Fedtopløselige vitaminer

Jeg har både skrevet om D-vitamin og Omega-3, og begge dele er relevant for denne blog. Sidste gang nævnte jeg noget om at tilføje olie til sine grøntsager, og have fedt i hvert måltid - hvorfor nu det?

 

Der er nogle vitaminer, der er fedtopløselige - dvs. at de kun kan optages i kroppen hvis der er fedt til stede. Disse vitaminer er A, D, E og K, og de findes i mange forskellige fødevarer såsom mange typer grøntsager, nogle frugter, indmad, fisk, fuldkorn, nødder og frø. De vitaminer der findes i fx. indmad, fisk og nødder, som indeholder de førnævnte essentielle omega- 3 fedtsyrer behøver man ikke bekymre sig for, om de nu bliver optaget i kroppen - de følges jo ned igennem systemet vitamin og fedt “hånd-i-hånd”. Men A- og K-vitamin, som findes i blandt andet spinat, kål, broccoli, asparges, ærter, gulerødder og nogle frugter som abrikoser, mango og ferskner - de skal have lidt hjælp i form af tilsat fedt.

Derfor, når du planlægger dine måltider, så overvej hvilken fedtholdig fødevare, du kan tilsætte for at hjælpe A, D, E og K til den bedst mulige absorption i kroppen. Mine forslag er blandede, grove salater med en god olie dressing, grøntsager med frø, kerner eller oliven drysset udover, frugt med en håndfuld nødder til og hjemmepressede grøntsags-og frugtjuices med et par dråber hørfrøolie i.

Jeg ELSKER salater, og hjemme hos mig er salaten aldrig kedelig, altid varierende og aldrig tilbehøret - men den væsentligste del af måltidet. Til inspiration får du her en opskrift på min yndlingsmåde at spise grøntsager på:

 

4 personer

Dressing:

3 spsk tidselolie (eller raps-/olivenolie)

1 spsk Valleforce alpedrik original (fås i Matas/helsekosten, ellers brug friskpresset citron)

hvidløg efter smag

urtesalt og peber


1 broccoli i små stykker, dampet

1 håndfuld Haricot verts, dampet

5-6 daddeltomater, halverede

1 courgette, i tern

1/4 spidskål/hvidkål/kinakål tyndt slicet

Evt. spirer drysset over

Dette er en grov salat, som jeg ynder at kalde det, fordi den indeholder grove grøntsager med masser af fibre. Jeg vælger courgette frem for almindelig agurk og kål i stedet for salatblade. Agurk og salatblade smager dejligt og kan sagtens bruges, men er mere vandige end mættende, i forhold til de grøntsager jeg har valgt til min salatopskrift.

Tilbehør til denne salat kan fx. være kylling eller fisk.

Velbekomme :-)

Glæd dig til næste gang, hvor jeg vil snakke lidt mere om fibre, og hvorfor de er så vigtige for os og vores sundhed og helbred.



Kilder:

Wardlaw, Gordon, M., Hampl, Jeffrey, S., (2007) ‘Perspectives in Nutrition’, McGRaw-Hill Companies, 7th Edition

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Fedtopløselige vitaminer