Spring ud fra klippen uden sikkerhedsnet!

En af de allerstørste udfordringer for en person, som lider af en spiseforstyrrelse, uanset om vi taler om anoreksi, bulimi eller overspisning er familiens, venners og arbejdskollegaers reaktioner og velmenende ”gode råd” og hjælp.

De spiseforstyrrede har ikke brug for pres, formaninger eller bedrevidende holdninger omkring mad, motion og kost. Den spiseforstyrrede er 100% ekspert i disse emner, og har derimod brug for accept og støtte fra omgivelsernes side.

Det kan være utrolig svært at være tålmodig som pårørende, og ofte accelererer en spiseforstyrrelse i familien en masse frustration og magtesløshed. Ofte har jeg hørt om pårørende, som ønsker at hjælpe og støtte den spiseforstyrrede, men hjælpen bliver desværre til sætninger som:

 Til anorektikeren: ”Kom nu, du bør da spise nu sammen med os, vi har det jo også hårdt, det kan da ikke være så svært at spise nu??” (i ordlyden her opfatter den anorektiske person – både krav, formaninger og dårlig samvittighed. Underforstået det er din skyld, at hele familien har det svært!

Til overspiseren: ”Lad nu være at spis så meget, motion er sundt og jeg kender en rigtig god kur”!! (i ordlyden hører overspiseren formaninger, mærker skam og skyld, irritation – da ingen kender gode slankekure bedre end overspisere! Overspisere er eksperter i slankekure”!

 På det psykolgiske og metaforiske plan betyder det her, oversat for den spiseforstyrrede , at der bliver sagt til dem, at de skal kaste sig ud fra en kilometer høj klippe uden sikkerhedsnet eller faldskærm, og stadig tro på at det ender godt! Det er umuligt for den spiseforstyrrede, fordi…..

Spiseforstyrrelsen er symbolsk en rygsæk/et sikkerhedsnet, som personen i en given alder har taget på sig, som en redningsplanke, en hjælp, en støtte som er med til at dulme følelsesmæssigt ubehag, angst, stress og krav fra omverdenens side.

Hvis man beder dem om, at leve livet uden den ”rygsæk”, så skaber man endnu mere angst i deres liv.

Det disse personer derimod har brug for er terapeutisk behandling og forståelse af problematikkerne. I et terapiforløb kan de få opbygget en ny ”rygsæk”, som består af nye tanker om sig selv, nye handlemåder når livet føles svært i stedet for at spise (overspiser) eller sulte sig (anorektiker). En ny tro på, at livet kan leves godt og trygt uden spiseforstyrrelsen.  Og undervejs foreslår Landsforeningen mod spiseforstyrrelser disse ”gode råd” til de pårørende, som jeg klart kan anbefale:
1. Lyt og anerkend

Det bedste, du kan gøre, er at lytte uden at afvise. Sig fx ikke: “Nej, det passer da ikke, du har da så mange gode venner”, men i stedet: “Du siger, at du føler dig ensom; det, kan jeg godt forstå, er svært”. Lyt, nik og kom med anerkendende kommentarer som fx: “Det må være svært at gå rundt med alt det indeni”.

2. Frem for alt må du forsøge at tilbyde håb, forståelse, optimisme og kærlighed

Vær bevidst om, at du er en positiv rollemodel, når du tænker og udtrykker positivt livssyn

3. Vis og diskuter din skyldfølelse med andre

De fleste forældre spørger sig selv, hvad de har gjort forkert. Der findes ingen perfekte forældre – du har gjort dit bedste ud fra din situation. Når du har valgt at få problematikken fastlagt, har du gjort det muligt for dit barn selv at starte arbejdet med at blive rask. Du kan tage ansvar for din egen del af problematikken ved selv af få hjælp og støtte.

4. Prøv at forstå det indre kaos frem for at engagere dig i den ydre kontrol af hendes vægt

Tilstræb at skabe en dialog om andre personlige spørgsmål end mad og vægt. Hvis hun er i behandling, bør direkte engagement i personens vægt undgås. Kontakt i stedet lægen eller terapeuten, hvis du observerer tegn på vægttab eller forøgelse af vægten.

5. Gør alt for at styrke personens selvfølelse

Vær naturlig i dit samvær med personen og grib ind, når du hører hende elller ham nedgøre sig selv. Undgå at kommentere personens vægt eller udseende – dine udtalelser vil sandsynligvis blive opfattet negativt. I samværet er personens selvfølelse et spejlbillede af dine følelser for hende. Vis hende respekt.

6. Accepter at hun/han har behov for kontrol og planlægning

En person med en spiseforstyrrelse har behov for at føle, at hun har kontrol over sin hverdag. Det kan være meget frustrerende for de pårørende, men situationen bliver ofte kun værre, hvis vedkommende får en fornemmelse af, at andre forsøger at overtage kontrollen.

7. Sørg for at hun/han kun skal tage stilling til det allermest nødvendige

For mange alternativer og for meget ansvar er alt for belastende. Det er ikke nødvendigt, at hun(han skal beslutte, hvad familien skal spise, eller hvor I skal hen på ferie. Personen tager nemt mere hensyn til andre end sig selv.

8. Accepter det ufuldkomne

Det kan være vanskeligt at acceptere både hendes eller hans ”barnlige” følelser og behov for støtte til at blive voksen. Prøv at finde en balance.

9. Skab tryghed med en støttende og klar holdning

En person med en spiseforstyrrelse har brug for stabil støtte og tryghed. Når du har med din datter/kæreste at gøre, bør du være kærlig og fast med en klar holdning uden at anvende hårdhed eller vrede.

10. Hold dine grænser og lev dit eget liv

Hvis der bliver konflikter om beslutninger, skal du holde fast i din opfattelse, selvom personen  bliver dårligere.

11. Støt personen i at leve sit eget liv

Hvis personen ønsker adskillelse så lyt til dette og støt det, også selvom hun/han i perioder kan blive ked af det. Selvmordstrusler skal tages alvorligt. Støt hende/han i stedet for at lade dig skræmme eller sørg for en anden stabil støtte.

12. Prøv at undgå overilede udbrud og bebrejdelser

Stærke verbale udfald skaber ensomhedsfølelse hos en person med en spiseforstyrrelse. Udbrud som: “Hjælp mig til at hjælpe dig”, “Hvad kan jeg gøre for dig?”, “Din sygdom skader og ødelægger familien” eller “Jeg kan ikke klare mere af det” får den spiseforstyrrede til at tage unødvendigt ansvar for familiens velbefindende. Da personen ikke kan svare på spørgsmålene, vil hun/han føle sig endnu mere mislykket og ulykkelig. Bebrejdelserne bliver ofte stillet i frustration eller vrede, men må helst ikke forekomme.

13. Bibehold den nære kontakt til den øvrige familie

Udelukkende at koncentrere sig om personen med spiseforstyrrelsen kan forværre tilstanden og skabe uro i familien. Derfor er det vigtigt, at personen tydeligt oplever gennem handlinger og attituder, at hun/han er vigtig for dig, men ikke vigtigere end den øvrige familie.

14. Lad personen spise i ro uden kommentarer

Koncentrer dig om din egen mad og ernæring, ikke hendes/hans. Tal om andre emner end mad og vægt eller forlad hellere rummet. Dit engagement i personens spisning kan være hende/hans værktøj til at manipulere med dig. Tag det værktøj fra hende/ham. Den øvrige familie spiser, uanset om personen spiser. Fortsæt de vante madvaner hvad angår spisetidspunkt, sted og menu. Lad ikke personens spiseforstyrrelse styre familiens dagligdag. Lad invitationen til at deltage i familiens måltid stå som et tilbud, personen frit kan vælge at deltage i.

15. Undgå dramatik

Fokuser på det indre frem for det ydre. Spørg til, hvordan den personen har det. Hjælp med at rense sårene og lægge forbinding, hvis der er brug for det, men gør ikke et stort nummer ud af det. Forhold dig til det, som hvis der var tale om et uheld under arbejdet i køkkenet.

16. Lad ikke personen overtage familiens indkøb og madlavning

En person med spiseforstyrrelse fornægter ofte sit eget behov for mad og “fodrer” eller opvarter i stedet andre. Stå for din egen ernæring og lad personen tilfredsstille egne behov.

17. Vær tålmodig

En spiseforstyrrelse kan være et langtidsproblem. Du kan ikke forvente helbredelse fra den ene dag til den anden, heller ikke selvom den pågældende er i behandling.

18. Husk at skelne

Vær opmærksom på forskellen mellem godkendelse og anerkendelse og på forskellen mellem ansvar og kontrol:

At du anerkender personens selvskade eller spiseforstyrrelse som en brugbar løsning lige her og nu, er ikke ensbetydende med, at du skal godkende den.

Og at tage ansvaret fra personen, så hun/han ikke skal bekymre sig om mere end højest nødvendigt, er ikke ensbetydende med, at du skal kontrollere hende/ham. Lad personen beholde den kontrol, hun/han har brug for over sit eget liv. Men let hende/ham for det tunge ansvar.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Om de pårørendes rolle overfor en spiseforstyrret person