Hvad betyder Karma egentlig

Mange fans af spiritualitet taler om karma: som om det er en boomerang teori: dvs. alt hvad der udgår fra dig, tanker, ord, handlinger får du igen – før eller siden. Men er det karma? Min påstand er nej – og i hvert fald ikke hvad buddhismen mener. Karma forstået som en "Boomerang" er derimod kamufleret kristendom. ”Handl mod andre, som du selv ønsker at blive behandlet”, ”du skal dømmes på dine gerninger”, "man høster som man sår" osv... den form for tankegang hvor handlinger helt centralt udgår fra en person, hvert enkelt af os, hviler på en kristen opfattelse af at vi er (af Gud) skabte personligheder som står til ansvar over for ham. Derfor er der tale om at vi i vesten forstår karma igennem en kristen vestlig kulturbetinget optik (indlæsning). En optik der hviler på at hvad end vi gør, har vi vores samvittighed (Guds tavse talerør) indtil Dommens Dag. ”Gud ser alt” so watch out.

Østens folk har overhovedet ikke den opfattelse af individualisme og faste personligheder. Tværtimod. Buddhismen fordrer at du destruerer enhver tanke om individualitet, mange steder medbringer kommende munke en kokosnød som symbol på at de er indstillet på i overført betydning at ville smadre skallen – for at finde den indvendige sødmes lykke. Det begynder med at du erkender at alt er forandring, derfor er forestillingen om hvem du er, netop kun en forestilling du klynger dig til, fordi du er bange for at alt netop er forandring. Så buddhistisk talt kan vi ikke sige ”goe gamle Egon” som i Olsenbanden. Det jeg kalder ”mig” er kun et samlingspunkt af energibindinger der sendes videre (skandhaer). Buddha siger; "Den materielle form, følelsen, forestillingerne, anlæg og drifter, samt bevidstheden er forgængelig. Hvad der er forgængeligt, er lidelsesfuldt, er "uden selv". Hvad der er "uden selv", kan man med rette betragte og sige: det er ikke mit, det er ikke mig, det er ikke mig selv.". Det er svært at tænke, svært at forstå. Det vi normalt opfatter som vores væsen eller personlighed, er i virkeligheden en illusorisk forestilling med en tilsyneladende bestandighed. Så vi skal ikke tro vi er noget... for nu at blive i det danske.

Fra vores kulturelle kikkert, er det største problem i buddhismens klassiske form meningen med reinkarnationen og karmatanken. Hvordan er muligt at tale om gen-fødsel og karma, når vi ikke har noget bestandigt, såsom en sjæl, der kan genfødes og stå til regnskab for sine tidligere handlinger? Hvis alt er forgængeligt, så er det jo ikke mig, der genfødes. Jeg splittes ad når jeg dør – modsat kristendommen som siger at jeg skal genopstå i samme legeme!

Problemet er ligeså gammelt som buddhismen. Det viser en samtale mellem en buddhistisk munk kaldet Nagasena og en græsk konge ved navn Milinda. Kongen spurte munken: "Hvem genfødes til en ny eksistens, ærværdige Nagasena?" Munken svarede: "Individet genfødes." - "Er det samme individ, der genfødes?" - "Det er ikke samme individ, der genfødes; men dette individ udfører gode og slette gerninger, og på grund af disse ger¬ninger genfødes et nyt individ." - "Hvis det ikke er samme individ, der genfødes, undgår man så ikke følgerne af sine slette gerninger?" Munken svarede: "Hvis man ikke blev genfødt, så ville man undgå følgerne af sine slette handlinger; men netop fordi man gen¬fødes, undgår man ikke følgerne af sine slette gerninger." - "Giv mig et eksempel!" - Munken sagde: "Lad os antage, at en mand stjæler en anden mands mangofrugter, og ejeren pågriber ham, fører ham for kongen og siger: Denne mand har stjålet mine mangofrugter; men manden siger så: konge, jeg har ikke stjålet denne mands mangofrugter; de mangoer, som jeg har taget, er ikke de samme som dem, han har plantet, derfor er jeg ikke strafskyldig. Er denne mand strafskyldig, mægtige konge?" - "Ja, ærværdige, han er strafskyldig, hvad han end måtte sige, på grund af de sidste mangofrugter, idet han ikke kan fralægge sig ansvaret for de tidligere mangoer." - "På samme måde, mægtige konge, udfører dette individ gode og slette gerninger, og på grund af disse gerninger genfødes et nyt individ, derfor kan man ikke undgå følgerne af sine slette gerninger."

Man bliver ikke just klogere af dialogen mellem grækeren og munken. Men det lyder som om, at vi skal forstå karma i lighed med det gamle ordsprog: man høster, som man sår, men med den betingelse in mente, at det er ikke den, der sår, der høster, og at den, der sår kun er fremadrettet ansvarlig. Den, der sår, vil bevirke, at der vil være en høst. Man er altså rent årsagsmæssigt ansvarlig for høsten, akkurat som mangobonden er ansvarlig for den senere høst af mango. - Men vi kan ikke tale om en sjælelig identitet, og derfor er det meningsløst at tale om en bagudrettet ansvarlighed.

Det første menneske og det senere menneske har ikke samme sjæl. Det nye individ - karma-høsten - er står i forbindelse med det tidligere individ på en helt anden måde. Det er ikke det samme individ, men forbindelse skyldes årsager, der startede som et eller flere tidligere menneskers virkninger. Det er med andre ord ikke en person eller sjæl, der inkarnerer, men de enkelte gerningers virkninger.

Det mærkelige ved hele karmalæren er, at vi bliver nødt til at sige, at et enkelt individ kan inkarnere flere steder, meget sjældent eller aldrig i et og samme individ. Alligevel taler buddhisterne om et personligt ansvar, der rækker ud over ens død. Det giver ansvarsbegrebet en helt anden rækkevidde og betydning end det, vi normalt tillægger det. Og strengt taget betyder det, at jeg er ansvarlig for hele menne¬skeheden, og menneskeheden er ansvarlig for mig. Vi er vævet sammen, fordi den normale grænse mellem, hvad jeg er eller var, ophæves med læren om, at jeg spredes for alle vinde, når jeg dør.

Går man lidt videre, og er man lidt kritisk, så betyder karmalæren i sidste ende, at Nirvana kun kan realiseres, hvis alle realiserer det. Havet hviler ikke, før alle bølger har lagt sig. Og så må man nødvendigvis spørge: "Men hvad med Buddha. Han opnåede det jo, og hvis han opnåede det, så kan vi jo ikke tale om, at vi er vævet sammen eller at vi er en del af det samme hav. Vi må have hver vores karmaregning - og personlige ansvar?"

Jeg ved ikke, hvad man skal sige til det. Når vi ikke er evige væsner, sjæle om man vil, når vi kun er bølgekrøller, så kan den enkelte ikke frelse sig selv fra karmakæden. Den enkelte eksisterer ikke, og derfor må alle frelses, hvis den enkelte skal frelses. Det er meningsløst at tale om personlig frelse uden personlig karma. Vi kan kun opnå frelse for den enkelte, hvis vi kan snakke om ansvar i en snæver og bagudrettet betydning.

Læren om karma er en af de mest underlige og forvirrende aspekter i klassisk buddhisme. Det syntes de første Zen-buddhistiske munke også. De så mere klart og tydeligt end nogen andre. De en fare i denne lære, da den kunne skabe unødig diskussion og forvirring. Måske især hos dem, der nærede et intellektuelt begær efter at ville forstå læren. resultatet var, at de forkastede karmalæren. Men her stoppede de ikke. Det var ikke alene karmalæren, der var uvæsentlig og farlig, men også teorier om, hvorvidt sjælen er evig, om verden er uendelig eller hvilke liv de enkelte store buddhister engang havde haft. Alt var det ligegyldigt og forstyrrende.

Med en stor foragt for myter og filosofiske spidsfindigheder slog disse Zen-munke en ting fast. Buddhisme handler kun om at nå erkendelsen, Satori og Nirvana. Teoretisk snak er narreværk - spild af tid.

Jeg tror, at Siddharta Buddha har været af samme opfattelse, men som det altid sker, når mesteren går bort, så farede mange af hans disciple vild. De puslede løs med alle de mulige og umulige forestillinger, hvilket var den rene flugt fra det væsentlige.

Buddhisme handler kun om Nirvana. Sålænge man sidder og tænker over om sjælen eller verden er evig eller ej, om karma og evige sjæle, så spilder man sin tid.

Karma som kamufleret kristendom eller ej - måske giver det mere fred i sjælen at tænke lidt mere enkelt som man gør i kristendommen. På moralens område er jeg mere på kristendommen end på karmalæren. Selvom Einstein nok har ret da han sagde at buddhisme er den eneste religion der passer til moderne mennesker, så har vi en i vesten en hang-over i vores forståelse fra kristendommen(især af karmalæren). Det ville da også være mærkelig andet... og måske ligefrem usundt at forsøge at orientere os moralsk i et tankeunivers der for os er så kulturelt svært at fatte. Og er det bedre?

ha' det godt og lev lykkeligt ;-)
Frøken Fortuna

__________________________

Frk. Fortuna

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Karma hvad betyder det? Læs på Levlykkeligt.dk