Fuck Nuet!

Er der andre end mig, der er ved at være godt og grundigt træt af al den snak om at leve i nuet? Holder den trend ikke snart op? 

Misforstå mig ikke, det er fint nok at være til stede i sit liv. Men hvor sjovt er det lige, at bruge hele sit liv på at slippe for at bruge sine erfaringer og undgå at have visioner?

Det er 15 år siden Tolle udgav sin i øvrigt glimrende bog om Nuets Kraft. Det var dengang Buddhismen havde ramt mainstream, så vi alle skulle være fritids buddhister. Det skal vi åbenbart stadigvæk, i dag hedder det bare Mindfulness. Og igen – jeg holder meget af at meditere, og jeg holder meget af ro og stilhed i sindet. Men jeg er træt af den ensidighed, vi bruger de redskaber på, som vi tager til os. Vi lukker af for alsidigheden og balancen, og derfor går vi glip af en masse.

Mennesker har en erkendelsesproces, og vi modnes gennem livet. Vi tror, at vi kan fikse denne proces med et enkelt redskab, som vi så banker løs på vores liv med! Hvis det var så nemt – så havde vi nok ikke haft filosoffer, der har undret sig over mennesket i flere tusind år – og som stadig undrer sig! For ikke at tale om alle de psykologiske og terapeutiske retninger, der vælter ned over os. Så rigtigt nemt er det jo nok ikke. 

Men mennesket er blevet ukueligt med årene – giv mig det rigtige værktøj, så fikser jeg smerten. Det er smerten, der er noget galt med, det er ikke mig! Men hvad nu, hvis smerten er vigtig og nødvendig for vores udvikling?

 Fortid – Nutid – Fremtid

Når jeg ser på nuet, omgivet af fortiden og fremtiden, så ser jeg et klavers tangenter. Oktaven i midten er nuet, de mørke toner er fortiden og de lyse toner er fremtiden. Der er 88 tangenter, så hvorfor kun bruge 8 af dem?

Der er en grund til, at der skal bruges et helt klaviatur for at lave et mesterværk inden for musik. Nogle gange flere klaviaturer.

Jeg bliver lidt træt af Prinsesse Toben i længden. Ligesom jeg bliver træt af at opholde mig i nuet for længe. Det er for kedeligt. Med mindre, jeg ved, hvorfor jeg er der, og hvad jeg skal bruge mit nu til. Så er det straks meget sjovere. Men for at finde ud af, hvorfor jeg er her, og hvor jeg skal hen, så er jeg nødt til at besøge både fortiden og fremtiden.

 Fortiden

Min fortid er en vigtig brik i det puslespil, der er mig. Jeg er den person, jeg er – selvfølgelig på grund af min personlighed - men i høj grad også på grund af opdragelse, rollemodeller, relationer, oplevelser, kriser og glæder.

Jeg er de første cirka 30 år af mit liv blevet påvirket af forældre, familie, venner, pædagoger, lærere, arbejdsgivere, kolleger, samfundet, religionen, kulturen og af de skiftende regeringers holdninger og krav. De første 30 år skulle jeg lære alt for første gang, med alle de sejre og nederlag det giver.

Da jeg var cirka 30, var det tid at se på den rygsæk, jeg slæbte rundt på. Der var rigtigt meget i den, og det var ikke sorteret! Men jeg skulle tømme den, for når vi er omkring 28-35 år, så opstår der et stort behov for at lære os selv at kende, finde ud af, hvem vi er, hvad vi vil, hvilke værdier, der er vores og så videre. Vi skal have tømt rygsækken, bredt det hele ud foran os, og så skal vi i gang med at finde ud af, hvad vi skal have med os ind i vores næste fase af livet.

Hvis ikke, jeg havde lavet det sorteringsarbejde – og stadig gør det – så vil jeg have virkeligt svært ved at beslutte, hvad jeg skal lade ligge, og hvad jeg skal tage med videre. Jeg er simpelthen nødt til at vide, hvorfor jeg har alle de vaner og forudfattede meninger, som jeg er fyldt med. Jeg har lært dem af andre, men er de også mine?

Har jeg lyst til at fortsætte den mistillid til verden, som min mor har givet mig med? Skal jeg tage den frygt for at miste med mig, som jeg lærte af dødsfald i min barndom og ungdom? Skal jeg blive ved med at fuldføre alt, jeg går i gang med, fordi jeg lærte, at har man sagt A, så må man også sige B? Eller min families forhold til penge, til andre mennesker, til politik, eller…

 Jamen, hvordan sorterer man fortiden?

En af de metoder, der har virket rigtigt godt for mig, har været at skrive min livshistorie. Skrive om min barndom, skrive om min ungdom, og skrive om mine voksenår. Skrive om alle de mennesker, der har haft betydning for mig, om alle de begivenheder, der har været skelsættende, om alle mine sejre, om al min skyldfølelse, og al min usikkerhed, og om alt det, jeg lærte om livet.

For mig har det aldrig nyttet noget at sortere fortiden fra. Det har heller ikke nyttet noget bare passivt at lytte til den. Jeg er nødt til at erkende, hvad den indeholder, og så derfra finde ud af, hvad der er ok, og hvad jeg skal arbejde på at slippe af med.

Når jeg skriver min livshistorie, så tvinger jeg mig selv til at gennemgå alle vigtige hændelser, gennemleve følelserne en gang til – men nu med voksne øjne. En meget stor del af de begivenheder og følelser, der fyldte så meget dengang, får deres rette størrelse, så de ikke kan genere mig i dag.

 Fremtiden

På samme måde er jeg nødt til at bevæge mig ud i fremtiden. Jeg har brug for at vide, hvad jeg gerne vil med mit liv – eller bare de næste 2-3 år, for det har nogle gange været det længste, jeg har kunnet overskue. Jeg skal have en drøm, en vision, et stort ønske. For når jeg har det, så får jeg en motivation og en styrke i mit nu, der sætter mig i stand til at handle.

Jeg sætter mig ned en gang om året. Først laver jeg en opgørelse over, hvad jeg har opnået, udrettet og lært det seneste år. Så kigger jeg på sidste års drøm, mål og ønsker – og til sidst finder jeg mit nye ønske, min nye drøm og nogle nye mål, som jeg rigtigt gerne vil nå.

Det er vel at mærke min drøm og mine mål! For ved at arbejde med min fortid, så har jeg elimineret alle andres forventninger og ønsker på mine vegne. Mange mennesker har haft drømme, som de mente, jeg skulle leve ud for dem. Men kun jeg ved, hvad min drøm er. Og jeg ved det kun, fordi jeg har renset alle andres forventninger til mig ud. Ligesom et staudebed. Jeg er stauderne, og al ukrudtet trænger sig på fra alle sider, men jeg har det under kontrol, fordi jeg jævnligt luger ud.  

Jeg kan ikke leve i al ukrudtet og prøve at ignorere det – jeg er nødt til at fjerne det, der ikke hører til.

 At tage mig selv alvorligt

Når jeg jævnligt dykker ned i rygsækken, og jeg bliver ved med at sortere og rydde op i min fortid. Når jeg smider det væk, der ikke virker mere, og putte nye erfaringer ned. Når jeg bliver ved med at sætte gode og realistiske drømme og mål op for mine øjne. Så behøver min hjerne ikke at snakke så meget mere. Jeg tager mig selv alvorligt, og der bliver mere og mere ro på første etage.

Og jeg har heller ikke rigtigt tid til at lytte hver dag. Jeg har travlt med at handle, med at leve mit liv og nå mine drømme. Jeg spiller på alle tangenterne i livet.

Kom og spil med…

Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden, og egner sig ikke til at forme fremtiden. Simone Weil, fransk forfatter (1909-1943).

Vil du følge med i mine skriverier, så husk at skrive dig op til min månedlige inspirationsmail (tryk her) med tips til din karriere. 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Tak ;-)

Kærligst

Dorte

Dorte Har længe reflekteret over fortid-nuet-fremtid, mål og middel,proces og resultat. Tak for at sætte lidt flere ord på. Jeg tror slet ikke vi kan lade være med at lære af og bruge vores erfaringer fra fortiden samt planlægge noget af fremtiden - vi skal blot vide hvornår vi gør hvad og hvad der er hensigtsmæssig hvor. Vi skal lære af det når noget negativt fra fortiden indhenter os og bruge det vi lærer i nuet og fremtiden. Det skaber livsglæde og lykke ;-) En pendlers syn på nuet fortid og fremtid: http://metteweber.dk/2012/05/15/en-pendler-s-syn-pa-nuet-fortid-og-fremt... Hilsen Verdensborgeren og pendler mellem to verdensdele Mette Weber

Kære Mette

Jeg er enig med dig, og jeg vil bare så gerne, at vi breder vores liv lidt mere ud. Så vi både bruger nuet og fortiden og fremtiden - og gerne på alle mulige forskellige måder. Vil meget gerne have andres forslag til måder at opfatte dette tidsfænomen på.

Jo flere synspunkter og værkstøjer og livsholdninger, jeg kender - jo mere fri er jeg til at bruge lige nøjagtigt det, jeg har lyst til og brug for i enhver situation.

Kærligst
Dorte 

Hej Dorte

At leve i nuet vil jeg langt hellere end jeg vil leve i fortiden - eller for den sags skyld fremtiden. Det er også svært, synes jeg. Fortiden er forbi, og fremtiden er ikke kommet endnu - hvor skal jeg gøre af mig selv, andet end være der, hvor jeg er lige nu? At leve i nuet indebærer for mig hverken at ignorere sine erfaringer eller slippe sine drømme. Det indebærer at håndtere hvert eneste øjeblik netop baseret på de erfaringer, man har gjort, og netop med ens visioner for øje. Det indebærer en erkendelse af, at hverken fortid eller fremtid eksisterer og at det eneste øjeblik, hvor man kan handle, er netop det øjeblik, man befinder sig i lige nu.

Tolle talte om at "tage stilling til nuet", sådan at forstå, at når man oplevede en "smerte" (her også at forstå som utilfredshed/uro etc), så er der to spørgsmål man kan stille sig selv. Først: Er det, der smerter/foruroliger/irriterer mig noget, jeg kan gøre noget ved lige nu? Er svaret ja, så gør det, og situationen vil forvandles. Er svaret nej, så accepter det der sker som en del af nuets "sådanhed" (som han benævner det). Utallige gange har jeg oplevet det virksomme og forløsende i det råd - og personligt bliver jeg ikke træt af at leve i nuet - for mig at se er der ikke andre steder man kan leve.

Mange hilsner

Birgitte Asmussen

 

Kære Dorte Peary,

fik blot lyst at gøre opmærksom på filosoffen Paul Ricoer som engang under en forelæsning en passant berørte at vi mennesker - i modsætning til dyrenes udelukkende binding til Nu'et - lever med og i en: Nutidens-Fortid, Nutidens-Nutid, og Nutidens-Fremtid. At vi bør og er underlagt at forholde os til førstnævnte og sidstnævnte ud fra konstant fortolkning i nutiden, som er nødvendig for sammenhængskraft (vores fortid) og livsmening (vores fremtid).

med hilsen
Vicomten 

__________________________

Vicomten

Tager gerne en oplysende filosof battle :-)

Augustin (354-430) skulle have sagt:

Nutiden med henblik på fortiden er erindring, nutiden med henblik på nutiden er betragtning og nutiden med henblik på fremtiden er forventning.

 

Eller Heidegger (1889-1976), der mente, at den eneste grund til at tiden er vigtig for mennesket, er fordi vi ved, at vi skal dø. Tiden er ikke interessant for andre væsener. Det er kun vores frygt for at dø, der gør hele tidsspørgsmålet til et emne for os.

 

Kærligst Dorte

Kære Dorte Peary

En filosofisk tvekamp om tidsproblemet i sig selv er fristende – men i min optik nok mindre hensigtsmæssig heldigt da det ville forrykke fokus væk fra det vigtige budskab i din blog. Langt mere relevant ville det være at pege på de eksistentielle og logiske selvmodsigelser som præger mangt en moderne ureflekteret hyldest til bl.a. mindfulness moden. En mode som selvfølgelig er et tillokkende tilholdssted for stressramte og andre som føler sig rodløst defragmenterede i denne tid - med god grund...

Mindfulness og "munketræning" efterlader sig i moderne tid ingen eftermæle – formoder at vesterlændinge blot shopper lidt rundt i den åndelige materialisme, som nok er kommet for at blive, om et års tid fra nu kommer der bare et andet beskåret fragment angiveligt igen fra østerlandsk tænkning (eller mangel på samme) som kommer til at danne modemantra.

Gode hilsner

Deres Vicomten  

__________________________

Vicomten

Tak for alle kommentarer.

Mindfulness og andre værktøjer, øvelser, metoder, livsfilosofier og meget andet er et udtryk for verdens og menneskets mangfoldighed, opfindsomhed og ønske om udvikling. Og det er en god ting. 

At kaste sig over en bestemt metode, en bestemt tro, en bestemt redningsplanke er desværre også et udtryk for menneskets tilbøjeligheder. Vi har åbenbart et stort behov for at føle os frelste, og måske også for at føle at vi har ret - mere ret end andre.

Jeg håber, at denne portal kan hjælpe med at gøre vore liv mere rummelige og mere åbne over for andres holdninger. Og derved underminerer vores behov for at have set lyset, og låse os fast på en af alle de fantastiske tilgange, vi har til rådighed.

En buffet af udviklingsmuligheder.

Er dog stadig overbevist om, at vores tro på, at vi lider af akut mangel på tid i vores liv, er en væsentlig muliggører af vores åndeløse shoppen rundt i tilbuddene, uden at undersøge nogle af dem tilstrækkeligt til, at vi faktisk kan lade dem virke i vores liv. Vi har ikke tid til at få det bedre. Vi har kun tid til at klage over, at have det dårligt.

Vi tager af alt fra buffetten, men vi smager ikke maden. Og når vi endelig smager en ret, og kan lide den, så spiser vi ikke andet i resten af vores liv, og bruger tiden til at overbevise alle andre om, at lige netop denne ret er fantastisk. Det er synd.

Tak nye venner.

Kærlig hilsen

Dorte

Gratis e-bog om nuets kraft.

Med kærlig hilsen
HCA 

Fuck Nuet! Al den snak om at leve i nuet. Dorte Peary blogger om karriere og personlig udvikling på Levlykkeligt.dk Karriere, Karrierekrise, Karrierecoach.