Jeg har opgivet at superoptimere mit liv

Jeg kan huske, da jeg var ung og sprød og læste på CBS. Det var tilbage sidst i 80’erne og ”Working girl” med Melanie Griffith og den lækre Harrison Ford i hovedrollerne var én af mine ynglingsfilm.

Jeg drømte om et spændende job i en international virksomhed med eget hjørnekontor og masser af succes. Dét var tider.

Her ret mange år senere kan jeg konstatere, at jo, jeg har haft spændende jobs i internationale virksomheder, været ude at rejse til spændende steder. Haft eget kontor (dog ikke hjørne). Jeg troede, at når jeg først var blevet en ”Working girl”, ja så skulle jeg leve lykkeligt til mine dages ende?

Men var det det? Var det meningen med det hele?

oOo

 

Livet er en prøvelse. Vi er her for at lære noget. Vi er her for at bevise vores værd og duelighed.

eller

Livet er en tilfældighed. Der findes ikke sådan noget som skæbne. Livet er en vilkårlig, statistisk tilfældighed.

 

Hvilke følelser får du, når du læser disse to overbevisninger?

Skal jeg svare for mig selv, så bliver jeg nedtrykt. Tung, tung energi. Håbløshed.

Disse overbevisninger er nemlig frygtbaseret og sådan lever vi mennesker stadig. Tænd bare for nyhederne. Som regel er de fyldt med frygtbaserede nyheder. Den ene mere elendig end den anden.  Vi må beskytte os. Derfor lukker vi os om os selv. Mistænker andre. Der bliver skabt et ”os og dem”.

oOo

 

Den gode nyhed er, at det kan du selv lave om på. Ja, lige præcis dig.

Livet er en gave. Det er meningen, at du skal have det godt. Ja, du må godt. Det er din fødselsret.

For ved du hvad? Hvis du har det rigtig godt og ved, at du er elsket, så behøver du ikke at retfærdiggøre din eksistens. Du behøver ikke at stræbe efter at være god og fuldkommen i andres øjne. Du behøver ikke at dømme og vurdere dig selv. Du kan være tryg. Alt er godt. Du er fri og kan mærke en sprudlende energi, som du får lyst til at dele og give til andre

Som ringe i vandet spreder du glæde og begejstring. Først til en, så til fem, så til rigtig mange. Det du sender ud kommer tilbage som et ekko, som igen forstærker din egen glæde.

Så derfor har jeg opgivet at superoptimere mit liv på den gamle måde.

Jeg vil prøve at slippe det gamle mønster, som fortalte mig, at jeg kun kan høste gennem hårdt arbejde, kamp og ofre. Det skal gøre ondt, før det kan blive godt. Jeg har kun lov til at slappe af, når jeg har gjort mig ærligt fortjent til det ved at slide mig selv op.

Det bliver ikke nemt. Gamle vaner og mønstre har det med at sidde rigtig godt fast. Men jeg ved hvordan.

Jeg har opdaget, at særlig tre følelser får energien til at stige;

 

Kærlighed, Taknemmelighed og Lettelse

 

Kærlighed: Luk øjnene og tænk på én du elsker. Dit barn, et kæledyr, en elskede moster eller noget helt fjedre. Det vigtigste er at kærligheden er ren, ubetinget og ukompliceret.

Taknemmelighed: Luk øjnene og tænk på det, du er taknemmelig for. Tag en dyb indånding og mærk energien stige.

Lettelse: Luk øjnene og tænk på noget, hvor du føler lettelse. F.eks. en overstået eksamen, at dit barn er i god behold. Hvad som helst, som gør dig let om hjertet.

 

Lige gyldigt hvor du er lige nu, så vil disse tre følelser hjælpe dig på vej.

 

Mange kærlige hilsner fra

Charlotte Djurhuus

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Optimere mit liv - har jeg opgivet. Læs mere