Familiecoaching og Terapi v. Nynne Bojsen

Flov over at være følsom? Så få gode råd lige her

Jeg gik en tur med min hund i skoven i morges.
Skoven var fyldt af farver, dufte og sansemæssige rolige indtryk.
Det smukkeste snart forårsvejr :-)

Jeg elsker at gå der og blive fyldt op af både ro og inspiration.

Mens jeg gik og nød, blev jeg opmærksom på sidste gang, jeg gik der. Det var en helt anden oplevelse. For der græd jeg. 

Det lyder lidt tosset, det jeg var ked af, men det var jeg altså: Min mellemste dreng fik bøjle på i sidste uge. En af de store slags. Og han led. Både havde han ondt i tænderne, kunne ikke tygge almindelig mad, og syntes også han lignede en idiot. Det ramte mig. Det at se og mærke, at mit barn led. Og jeg blev ked af det.

Tag dig sammen
Måske sidder du og tænker: Aj ok, det var jo kun en bøjle, resultatet bliver jo pænt, tænk på alle de andre børn, der har langt større udfordringer, det handler jo egentlig ikke om dig Nynne, det er jo dit barn, der har ondt – ikke dig, det nytter ikke at blive for følelsesmæssig overvældet, for så kan du ikke støtte ham osv. osv. 

Og tænk. Selv samme tanker og meninger havde jeg i mit hoved. 

Men jeg var stadig ked af det. Og tankerne hjalp ikke. Deres indbyggede rationaler dulmede ikke på nogen måde. Selvom det var det, der var meningen med dem.

Tvært i mod ser jeg nu, hvordan tankerne, der skulle få følelserne til at gå væk, bare gjorde det værre. For de lukkede nemlig ned for min tilladelse til bare at være ked af det. 

Og det var præcis det, min krop havde brug for. Tilladelse og plads til bare at mærke og rumme de følelser og fornemmelser, der var.

Op i dagens lys
Interessant nok havde jeg ikke kunne give mig selv den tilladelse, selvom jeg udmærket ved, at det er det, der skal til. Ikke før jeg gik i skoven, alene med min hund.

Men der gjorde jeg det til gengæld: Jeg trak vejret dybt mens jeg lod det, der lå under overfladen komme op i dagens lys. 

Og jeg græd. Trak vejret og græd. Bare var til stede med ked af det-heden, magtesløsheden, vreden, tomheden.

Bøjlen var og er en lille ting. Så det tog ikke lang tid før min krop takkede for at blive hørt og rummet og gav slip. Ked af det heden forsvandt, jeg kunne igen se op og ud og min krop genfandt balancen. 

Jeg kunne igen modtage al den kærlighed og skønhed, som naturen tilbyder, og som jeg jo egentlig havde mere brug for, mens jeg var ked af det, men som jeg netop fordi jeg lukkede af for mine følelser ikke kunne modtage.

Evne til balance
Jeg tror alt for mange af os gør som jeg. Lukker ned for vores følelser og fornemmelser. Måske med tanker om, at det er lige meget, pinligt, bare overreaktioner, irrationelt, upassende, noget der skal overstås.

Måske også med en indre stemme om at ”nu skal du ikke skabe dig”, ”du er så sensitiv”, ”du reagerer alt for følelsesmæssigt på al ting”, ”tag dig nu sammen” eller lignende.

Det kan også være fordi du tror, at hvis du først lukker op, så bryder helvede løs, så går du i stykker, så krakelerer alt, så er der ingen vej tilbage, så…

Men det tror jeg ikke på. Tvært i mod.

Jeg er helt sikker på, at vores krop indeholder den største kilde og evne til balance. Så hvis vi giver vores krop tilladelse til at reagere, så ved den, hvordan den kommer hjem. Også selvom det er dyb sorg, vrede, angst og afsky. 

Lov til at gennemleve

Det er bl.a. den hypotese, der ligger bag Peter Levines fantastiske traumearbejde: At vi ved at give vores krop og sind lov til at gennemleve det, der er under overfladen, kan komme i balance igen. Balance der gør, at vores somatiske smerter forsvinder, at vores følelser finder et balanceret leje, at vi kan finde ro og at vi kan begynde at elske igen.

Her er mine yndlingsmetoder til at komme balance: At gå en tur, at ligge med højre hånd på mit hjerte og venstre hånd på min mave, at lytte til stille musik med lukkede øjne og – generelt for alle tre aktiviteter – at trække vejret dybt, mens jeg stille siger inde i mig selv: Det er ok. Det er ok. Det er ok.

Det er klart, at nogle følelser og hændelser bunder dybere end andre. En bøjle på tænderne er i den lette kategori. Den kunne jeg godt klare selv. Havde det handlet om, at jeg havde mistet min søn, ville jeg have søgt hjælp. For selvom vores krop indeholder kilden til balance, har vi nogle gange brug for, at andre hjælper os med at se og mærke det.

Hvad med dig?
Får du givet dig selv rum og tilladelse til at lytte lidt indad og give plads til det, der er? Eller lægger du låg på, fordi ….? Og hvad har du mærket de gange, hvor du har taget dig tiden og bare givet plads?

Kh Nynne K Boysen, Familiecoaching og Familieterapi

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

Bloggen er inspireret af bl.a.: Peter A. Levines bog "Den tavse stemme"

__________________________

Nynne Bojsen
Familiecoach, Psykoterapeut MPF, Cand.comm., Supervisor
Mobil: 61 41 42 04
mail@familiecoaching.dk
http://www.familiecoaching.dk
https://www.facebook.com/FamiliecoachingOgTerapi/?ref=bookmarks

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Flov over at være følsom? Så få gode råd lige her