“The greatest love of all” – sangen til alle Hjælperne

Denne sang er en rigtig god og kærlig påmindelse til Hjælperen – Enneagramtype 2

Mange Hjælpere har rigtig gode sangstemmer. Ikke mindst Whitney Houston, som vi måtte tage afsked med i 2012. 

Om Whitney blev der sagt, at hun altid var til at regne med som støtte – ligegyldig hvor frygtelig hun selv havde det. Trods sin fantastiske sangstemme og berømmelse havde hun stadig brug for anerkendelse og blive forsikret om, at hun var god nok. 

Anerkendelse er netop et livstema for Hjælperen. Det er så vigtigt for dem, at alle kan lide dem. De er stolte over at kunne gøre noget for andre. De tilpasser sig andre, dæmper deres egne behov. De er pligtopfyldende og samtidig gør de sig uundværlige. Hele tiden for at få den eftertragtede anerkendelse, som dybest set handler om at blive elsket. At være noget værd. At have eksistensberettigelse. 

Men denne jagt på anerkendelse kan dræne Hjælperen fuldstændig. I værste fald bliver de ved med at overanstrenge sig for andres skyld, slider sig selv fysisk, følelsesmæssigt og økonomisk ned.  

Whitney Houston er et tragisk eksempel på en Hjælper, som mistede sig selv. Og det kan virke ekstra tragisk, at Whitney fik et stort hit med sangen ”The greatest love of all”, som netop handler om ikke at leve i skyggen af andre, at tro på sig selv, at skaberkraften bor i os alle og ikke mindst at elske sig selv, som man vil elske sit barn.

Hør eller genhør den skønne sang

THE GREATEST LOVE OF ALL

Vækkeuret for Hjælperen (og os andre) er at opdage, når behagesygen bliver altdominerende. Når vi bliver for generøse og begynder at frygte, at de positive ting, vi gør for andre ikke er gode nok. Når vi begynder at blive for fokuseret på at lede efter ting, vi kan sige eller gøre for at få andre til at synes om os. 

Udviklingsvejen er at slippe fikseringen på at blive anerkendt for det, man gør. I stedet skal Hjælperen lære at stole på sig selv og bede om og modtage hjælp fra andre. På den måde vil Hjælperen opleve at få kontakt til sin essens, hvor der er frihed til at give eller lade være og frihed til at være sig selv. 

Der bor en Hjælper i os alle.

 

Kærlige hilsner fra

Charlotte Djurhuus

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sangen til alle Enneagramtype 2 - læs mere