Det er godt at få det dårligt

Ingen af os ønsker at få det dårligt, men i virkeligheden skulle vi hilse det velkomment. Det er nemlig en fantastisk åbning til at få bevidsthed om vores angst, sorg eller andre mønstre, som gør at vi oplever stress og handler imod vores eget bedste.

Når vi reagere meget kraftigt på noget, så er det en åbning til at identificere de tanker, som plager os. Hvis vi er meget påvirkede eller kede af det, så er vores normale forsvarsreaktioner også mindre. Det er faktisk en fordel, da vi så bedre kan søge hjælp og komme i kontakt med de følelser, som vi har lukket ned for, for at klare dagligdagen.

Ved at nedskrive tankerne og vores bedømmelse af andre, os selv eller situationen, finder vi frem til stressede tanker, som vi kan kigge nærmere på.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men ved at kigge nærmere på, hvad vores tanker gør ved os i situationen, hjælper vi os selv til at slippe de tanker, der gør ondt.

Eksempel: Peter har den overbevisning at hans leder er dårlig og ikke vil ham det godt. Den overbevisning gør, at Peter ser alle sin leders fejl, og hver gang lederen gør noget, Peter er uenig i, så ser han det i lyset at sine tanker om, at hans leder ikke vil ham det godt. Peter tolker alle lederens handlinger som negativt motiverede. Peters attitude over for lederen bliver lukket, og han går let i forsvarsposition og beder for eksempel heller ikke om hjælp og støtte hos sin leder. Peter har over længere tid ikke haft det godt på sin arbejdsplads og er ofte meget træt, når kan kommer hjem fra arbejde. Han fungerer dårligere, og det går også ud over nattesøvnen. Så en dag kalder lederen Peter til samtale, og han får straks en masse stressede tanker om, at han skal fyres, osv. De tanker gør at Peter får det virkelig dårligt og må sygemelde sig fra arbejdet. Peter er nu klar til at søge hjælp og til at arbejde med sine stressede tanker.

Det gælder om at skrive alle de dårlige tanker om lederen ned. Hvorfor han er sådan en dårlig leder, hvad han gør forkert, og hvad han burde gøre bedre, osv.

Ved at overveje, om det han har skrevet virkelig er sandt, kan Peter undersøge sine tanker om lederen og til sidst få vendt tanken om. I forhold til det indkaldte møde, kunne det måske være lige så sandt at tænke, at lederen ikke har planer om at fyre ham.

Den proces giver Peter bevidsthed om sig selv, og som noget fantastisk, så giver den mere fred, nærvær og ro. Peter kan derfor gå til samtale med sin leder uden at tage ansvar for hans måde at lede arbejdspladsen på og i stedet udtrykke, hvad han selv har brug for. Samtidig vil han også være i stand til at fokusere på, hvordan han bedst kan være til gavn for sin arbejdsplads, frem for at ærgre sig over, hvordan lederen gør sit arbejde. Peter får dermed klarhed til at sige, hvad han vil være med til, og hvad han ikke vil være med til.

Den opmærksomme læser vi også opdage, at i den her proces er det faktisk ikke så vigtigt, om lederen virkelig er god eller dårlig, for Peter bliver mere selvbevidst under alle omstændigheder. Og det gør, at han bedre kan agere med sit fulde potentiale og dermed få et langt bedre arbejdsliv.

Kærlig hilsen
Familieterapeut Erika Lorentsen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Så sandt som skrevet og det som sker når man spørger ind til om personen kan sige de ting om sig selv som han, i dette tilfælde siger om lederen, kan medfører større opmærksomhed på intrapersonelle forhold samt skabe indblik i egne udfordringer og medføre ejerskab hos personen selv.

Relevant indlæg!

Tak for din respons Beritt.

 

Kære Erika,

Jeg kan kun skrive - at det er så sandt som det er skrevet..

Nogle gange forstår vi ikke helt hvorfor vi udsættes for de ting vi gør, men er vi åbne, så kan det føre til nye og bedre veje...

Når en dør lukkes åbnes en ny...

Tak for et godt indlæg...

 

Familieterapeut Erika Lorentsen skriver; Når vi får det dårligt, er det en invitation til selvudvikling. Læs med på Levlykkeligt.dk