Engle til alle tider

Et nyt år er skudt i gang, og vi er mere eller mindre ved at vende tilbage til hverdagen efter mange sammenkomster og hyggestunder i december, julen og nytåret.

I december og juletiden kommer der ekstra mange Engle til jorden, for at hjælpe os mennesker med at rykke tættere sammen, udvise større medfølelse, tolerance og kærlighed. Og på det personlige plan, at føle mere fred og større glæde ved livet.   

Rigtig mange mennesker er mere opmærksomme på Englene i netop december og juletiden, men Englene er til rådighed for os ALLE hele året og på alle tider af døgnet.

Ordet Engel kommer af det græske ord Angelos, som betyder sendebud eller budbringer. Engle optræder i de fleste religioner, men du behøver ikke bekende dig til nogen som helst form for religion, for at kommunikere med Englene eller få hjælp af dem.    

Vi har alle vores helt egen Engel, det nogen kalder vores Skytsengel, og jeg kalder min personlige Engel.

Din personlige Engel følger dig lige fra du bliver født, og rejser med dig tilbage til lyset, når du (din sjæl) forlader din fysiske krop. Din personlige Engel vil hjælpe dig, alt det den kan, så du får udført din mission med dit fysiske liv. Og gøre det så let for dig som muligt, at komme gennem de eventuelle udfordringer du møder i dit liv.

Måske og måske ikke kommunikerer du allerede med din personlige Engel.

Men det er helt sikkert, at den hele tiden gør rigtig meget for, at du skal lytte til den, og huske dig på, at den er der for dig. ALTID! Og at du meget gerne må bede den om at hjælpe dig! For som udgangspunkt må hverken din personlige Engel eller andre Engle bryde ind i dit liv og hjælpe dig uden din anmodning. Det kan ske, at de gør det, hvis du kommer i fare eller er helt ude af dig selv af en eller anden grund. Årsagen til at Engle ikke bare må hjælpe dig er, at vi alle har vores fri vilje. Det betyder, at vi kan gøre det, vi føler for. Også selv om det gør, at vi ikke kommer til at udføre den mission, vi egentlig kom her jorden for at gøre. Eller vi forkludrer tingene for os selv eller går omveje i forhold til vores livsmission.

Så kommunikerer du ikke allerede med din personlige Engel og andre Engle, er det bare om at komme i gang! De vil rigtig gerne hjælpe dig og guide dig, så dit liv på jorden bliver lettere, sjovere og fuldt at fred og kærlighed.    

Du kan bede Englene om ALT. Både stort og småt. Det er bare ikke sikkert, at det altid kommer i lige den form du forventer og regner med. Jeg oplever selv, at det ofte kommer på en endnu bedre måde, end jeg har kunnet forestille mig!

Der er mange forskellige former for Engle: Din personlige Engel (skytsengel), lærer/undervisningsengle, Ærkeenglene, parkeringsengle, pengeengle, kærlighedens Engel osv.

Alle Engle optræder på mange forskellige måder. Nogen gange hvisker de dig i øret, nogen gange råber de til dig. Sørger for at du lige bliver forhindret i et par sekunder, så du kommer uden om et uheld eller oplever held i bilkøen osv. osv. Nogen gange kan du måske endda mærke Englene og deres energi omkring dig.

Englene kan også sende dig mennesker, som skal hjælpe dig videre på din vej gennem livet. Det har jeg selv opleveret rigtig mange gange. Og jo mere jeg lytter til signalerne, jo lettere går det.  

Når jeg ser tilbage i mit liv, kan jeg se hvordan jeg er blevet guidet og hjulpet til at møde de mennesker, der skulle hjælpe mig videre på min udviklingsvej. Du vil måske sige, at det er skæbnen og alt muligt andet. Men sådan er det ikke for mig. Jeg kan se og føle, at jeg bliver hjulpet, når jeg beder min personlige Engel eller andre Engle om at hjælpe mig. Og ind i mellem kommer hjælpen så hurtigt, at jeg bliver overrumplet; ja næsten helt forskrækket.      

Du kan sagtens få hjælp fra flere forskellige Engle på en gang. Du behøver ikke ”nøjes” med din personlige Engel. Din personlige Engel kan også tilkalde hjælp fra andre Engle, hvis den syntes, der er brug for eksperthjælp, når du har bedt om hjælp til en bestemt udfordring. Så der er masser af hjælp at hente hos Englene til alle tider, og når du ønsker det!

Med ønsket om at du får et Godt, Lykkebringende og Magisk liv sender jeg dig en bøn til:

Kærlighedens Engel

Kære Kærlighedens Engel

Hjælp mig med at holde mit hjerte åbent

og rumme, give og modtage ubetinget Kærlighed.

Kærlighed til mig selv og min næste.

Hjælp mig med at være autentisk i alt hvad jeg foretager mig.

Du Kærlighedens Engel,

lad mig vde, når jeg træder ved siden af min vej.

Led mig til den højeste form for kærlighed

blandt menesker, mand/ kvinde 

 

Amen

Lys og Kærlighed

Annette

    

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Engle til alle tider - brug denne kærlighedsbøn. Læs mere