Se kontaktoplysninger og profil for Emilia van Hauen

”Du er gift, er du ikke?” svarede jeg hende. Hun nikkede. Det vidste jeg, at hun ville være.

Jeg vidste det, fordi hun viste sig at være helt uenig med det jeg havde skrevet i en kronik om, at fraskilte stadig er en social minoritet. Ikke en statistisk minoritet, for her er snart 50% i den kategori og det kan aldrig blive til en minoritet. Men en social minoritet, fordi førstevælgerkategorien til stadighed er ”gift”. 

Hun var ikke enig i min påstand, fordi hun ikke anede hvad hun talte om. Det er nemlig sådan, at det er først er i det øjeblik at man selv er fraskilt, at man også får adgang til at opleve de følgevirkninger der er ved at skifte kategori. Det er ikke noget, man kan tænke sig til. For det havde jeg selv gjort som gift.

Kronikken hun hentydede til, havde været bragt i Jyllandsposten og jeg havde efterfølgende lagt den op på Facebook, hvor den fik over 26.000 visninger og var blevet delt et voldsomt antal gange, og jeg tænkte derfor, at den måtte have ramt en smerte eller en irritation, som mange kunne genkende.

Hun er ikke den eneste gifte person, der reagerede sådan. Mens (næsten) alle de fraskilte, som kommenterede på kronikken og situationen, kunne genkende det jeg beskrev og var enige med mig. Og lad mig slå fast med det samme: Det jeg nu vil skrive, sker ikke, fordi der er ond vilje bag! Den diskrimination som jeg vil tale om, sker ikke, fordi de gifte vitterlig føler, at de er bedre eller mere rigtige end fraskilte. Da jeg var gift, var jeg jo også overbevist om, at der slet ikke fandtes denne sociale forskel i status. Men meget er jo anderledes, når man selv erfarer en særlig situation, og derfor ved jeg nu, at denne besynderlige gammeldags diskrimination findes. Hvilket er et udslag af en kulturel arv, som stadig er dominerende, hvorfor vi alle er påvirket af den. Eller snarere begrænset af den.

At man som fraskilt stadig er lidt ”forkert” i forhold til normen, nemlig kernefamilien, giver sig udslag på de mærkeligste måder. Fx når jeg i diverse formularer skal afkrydse min civilstand, hvor jeg oftest kan vælge mellem: Enlig. Gift. Fraskilt. Altså skal jeg helt paradoksalt krydse en ikke-status af. Jeg defineres dermed efter noget, jeg engang var, men ikke er længere, og alligevel er den stadig det mest betydende ved mig. Hvad gør det mig så til: En negation? En negativ eksistens?

Mange tv-programmer og artikelserier, der handler om skilsmisse, fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, men glemmer at det i mange tilfælde også medfører en masse positivt. Fx er det et evigt tilbagevendende mysterium for mange skilsmisseforældre, at de nu har mere tid og nærvær med ungerne, end da de før var to voksne om det samme. Og mange børn – men naturligvis ikke alle! – oplever også en masse fordele ved at have to hjem og to familier. Men hver gang man siger det højt, ser man tvivl i blikket på det andre, og man fornemmer at de tænker: Ha – ønsketænkning, så du får mindre dårlig samvittighed!

Der er et hav af situationer, hvor man oplever dette lille strejf af forkerthed, og helt generelt er det stadig mistænkeligt at tænke positivt om en skilsmisse, hvis man vil bevare sig egen sociale troværdighed, hvilket er lidt besynderligt i et land, hvor lighed og fordomsfrihed er to af vores væsentligste værdier.

Det største problem er dog, at den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse – for den er der altid! – ofte bliver langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Denne diskrimination sker på trods af at 46 procent af alle ægteskaber ender i en skilsmisse, hvorfor der jo ikke er tale om en statistiske minoritet eller en lille eksotisk subkultur, som man kan sparke til hjørne som uvæsentlig.

Som samfund har vi i høj grad brug for at opgive den næsten udelukkende negative og stereotype måde at opfatte en social livsform på, som over en tredjedel af børnene vokser op i. Især er det på tide at opgive den arrogante forestilling om, at det ”bare” er noget folk gør alt for letsindigt og uden at skele til børnenes tarv. Ingen gør det her letsindigt! For det går altid udover nogen. Og ingen, der elsker andre, ønsker at udsætte nogen for det!

Jo – skilsmisser medfører i de fleste tilfælde problemer. Men det betyder ikke, at den løsning altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. For også ægteskabet medfører mange problemer. Skal vi videre som samfund, må vi i stedet få en mere nuanceret og nysgerrig tilgang til en udbredt social livssituation. Til fordel for alle parter!

Emilia van Hauen, kultursociolog

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Emilia van Hauen
Kultursociolog / Foredragsholder / Forfatter / Trendrådgiver
http://www.emiliavanhauen.dk/