Ramt af stress - en schæfer hvalp slog mig omkuld

Anonym

For nogle år siden blev jeg ramt af den modbydelige stress. Det var såmænd anskaffelsen af en lille schæfer hvalp, der slog mig omkuld og bragte mig i fosterstilling. Ikke engang noget vanvittig dramatisk. Den undskyldning havde jeg ikke engang og derfor var det ekstra uforståeligt.

Som coach er jeg jo uddannet i sådan noget og sagde til mig selv, at ”der er en læring i enhver krise”.  Det kunne jeg bare ikke bruge til en skid. 

Efter en 3 måneders tid måtte vi levere hvalpen tilbage til avleren og jeg regnede med, at nu ville det være et overstået kapitel. Men nej. Tilstanden fortsatte – dog i lidt mildere grad. Nu uden angstanfald i Netto, men jeg var stadig ramt af tomhed, håbløshed og uden glæde ved det, som jeg ellers plejede at glæde mig over. 

Jeg blev klar over, at det var noget, som jeg måtte have hjælp til udefra og jeg kontaktede en kollega-coach, som jeg har stor tillid til og gudskelov! Det hjalp mig på vej. Kloge Åge blev lagt på hylden (den mentale intelligens). Vi kan ikke tænke os til alting eller handle os ud af alting. 

Jeg fik den selverkendelse, at jeg havde glemt kontakten til min følelsesmæssige intelligens (hjertet). I dag arbejder jeg meget med denne intelligens. Jeg har fået øjnene op for, hvor vigtig den er. Sammen med den mentale og instinktive intelligens skaber den balance og kan slet ikke undværes. 

I vores del af verden har vi en tendens til at overforbruge den mentale intelligens. At regne den ud. Så der sker en voldsom ubalance i vores tre centre – hoved, krop og hjerte.  At handle og præstere er også en stor del af vores kultur, men hjertecentret… ja, det bliver for ofte glemt. 

Når vi først ligger i fosterstilling, er vi max presset. I den tilstand evner vi intet andet end blot ”at være”. Vi søger instinktivt tilbage til mors mave. Til trygheden, hvor alle behov blev opfyldt. Varmen og kærligheden. Mors hjerte, der roligt og rytmisk banker. 

Vi er ikke maskiner! Lad os for en stund blot få lov "at være".

Vores krop prøver desperat at fortælle os, at vi må skabe kontakt til vores følelsesmæssige intelligens (hjertet). Når vi først får kontakt til det, får vi også kontakt til stor kærlighed både til os selv og andre. Vi føler stor lettelse og taknemmelighed. Styrke og tryghed i os selv.

Mange kærlige hilsner

Charlotte Djurhuus

__________________________