En engel i min første meditation

Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse af min første meditation som jeg blev meget berørt af.

Vi sidder i en rundkreds ca. 20 kvinder og 2 mænd. Han sætter musik på og beder os om at mærke vores fødder, ben, knæ og da vi er kommet hele vejen igennem kroppen skal vi holde fokus på vores åndedræt. Jeg er meget, meget afslappet og han beder os om, at de tanker vi får skal sprede sig på himmelen og forsvinde. Jeg er nu meget, meget afsplappet og begynder at se på mig udefra. Jeg sidder på stolen og nu ser mig selv oppe fra og ned på min højre side.

Og så ser jeg pludselig en engel. En meget, meget smuk engel som har bredt sine vinger ud og rundt om mig. Hun ser på mig og holder om mig og jeg føler, at hun trøster mig. Hun svæver rundt om mig og hun er omgivet af en gult lys og dette lys er jeg nu også indhyllet af. Hun drysser stjerner over mig og hun er utrolig smuk. Dette meget stæke visuelle billede og lyden af den stille musik gør at tårene løber ned af kinderne på mig. Englen bliver ved at holde om mig og sådan bliver det ved i et stykke tid mens jeg badet i gult lys.

Jeg ved ikke om jeg har gjort det rigtig da vores lærer fortæller, at vi skal finde det tomrum imellem to tanker. Jeg havede ingen tanker men billeder af en smuk engel på min nethinde.

Vi bliver bedt om at komme tilbage og vi åbner vores øjne. Har spørger om der er nogen som har lyst til at fortælle om deres oplevelse af deres første meditation. Jeg ville så gerne have fortalt om min men jeg kunne mærke, at det kunne jeg ikke uden at komme til at græde. Og jeg er også usikker på om jeg har gjort det rigtig så jeg lader være.

I bilen på vej hjem græder jeg hele vejen. Hvorfor ved jeg faktisk ikke. Andet at det var en meget, meget smuk oplevelse men hvad den betyder for mig ved jeg ikke.

Jeg vil blive utrolig glad, hvis der er nogen som vil kommentere om jeg har gjort det rigtigt og måske også, hvorfor jeg havde denne oplevese af en engel som holdt om mig og om den også har en betydning.

Mens jeg skiver dette kan jeg igen ikke lade være med at græde....

Hilsen Charlotte