Lidt om D-vitamin

I sidste blog skrev jeg om kalk og vigtigheden af tilstedeværelsen af D-vitamin til optimal optagelse af kalk i kroppen. Men D-vit. er yderst vigtig i andre processer i kroppen, og er blandt andet blevet forbundet med en lavere risiko for udvikling af forskellige kræfttyper som brystcancer, tyktarmskræft, prostatakræft og cancer i æggestokkene. Desuden er det også påvist at D-vit. kan sænke for højt blodtryk.

Den anbefalede daglige tilførsel af D-vit. er 7,5 ug/d (mikrogram/dagligt) og du finder D-vit. i fødevarer som fede fisk, fiskeolie, æg, kylling, indmad og kød - fisk og fiskeolie er de bedste kilder.

En anden måde vi får D-vit. på er gennem solens stråler, der optages i vores hud og bliver omdannet til D3-vit. i kroppen. Igennem sommeren kan vi få nok D-vitamin igennem solstrålerne, men ikke resten af året, der har vi altså brug for at få det gennem maden.


Du finder 7,5 mikrogram D-vitamin i:

3 g torskelevertran

50-100 g fisk (torskelever, torskerogn, sild, ål, ørred etc.)

5 æg

700 g kylling


Her er det tydeligt at se, at de fede fisk er klart den bedste kilde, og du skal selvfølgelig ikke spise 5 æg på en dag, men kombinere fødevarerne og få solskin på huden hver dag, hvis det er muligt, så du i alt på en dag får de ca. 7,5 mikrogram D-vitamin.

Næste blog vil handle lidt mere om fedt og de vigtige Omega 3 og 6, og hvorfor vi absolut ikke skal være fedtforskrækkede.

Vi ses :-)



Kilder: Nordic Nutrition Recommendations 2004

http://www.foodcomp.dk

Wardlaw, Gordon, M., Hampl, Jeffrey, S., (2007) ‘Perspectives in Nutrition’, McGRaw-Hill Companies, 7th Edition

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lidt om D-vitamin