Kærligheden til mennesket – En artikel om massedrab, kærlighed og Selvernes Psykologi.

Anonym

Kærligheden til mennesket                         Chris Nunan Århus d. 25 Juli 2011

– En artikel om massedrab, kærlighed og Selvernes Psykologi.

På et tidspunkt, midt i massakren på øen er der et barn på 11, der trygler om nåde. Barnet siger til morderen, du har dræbt nok nu, du har dræbt min far -  stop nu. Ifølge et øjenvidne stopper Bretvik op et øjeblik, inden han forsætter sin selvbestaltede krig mod det han opfatter som fjenderne. Barnet og vidnet overlever.

Måske havde Breivik et øjeblik, hvor der var empati, inden han fortsatte sin udryddelsesplan?  Man kan også læse at Breivik var stor fan af serbernes udryddelse af muslimer og dybt engageret i ideen om at være en kristen kriger, en ridder af tempelherre ordenen , en beundrer af Anders Fog Rasmussen og Gert Wilders med flere.

Dagen efter massakren lagde jeg tilfældigt mærke til, at en af de mest sete videoer på You Tube var en russisk video med en glad ung instruktør, der demonstrerede sine automatvåben i et dejligt landskab, der fik mig til at tænke på Utoyja, her smiles der, mens projektiler der eksploderer når målene rammes , smadrer et stort antal ophængte flasker. I kommentarerne til disse videoer er der unge mænd, der sammenligner pistolerne og magasinerne med pikke og taler om hvor fantastisk det er at smadre og skyde ting i stykker.

Der er ikke langt fra denne fascination til at forestille sig, at det ikke er tomme plastikflasker, men levende kroppe der sprænges i tusinde stykker.

Det er i det hele taget til at brække sig over i al sin ækelhed.

Verdens hovedmedier reagerede med automatik og udråbte, at det var et nyt 9/11 – et muslimsk angreb. Selv Politiken som vi holder kørte i de tidlige timer efter massakren frem med et sådant billede ”Terror rammer Europa” stod der vist – er det en troværdig avis?

Interessant nok er dækningen af tragedien i Norge velargumenteret og godt researchet i en netavis som Aljazeera og ikke særlig klar i vores medier – de er jo vant til stort set altid at informere os om hvem fjenden er – i dansk kontekst er ”fjenden” noget, der komme udefra, er vanemæssigt overvejende muslimsk og ikke kristen.

Det danske dilemma

Ikke fordi danskerne er særligt kristne selv, men måske fordi, det er anderledes.  I vores lille land er der en underlig, efter min mening, ”alliance” mellem de gamle venstrefløjs anti EU holdninger og den yderste højrefløjs angst for fremtiden. Danskerne har indtil nu været med til at støtte den holdning, at det vi kender er godt, og at det vi ikke kender skal holde sig væk. Vi har ”ret” til et fedt køkken! Vores velfærdsydelser er – vores, vores, vores! Basta! EU skepsis og Dansk Folkeparti har skabt det vi sidder i nu og som ser ud til at ændre sig ved næste folketingsvalg.

Det er ikke til at begribe at myrderierne fandt sted i Norge, det er ikke til at begribe at nogen kan finde udryddelse af anderledes tænkende retfærdiggjort. Men hvis vi kigger efter så er der ikke langt fra at uddanne unge mennesker i krig mod ”ondskabens akse” med et officielt ok stempel, til at unge mænd med personlighedsforstyrrelser, tager det til sig og vil prøve at vise, at de også kan blive ”frihedskæmpere” gå i uniform og udøve ”nødvendige” opgaver.

I det hele taget er absurditeten af fjendebilleder og ekstrem vold tilsyneladende ok i vore ”frie” samfunds selvbillede. Se bare hvor meget popularitet Stig Larssons bøger og film har fået – volds pornografien er i fremgang

 Hvordan kommer vi et andet sted hen?

Hvis vi skal hylde kærlighedsbudskabet, være gode mod hinanden og sikre demokratiet, så er det mindfulnes , anerkendelse og fornuft, der skal styre os. Det er også der vi er på vej hen – eller rettere sagt, det er nu midt i al kaos at muligheden er der – det er et valg!

Vi mennesker indeholder både en kærlighedsevne og en destruktiv energi. Den destruktive energi er vores indre kriger – den del af os, der kan og vil beskytte os, hvis det er nødvendigt. Det er en del af vores biologiske programmering.

Johannes Sløk skrev i sin tid at verden stadigvæk venter på at opdage mennesket og at det nok ikke ville ske i hans levetid. Jeg håber det sker i min.

Selvernes Psykologi.

En god måde at se mennesket på, er at kende til de psykologiske og kulturelle betingelser vi skabes af. I denne sammenhæng er jeg meget inspireret af psykologerne Hal og Sidra Stones arbejde med det de kalder Selvernes Psykologi eller Voice Dialogue.

I Voice Dialogue er der en erkendelse af, at vi alle har indre stemmer, der skabes i mødet med verden. Undervejs og i mødet med omgivelserne, udspiller der sig en tilpasning og formning af os som mennesker.

Vi danner Primære Selver (personaer) , der ”klarer” opgaven – at være her i verden og samtidig beskytte de mere sårbare sider i os. Vores såkaldt bløde sider er det, der gør os menneskelige.

Hvis vi ser mennesket ud fra denne forståelse , så er der en stærk og en sårbar side. Det hænger dybt sammen med hvem vi er og hvem vi udvikler os til , hvordan denne sårbare side accepteres og næres indadtil og udadtil.

I løbet af vores opvækst er påvirkningen udefra og ind dominerende – vi kopierer og udvikler strategier og coping mekanismer og resultatet af denne proces blive efterhånden et mere og mere klart ”selvbillede” , et mig, der siger jeg om sig selv.

Dette mig er et billede, der skabes omkring akserne

Personligt – Upersonligt

Indeni – Udenfor

Trygt – Utrygt

Stærkt – Sårbart

Mig – Dig

Denne dynamiske proces har Hal og Sidra Stone bl.a.  set som adfærdspsykologiens påpegning af at vi prioriterer lyst frem for ulyst. At vi er behovsstyrede væsener, der hele tiden lærer og udvikler os. Men i Stones model er vi mere end blot reagerende, vi har altid mulighed for at opdage det menneskelige i os selv – at udvide bevidstheden. Vi har nemlig også en bevidst mulighed for at gøre noget andet end blot reagere.

Det bevidste jeg’s proces

Grunden til at jeg er glad for Voice Diaogue, er at det er meget nemt at udforske hvordan vi alle har et indre scenarie af stemmer og dele, der kan se verden med meget forskellige øjne – vi er med andre ord ikke ”en” men snarere ”flere” dele indeni.

Når vi taler med vores nærmeste bruger vi en stemme og når vi taler med postbuddet en anden. Vi har en indre dialog og en ydre dialog.

Voice Dialogue kan være et redskab til at forstå psykens dynamik på meget kort tid.

I Breitviks ulykkelige tilfælde er det tydeligt, at han udadtil, lige nu insisterer på at være i ”uniform” og i sit syge sind ”forsvarer” os alle sammen mod det onde. Han er som besat. Denne besættelse er her helt ekstrem, fastlåst og tragisk.

I udviklingen af jeget, hos såkaldt almindelige mennesker, sker der også en slags ”besættelse”. Mange mennesker kender til at være ”besat af succes” eller at have en indre kritiker, en slags besættelse af at gøre alting ”rigtigt”.

I Voice Dialogue modellen dannes ”jeg’et” ved at vores bevidsthed/ spejl-neuroner skaber et Primært Selv system, der kan være i verden på den mest trygge måde. Denne proces er langt hen af vejen ubevidst.

Vi har ofte en triade af en ”beskytter / kontrollant” en indre ”kritiker” og et ”MIG”, der som oftest prøver at gøre ting, der kan styrke og beskytte vores virkelighed. At det er noget vi har skabt og som er dynamisk, har vi glemt alt om.

Som billeder i en film skifter vi mellem disse indre ”virkeligheder” eller repræsentationer. Opdagelsen af det bevidste jeg, sker ofte først når nogle af disse systemer er brudt sammen. Vi er identificerede med delpersonlighederne (Selverne), indtil vi opdager at der er noget andet og større der rummer dem. Fisken kan med andre ord ikke opdage havet hvis den ikke har været ude af det.

En spirituel vinkel på Voice Dialogue

Buddisten Genpho Roshi har lavet sin egen udgave af Voice Dialogue processen, hvor han med enkle midler viser, at der er en bevidsthed bag ved dette system af masker/ scenarier, der ikke er ”personligt” men snarere arketypisk eller universelt.

Inde så at sige ”bag ved” personligheden er vi i stand til at møde og ”genkende” det bevidste jegs proces. Noget der ikke er farvet af ”personligt – upersonligt, ondt – godt” dikotomierne, men som er i stand til at favne og rumme helheden, samtidig med at der er handlekraft, krop og energi. En proces hvorfra vi kan vælge bevidst at rumme og mærke os selv imellem modsætninger. Her er Sfærernes dans – den skabende bevidsthed i kontakt med både muserne og de destruktive kræfter. Hal og Sidra Stone ynder at sammenligne med det græske gudeunivers, hvor alle guder skulle æres for at helheden kunne etableres. Alle guder var vigtige.

Det bevidste jegs fødsel

Det bevidste jeg skal fødes og opstår i erkendelsen af at være midt mellem modsætninger. Vil vi være bevidste, kræver det ydmyghed, kærlighed og en evne til at være i en konstant proces – ofte væk fra det kendte. Det er ikke muligt for viljen og dermed et Primært Selv at ”ville” det, men det er muligt at opleve og forstærke det bevidste jeg, igennem en praksis som Voice Dialogue eller meditation.

Nøglen er at stille spørgsmålet – hvem er det, der taler lige nu? Hvilken del af ”mig” kan jeg mærke lige nu…At blive bevidst om helheden og ikke lade sig forføre til at reagere ubevidst.

Processen indebærer en gradvis af-identificering af vanetænkning og en åbning af de kognitive og spirituelle antenner vi også har i retning af et mere kollageagtigt og inkluderende menneskesyn, der på sin vis ligner renæssances ideal om at kunst, ånd og videnskab skulle gå hånd i hånd – at mennesket, det humane er vigtigst.

I Hal og Sidra Stones gave til verden er mennesket med – hele mennesket. Det bevidste jeg gør at vi har muligheden for at træde ud af reaktionernes og hadets verden og ind i et mere autentisk og levende liv, fuld af modsatrettede kræfter, men tættere på den visdom, som Norges statsminister udtrykte i følgende:

"Hvis en mand kan skabe så meget ondskab, tænk så hvor meget kærlighed vi sammen kan skabe" ~ Jens Stoltenberg, Norges statsminister

Skiftingen

Selma Lägerlöf har en fortælling om en dæmon – en skifting. Et ægtepar får et barn som troldene i skoven kidnapper. I stedet for barnet lægger de en skifting – et troldebarn, der på en prik ligner det rigtige barn. Faderen opdager at der er noget galt med barnet og vil slå det ihjel, mens moderen gør alt for at elske det. Hun beskytter troldebarnet og siger at hun vil gå fra manden hvis han skader barnet. Hendes kærlighed er stor. Jeg husker ikke præcis hvordan, men historien ender med at det rigtige barn kommer hjem og omfavner moderen og fortæller hende at hvis troldebarnet var blevet dræbt, så ville han aldrig have kunnet komme tilbage. Kærligheden vandt!

Prolog

Det er mit håb at arbejdet med bevidsthed vil åbne sig som en blomst i mudderet efter denne katastrofe, at vi alle får lys på at faren ikke er ”derude”, men er bundet i det mørke, der skabes i en sårbar psyke, i afvisningen af det menneskelige – i afvisningen af sårbarheden skabes dæmonerne ikke i kærligheden til mennesket – det hele menneske. At vi alle har et øjeblik hvor empatien og nåden får plads selv midt i kaos.

Læs mere om Voice Dialogue på www.hjertesind.dk

På dansk er udkommet bøgerne:

Hal og Sidra Stone Phd

Bliv bedste ven med dine værste sider

Den indre kritiker

Voice Dialogue International: http://delos-inc.com/