i mørket. Jeg mærker at alle deltagerne er nærværende og opfordrer til at de kan sige en bøn hvis de vil. I mørket lyder en takkebøn. For deltagerens første svedehytte der havde bragt tiltrængt forandring.

Dampen brænder i halsen når jeg synger. Enkelte kender de enkle sange og synger med. To rasler hjælper med rytmen.  "Fire transform me, bring me to my passion, I choose life, YES, i choose courage, to dance among the flames!"

I lyset fra døren ser jeg deltagerne. Alle ser nærværende ud. Udenfor er mørket ved at falde på og skæret fra bålet giver dampen et drømmeagtigt svæv mod loftet.

3. dør repræsenterer vest, farven sort, bjørnen og efter erkendelse og accept, kærligheden. At vi finder kærlighed til hele os; både dét som er let at elske ved os selv og dét som er sværest. Kærligheden er den kraft der kan skabe forvandling. Det er efter den vi rækker ud. I dens varme og skær at livet folder sig ud. Det er ikke let at elske den side ved os som volder os mest smerte og besvær og tredie dør bliver meget varm. Cedertræ bringer ren duft til os.Stenfolket hjælper os alt de kan. Varmen rammer på ryggen og bider, står som en mur foran os. Langsomt breder en dybere og dybere vejrtrækning sig, muskler dybt nede om lungerne spænder af og vi sukker efter liv. "I'm feeling grounded to mother earth, I'm feeling open to father sky, learning to trust in the way, learning to love today, hey hey hey hoka hey!" Jeg opfordrer alle til at sige takkebønner hvis de vil. Jeg takker Stenfolket, jorden hvor vi holder svedehytten, vandet, ilden og luften der bringer varmen ind i vores krop og trommen for dens sang.
Da døren åbnes er den friske luft skøn. En øse med vand går rundt og alle drikker. Livets vand. Fuldmånen styrer vandet i havene og vandet i os. Vandet bærer vores følelser og derfor trækker fuldmånen i vores følelser. Med årene bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvordan mit følelseshav har større bølger ved fuldmåne. Fuldmåne giver os mulighed for at lære følelseshavet at kende. Så vi kan surfe på bølgerne, ride dem og ikke væltes eller oversvømmes.

4. dør bringer de sidste rødglødende sten ind. De er meget varme. Ovenpå den varme tredie dør vælger jeg at vente lidt med vandet. Jeg trommer og synger svedehyttens sang mens varmen fra stenene igen breder sig. Salvie.
Døren repræsenterer nord, farven hvid, bisonoksen og forvandlingen. For indianerne gav bisonoksen dem alt hvad de behøvede. Os hjælper den med at tage imod forvandlingen, forandringen der følger på erkendelse, accept og kærlighed. Vandet og dampen bringer mere varme. Nogle lægger sig mod jorden for at mindske varmen. Alle siger bønner højt. Om retning, mod til at gøre dét de vil, tillid til egen vilje og bønner om kærlighed.
Det er nu meget varmt og alle er udmattede. Jeg åbner døren halvt og fortsætter med trommen, stemmen og mere damp. Døren lukkes igen og vi nyder stille den sidste varme. Vi ligger lidt inden vi forlader svedehytten og går ud til bålet. I tippien kommer der gang i et lille bål og en telefon hjælper med at finde tøj. Den materielle verden manifesterer sig prompte ;-)
Samlet ved bålet smider vi i stilhed vores bønneposer på ilden og giver vores bønner den sidste opmærksomhed. Jeg tænder chanupaen og lader den gå rundt. Jeg føler mat, glad, let og tung på samme tid. Vi pakker tingene på den blå pony og kører op til laden. Vi hænger tæpperne til tørre og går indenfor for at dele vores mad. Bag skyerne hænger fuldmånen. I tippien venter musvågevingen på næste svedehytte. Hold øje med kalenderen.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Langfredags-fuldmåne-svedehytte