Det blev slut fordi...

Her forleden havde jeg en rigtig interessant samtale med en veninde om forhold, og hvordan forhold ender. Rettere sagt, ikke årsagen til at de ender, men hvilke historier vi fortæller når et forhold er slut. Hvilke historier konstruer vi for selv og andre for at retfærdigøre at det nettop måtte ende sådan?

Ved at sammenligne noter, og forsøge at huske tilbage i tid, opdagede vi en interessant mønster. Mange af vores kvindelig bekendte forklarede brudet med:

"Han er ikke nok/ mangler / kan ikke..." men drengerne havde en tendens til at  sige: "Hun er for XXX/ gør XXX/ "

Med andre ord, pigerne havde en tendens til at se mangler, mens drengerne følte at  et eller andet blev for meget. Det er ikke så interessant om dette er rigtig eller ej (tit er det jo nettop bare en retfærdiggørelse), men måske siger det noget om hvordan vi ser på vores forhold.

Hvad er Jeres erfaring? Ser piger efter mangler og er mænd efter fejl?

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hej Henrik,

Selv om jeg prøver at være varsom med at generalisere :-) synes jeg der er en del sandhed i den iagttagelse. Min erfaring er at mange kvinder ofte har meget urealistiske forventninger til deres partner, til parforholdet og kærligheden. Forventninger som ofte er meget langt fra virkeligheden. Mens mænd typisk har langt mindre forventninger. Det resulterer i at mange kvinder ofte presser meget på, mens mange mænd ofte trækker sig tilbage og føler sig kvalt og presset.

Hvad er årsagen til at mange kvinder ofte har så urealistiske forventninger til deres partner og deres parforhold? Det er noget jeg har tænkt en del over igennem årene og jeg tror at en stor del af årsagen ligger her (fra min artikel "Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne"):

Er kvinder historisk set mere identificerede med vores kollektive parforholdsmyter end mænd?
En anden årsag som jeg har tænkt over måske kan være medvirkende til at vores kollektive parforholdsmyter nogle gange ser ud til at ramme kvinder mere hårdt end mænd kan være at kvinder historisk set har haft mere af deres identitet bundet op i parforhold end mænd har.

For eksempel: En af de ting jeg flere gange har undret mig over omkring mine udforskninger af de 101 myter om parforhold der driver os til vanvid, er at kvinder ofte ser ud til at reagere mere voldsomt på at jeg stiller spørgsmål til disse myter end mænd gør. Mænd reagerer ofte med at de da synes mine udforskninger er meget sjove og interessante (og nogle føler sig endda ret lettede!). Mens nogle kvinder kan blive ret så ophidsede og defensive når jeg stiller spørgsmål til vores parforholdmyter. (For et stykke tid siden betroede en mandlig læser mig at han virkelig nød at læse mine udforskninger af vores kollektive myter om parforhold – men at han ikke turde vise dem til sin kæreste!)

Dette har fået mig til at tænke på om denne til tider kraftige reaktion fra kvinder måske delvis har noget at gøre med kvinders rolle og valgmuligheder i vores samfund historisk set. Indtil for ikke så længe siden var det jo sådan i vores samfund at kvinder – i forhold til mænd - kun havde ganske lidt råderum når det gjaldt deres liv. Mænd havde og har stadig mange områder de kunne udfolde sig på: De havde deres arbejde og karriere, deres finansielle frihed og selvstændighed, politisk og religiøs frihed og alle mulige andre områder de kunne boltre sig på – samt selvfølgelig det område af livet som hedder parforhold, sex og familie. Men når det gælder kvinder har det indtil for ganske nylig været sådan at kvinder fuldstændig var nægtet adgang til at udtrykke sig og være frie i stort set alle livets områder – arbejde, økonomi, politik, religion, kunst, you name it. Det eneste område hvor kvinder historisk havde lidt spillerum (eller magt om du vil) var parforhold, sex og familie (tænk bare på de gode gamle Jane Austen romaner!). Og med så lidt råderum, med kun parforhold og familie som det sted hvor man havde sit liv og sin identitet, er der så noget at sige til at dette blev så altoverskyggende et område for kvinder – hele ens liv, hele ens eksistens???

Og jeg undrer mig over om dette måske kan være en af grundene til at mange kvinder ofte reagerer kraftigt på at jeg stiller spørgsmål til vores mange myter og historier om parforhold og kærlighed? Fordi at selv om kvinder i dag (i hvert fald i den vestlige verden) nu i princippet har lige så mange områder at boltre sig på som manden – nu har deres arbejdsmæssige, økonomiske, politiske og religiøse frihed – så tænker og opfører mange kvinder sig måske stadig på et ubevidst plan som om at parforhold og kærlighed er det eneste de har, det allervigtigste i livet, den hellige ko som ingen må komme i nærheden af – og da slet ikke stille spørgsmål til?
Hej Tim Flot, og spændende at du forklarer et køns reaktionsmønster ved at se på de livsbetingelser, kvindekønnet har haft i århundreder -det er sjældent at se ikke mindst mænd gøre det, selv om det nærliggende at se på baggrund, når man taler menneskers reaktioner. Har du mon et lige så stærkt bud på den modsatte del af Henriks betragtning - hvorfor er det til gengæld som om mænd ser mest efter fejl? Jeg glæder mig meget til at læse dit næste gode svar.
Kære Birgitte,

Lige som Henrik, har jeg også lagt mærke til at de ”fejl” (hvis man kan kalde det det) som mange mænd ser hos deres kvindelige partner ofte har noget at gøre med at man(d) synes at hun er for meget, presser for meget på, har for høje forventninger, og så videre.

Og så kan man jo spørge sig selv – og hvad så? Hvad så hvis hun har nogle meget urealistiske forventninger til sin partner og til sit parforhold som gør at hun driver sig selv til forskellige grader af vanvid? Hvorfor ser mange mænd det som et problem?

Min erfaring er at to af de grundlæggende ting der gør at mange mænd har problemer med dette er:

1) At manden også har nogle meget urealistiske ideer og overbevisninger om parforhold. For eksempel:
- At han er medansvarlig for sin partners lykke eller mangel på lykke.
- At hvis man virkelig elsker sin partner, så vil man (altid) gøre det som ens partner vil have.
Sådanne fejlagtige overbevisninger resulterer i at manden ofte føler sig skyldig, hvis hans partner er ulykkelig eller kritiserer ham for ikke at leve op til hende indre mentale drejebog for hvordan et parforhold skal fungere. Og denne følelse af skyld får ham så til at presse sig selv til at gøre ting i parforholdet som han dybest set ikke har lyst til. Hvilket fører til følelsen af at være presset, uærlig, klaustrofobisk, kvalt.

2) At mange mænd også har meget dårlige ”people skills” (parforholds færdigheder). Med andre ord, at de ikke har lært at sige nej eller at sætte grænser over for deres partner på en kærlig og bestemt måde.

For mere om dette se min artikel (del 1 & 2) her på levlykkeligt: Er kvinderne selv skyld i al den porno?

Kærlig hilsen, Tim
Det blev slut fordi...