Er lykke det samme som succes?

Anonym

Bliver man ikke automatisk lykkelig af  at definere sine mål, sprænge egne grænser og udnytte sin fulde kapacitet for at få det liv, man altid har drømt om?

Noget tyder på, at det ikke nødvendigvis er sådan det går. Ikke alle, der anvender de nævnte vinderstrategier bliver lykkelige. Tilsyneladende er det i høj grad et spørgsmål om indstilling. Med den rette indstilling bliver man automatisk lykkelig, og med en anden indstilling kan man have hele verden liggende for sine fødder uden at opleve så meget som ét sekunds himmerige.

Det gik for alvor op for mig, da jeg i et tv-program blev sat overfor en uhyre stærk, målrettet og fremgangsrig kvinde. Hun var forfatter og havde skrevet adskillige bøger, altid om det samme emne. Alle bøgerne havde fået succes, men skønt hun på den måde var gået fra sejr til sejr og burde være lykkelig, så virkede hun uglad og sammenbidt, ja, næsten bitter på livet. Hun lod forstå, at hendes mål var at fortsætte med at skrive bøger om emnet, og selv om det næsten er givet, at hendes kommende bøger vil få samme gode modtagelse i offentligheden som de første, så virkede det som om hendes inspiration, lyst og glæde ved at skrive helt var forsvundet. Hun var med andre ord succesrig uden at være lykkelig.

Jeg talte med hende for at finde ud af, hvorfor hun trods så mange sejre alligevel virkede så uglad og sammenbidt, og på hendes svar kunne jeg udlede, at hun var holdt op med at udvikle sig. Skønt hun var gået fra sejr til sejr, og antagelig havde haft dyb glæde ved de første processer, så havde hun ikke bevæget sig siden første proces.

Hurtigt indså jeg, at problemet var, at hun ikke havde sat sig nye, meningsfulde mål; men var vedblevet at foretage sig det samme, om og om igen. Måske fordi hun ikke turde prøve noget andet af frygt for ikke at kunne være så succesfuld (objektivt set) med sit næste projekt? Hvem ved.

Men under alle omstændigheder var hendes kapacitet og facetter langt større end det liv, hun bød sig selv, og derfor oplevede hun nu, at glæden, lysten og inspirationen var forsvundet.

Hendes succes var blevet et åg.

Næsten samtidig stiftede jeg bekendtskab med en ung kvinde, hvis liv havde været en lang prøvelse. Hun var enlig mor, arbejdede som servitrice, pengene var små og hverdagen trængt. Men til trods for det var hun fuld af livsglæde og vitalitet. Hun forstod at få det bedste ud af enhver situation og betragtede sit servitricejob som blot endnu en mulighed for at kunne udforske sit talent for eventmageri, hvilket hun udnyttede i rigt mål til gæsternes og chefens store fryd.

Hendes mål var at være lykkelig i hverdagen, og det var hun. Og skønt hun næppe kunne regnes for at være hverken succesrig og velstående, målt på en objektiv skala, så følte hun sig med rette både rig og succesfuld.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med hende flere gange og fandt ud af, at skønt hendes muligheder i livet var få og små, så kunne hun bevare glæden og tilfredsheden, fordi hun hele tiden bevægede sig og pressede sig selv til at bruge sin kapacitet på alle de måder, som hun kunne. Hun fik mest muligt ud af alting, fordi hun så muligheder, hvor andre så begrænsninger, hun så mening og sammenhæng, hvor andre så meningsløshed og fragmenter.

Konklusionen på de to kvinders historie er, at ikke alle succesrige mennesker er lykkelige, og ikke alle lykkelige mennesker er succesrige – i objektiv forstand.

Den konklusion sætter fokus på en meget vigtig pointe; nemlig at selv om vi ved, at lykke forstærkes af succes og velstand, så er disse to faktorer ikke lig med lykke, sådan som vi ellers har for vane at antage. Succes kan nok forstærke lykkefølelse, men lykke kan skabe succesoplevelse.

Men ikke nok med det. Konklusionen besvarer også spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker bliver lykkelige af at forfølge deres mål og andre ikke?

Forklaringen er simpel: Det er indstillingen til livet, der er afgørende. Det er ikke nok at være målrettet; man må også have hjertet med i det, man gør.

Uden hjertet - ingen lykke !

__________________________