Seksuelle overgreb - hvem skal opdage det og gribe ind????

I disse dage er der heftig debat, skriverier og diskussion i medierne omkring, hvorvidt eksperter, politikere, kommunalt ansatte, lærere, pædagoger gør deres arbejde godt nok i forhold til at spotte børn, som lever i familier, hvor de udsættes for seksuelle overgreb!

 

Og ikke mindst DET ALLERVIGTIGSTE at de griber ind i tide og hjælper og støtter disse omsorgssvigtede børn. Børn, som har levet i mareridtsagtige og ubeskrivelige MILJØER i årevis – ja, sågar årtier inden de fik hjælp af samfundet.

 

Og ”samfundet”, er det eksperterne, myndighederne, lærerne, kommunen? Ja, men ikke kun. Samfundet er os alle! Hvor det dog glæder mig, at der bliver rusket gang i debatten. Vi har alle et ansvar for at gribe ind, men selvom vi griber ind, ja selvom lærere og pædagoger og alle dem som omgås børn, der udstråler, at de ikke trives, så kan det være umådeligt svært at gribe ind og  få disse børn til at fortælle om, hvad der sker derhjemme. Fordi..

 

  • Børnene er truet af deres primære omsorgspersoner, og det er umådelig svært og meget angstfyldt for et barn at fortælle om deres oplevelser
  • Børnene er bange for, at hvis de fortæller det, der sker derhjemme, så er deres liv i fare.
  • Børnene er i nogle tilfælde opvokset med de seksuelle overgreb, og ”ved” endnu måske ikke, at det betragtes unormalt og forkert det, der foregår derhjemme. I nogle tilfælde er de en del ældre, før de ved, at det som er sket er ulovligt og dybt forkert 
  • Børnene er fyldt med skam og skyld, og er i mange tilfælde manipuleret og truet til at tro, at de seksuelle krænkelser/vold som overgår dem, er deres egen ”skyld”, derfor tier de

 

Disse sager om incest og seksuelle overgreb er umådelig komplekse – at påvise, afdække og ikke mindst få børnene til at tale, men derfor kan vi alle gøre det langt bedre, det er vi forpligtet til.

 

I dag læste jeg i JP.dk en artikel, hvor lektor Karin Kildedal, Aalborg Universitet foreslår noget helt genialt, men også for nogen opsigtsvækkende.

Karin Kildedal foreslår, at vi sætter børns rettigheder på skoleskemaet. Børnekonventionen og børns rettigheder bør indgå i undervisningen, hvor man i børnesprog fortæller, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden, og ikke mindst – så skal børnene have at vide, hvem de skal gå til, hvis de har noget af fortælle.

 

Tak, Karin Kildedal – jeg er så enig.

 

En måde at komme disse ubehagelige og umenneskelige svigt til livs og hjælpe børnene er ved, AT vi begynder at TALE åbent OM DET MED DEM.  

Jeg har fx selv valgt i et ikke skræmmende børnesprog at tale med mine egne børn på 10 år om grænser, og om at det altid er ok, at sige nej, gå, sige fra hvis de oplever andre børn eller voksne, som overskrider deres grænser, og at de altid trygt kan fortælle mig alt. Og fortalt dem, at de trygt kan fortælle mig, hvis de hører om andre børn, som måske har oplevet noget ubehageligt. For mig handler det ikke om at male fanden på væggen og skræmme mine børn til at være ”på vagt”, Nej, det handler om at OPLYSE DEM OM, HVAD DERES RET ER OG AT JEG ER DER FOR DEM.

 

Så jeg foreslår, at ”samfundet” - de såkaldte eksperter, samfundet, naboen – ja, dig og mig – vi alle skal glemme alt om vores berøringsangst. Som jeg tidligere har skrevet i min anmeldelse af ”Glaspigen”:

Pyhhh, åhh nej – det kan jeg ikke holde ud at høre om”, siger mange, når talen falder på incest og  seksuelle krænkelser…

Børn som udsættes for incest, kan heller ikke holde det ud, men de skal ikke høre om det, de bliver udsat for det, de skal forsøge at overleve hver eneste dag – i familien uden at miste forstanden. For alle lykkedes det ikke. Glaspigen er et eksempel på kvinde, som må gennemleve en årelang psykotisk sygdom.

 

Nej, jeg synes også det er dybt rystende og ubehageligt at blive konfronteret med, at mange børn faktisk vokser op i familier, hvor de ikke er trygge, hvor de seksuelt og sygeligt udnyttes af voksne, som skulle forestille at være de omsorgsfulde voksne. Hvis hjemmet for nogle børn ikke er trygt, hvor skal trygheden så findes?

Det er en ubegribelig sandhed, som ryster os i vores grundvold, at børn svigtes af deres biologiske forældre. Men ikke desto mindre, så er det sandt. Det er virkeligt – det forekommer i nogle familier.

 

Det, skal vi alle åbne vores øjne for, turde vove at tale om det og hellere reagere én gang for meget, end at tænke agghhh, det er nok ikke noget, der er nok nogle ”eksperter” i ”samfundet, som tager sig af det.

 

 

 

. 

 

   

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Det er en rigtig go`ide at gøre det hele synligt ! I Canada hvor mine 2 børnebørn lever ( de er voksne nu) men i deres skolegang blev de nærmest fra starten ùndervist` i dette emne. Det blev gjort synligt ! ----------------------------------------------------------Karin Kildedal! foreslår, at vi sætter børns rettigheder på skoleskemaet. Børnekonventionen og børns rettigheder bør indgå i undervisningen, hvor man i børnesprog fortæller, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden, og ikke mindst – så skal børnene have at vide, hvem de skal gå til, hvis de har noget af fortælle.

Hej G Sara Evers Tak for dit indspark, ja noget tyder på, at vi I DK har noget at lære af andre landes åbenhed og mangelende berøringsangst.

Seksuelle overgreb - hvem skal opdage det og gribe ind????