Coaching - Kurser - Loven om Tiltrækning

Ved du hvordan du lytter til din sjæls stemme?

 

Kontakten med din sjæl er et af de vigtigste elementer i ægte empowerment. Den store, vise, kærlige og kraftfulde del af dig, der er i kontakt med sandheden om, hvem du i virkeligheden er.

Hvorfor er det nu en vigtig del af empowerment? Fordi – når du er i kontakt med din sjæl, så indfinder der sig en ro i hele dit væsen. En følelse af at komme hjem. En følelse af at være på rette hylde kunne vi også sige.

Og når den slags følelser bliver klangbunden i dit liv, så vil hele dit vibrations-niveau bringe sig i overensstemmelse med universets vibration. Kærlighedens vibration. Fordi Universet – og din sjæl - i bund og grund ER Kærlighed.

Og når der er overensstemmelse mellem den personlighed, du er her på Jorden i en fysisk krop og så den sande – sjælelige - del af dig, så får du meget lettere adgang til den enorme skaberkraft der ligger i Universet.

Den kraft, der giver dig uanede muligheder for at tiltrække og skabe et liv, som bringer dig glæde, begejstring, tilfredshed, meningsfuldhed og kærlighed. Og en hel masse andre højt-vibrerende følelser.

Det, som jeg ofte kalder det liv, din sjæl ønsker sig.

Der er rigtig mange gode grunde til at arbejde sig i retning af sådan et liv. Dels af de grunde jeg allerede har nævnt og dels af den grund, at den tid, vi lever i lige nu her på planeten, nærmest kræver af os, at vi bringer os i overensstemmelse med vores sjæl og det, som sjælen ønsker sig. Det, som sjælen ønsker sig, kan vi også kalde vores livsformål.

Den nye, højtvibrerende energi, der kommer strømmende til Jorden i disse år, hvor Moder Jord er i fuld gang med hæve sin egen frekvens, tolererer i mindre og mindre grad, at vi lever et liv fyldt med kompromisser. Den vil ha os frem i lyset som de unikke skabninger vi hver især er.

Den vil ha os i kontakt med vores sjæl. Og hvis vi ikke lytter, så er der en stor risiko for, at livet bliver forbundet med mere og mere ubehag. Modstand, træghed, frustration, smerte og sågar sygdom kan blive konsekvensen, hvis vi insisterer på at fortsætte ”som vi plejer”.  Altså i det gamle spor, i følge de gamle koder, som hører til den gamle tid og den gamle energi på Jorden.

 

Sjælens stemme taler til dig gennem dine følelser

Så der er god grund til at begynde at lytte til din sjæls stemme. Men ved du, hvordan du hører efter, hvad den fortæller dig?

Den vigtigste ting at slå fast, når det handler om at lytte til sjælens stemme er, at den altid taler til dig gennem dine følelser. Altid. Uden undtagelse. Mere højtflyvende og virkelighedsfjernt er det såmænd ikke.

For følelser har vi jo alle. Hver dag, mange gange i løbet af en dag mærker og gennemgår vi forskellige følelses-tilstande. Hvis vi altså ikke helt har lukket af for den del og kun er i vores hoveder.

Hvis det er tilfældet, er første skridt selvfølgelig at begynde overhovedet at mærke, hvad der sker i følelsernes verden. Altså i kroppen. For det er der, følelserne holder til.

At slå hjernen fra og lytte til hjertet er ofte nemmere sagt end gjort. Fordi vi lever i sådan en mental verden. Vi har lært – og er blevet belønnet for gennem hele vores liv - at bruge hjernen frem for hjertet. Men uanset at det kan være svært, så er der ingen vej udenom, hvis du vil begynde at forbinde dig mere med din sjæl og det, den ønsker sig.

 

Sjælens stemme er din indre GPS

Sjælen taler til os på 2 grundlæggende forskellige måder. Du kender det fra GPS-damen:

  • Når du er på rette vej, er hun helt stille, der er fred og ro, du kører på Margerit-ruten og alt er godt.
  • Når du kommer på afveje, så bryder helvede løs – hun bliver ved og ved og insisterer på at du skal vende om, beregne ny rute eller hvad andre planer hun ellers kan ha med dig.

 

Det er på samme måde med dine følelser. Altså din sjæls stemme :

  • Når du lever et liv, hvor du er i god kontakt med den, du er, dit sande jeg, din unikke essens – altså din sjæl – så er der fred og ro, du kører på livets Margerit-rute og har det grundlæggende godt og er tilfreds med livet. Det er det liv, jeg beskrev her i starten af indlægget. Den her følelse af at være på rette hylde. Indre ro – uanset om det stormer omkring dig.
  • Når du derimod lever et liv, hvor du er kommet langt væk fra dit sande jeg, hvor du sætter dit lys under en skæppe, hvor du indgår nogle kompromisser som ikke er gode og sunde for dig, hvor du bygger dit liv på nogle illusioner og hvor du ikke kan være DIG, sådan helt ægte og autentisk, så råber din følelsesmæssige GPS op i form af ubehagelige følelser:

Frustration, irritation, ked-af-det-hed, træthed, sorg, vrede, magtesløshed. You name it.

Listen af de ubehagelige følelser er lang.

Lige som listen af de behagelige - Margerit-rute-følelserne - heldigvis også er.

 

 

Vi skal lære at lytte

Så – som du forhåbentlig kan se – så er det med at komme i kontakt med sjælens stemme ikke et spørgsmål om at tage en måned fri og placere dig selv i et tempel højt på en bjergtinde i Tibet for at finde ind til den (med mindre altså at du er kommet så langt op i dit hoved, at du slet ingenting kan mærke. Så ku det måske være en go ide :-) )

Det er meget mere et spørgsmål om at have en opmærksomhed på dine daglige følelser. Hvad er det for en type følelser, der grundlæggende fylder i dit liv? Hvad for en liste hører de til på? Margerit-listen eller du-er-kommet-på-afveje-listen?

Det er en helt utrolig vigtig opmærksomhed at ha. Og endnu vigtigere er det selvfølgelig at tage det alvorligt, som du registrerer.

Altså – hvis de følelser som danner den primære klangbund i dit liv, hovedsageligt stammer fra afveje-listen, så er det på tide at skride til handling. Lave nogle justeringer – eller fuldstændige kovendinger , hvis det er det der skal til.

Omvendt – hvis dit liv er fyldt af Margerit-rute-følelser så kan du være sikker på, at den måde, du lever dit liv på er i overensstemmelse med det, som din sjæl ønsker. Ellers skulle den nok råbe op.

Ikke at der så ikke kan foregå udvikling  og forandring i dit liv fra nu af. Din sjæl fortæller bare at lige nu er alt OK og som det skal være. Det kan være den vil noget nyt i morgen eller om et halvt år, fordi sjælens essens netop også er udvikling og udvidelse.

 

Din sjæl fortæller dig om dit livsformål gennem dine passioner

Det er med baggrund i denne viden om sjælens stemme og hvordan den taler til os, at jeg altid starter empowerment-arbejde  med at hjælpe mennesker med at blive klare på deres passioner. Det gælder i mit e-kursus, i mine live-kurser og i min coaching.

Fordi sjælen taler allermest tydeligt til os gennem netop vores passioner. Det er den smukkeste og mest kraft-fulde Margerit-rute der findes. Når vi er i kontakt med vores passioner, er vi jo netop fyldt af en hel masse behagelige følelser :

Glæde, begejstring, meningsfuldhed, tilfredshed, entusiasme.

Vi glemmer tid og sted, vi glemmer os selv (læs: vores ego eller det lille selv).

Vi er i overensstemmelse med det kærlige flow, som er sandheden om os og Universet.

Så det at kende dine passioner er den allerbedste måde at blive bevidst om dit livsformål. Sjælen fortæller gennem dem, at det er det her, jeg vil – det her, jeg er kommet for.

Så er det op til dig at lytte og at ha modet til at handle på det, du hører.

 

Tag kærligt imod sjælens budskaber

I hvert fald er det afgørende at du begynder at forstå de signaler, dine følelser sender til dig, ud fra dette perspektiv. At din sjæl taler til dig. At den vil fortælle dig noget vigtigt.

Om dig selv, om den måde du lever dit liv på. Om din kraft, dit lys, din essens. Og om dit livsformål, din livsopgave, din sjælsopgave. Det helt unikke, som du er kommet for at give til verden i dette liv.

Den vil gerne ha dig ind på Margerit ruten. Derhen, hvor du føler, du er kommet hjem. Hvor du er på rette hylde.

Så lyt godt efter dens budskaber. Tag kærligt imod dem. Lad være med at feje dem af bordet, fordi de nogle gange er lidt besværlige og stikker en kæp i hjulet på alle dine planer.

Den vil dig det godt. Og hvis du lytter og følger dens vejledning, så bringer du stille og roligt – eller voldsomt og pludseligt, alt efter hvordan du vælger at handle – dit liv ind på sjælens Margerit-rute. Rigtig go tur :-)

Ianneia Livia Silke Meldgaard

 

Ianneia har arbejdet med selvudvikling ud fra et spirituelt livssyn gennem 25 år. De seneste 10 år i sin sin Virksomhed Empower You, hvor hun tilbyder forskellige ydelser inden for empowerment. Ianneia har bl.a. udviklet de 5 nøgler til at tage kraften hjem til dig selv

__________________________

Ianneia Livia Silke Meldgaard
spirituel lærer,coach og sangskriver
http://www.empoweryou.dk
http://www.anerkendendekommunikation.dk
http://www.ianneia.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Din sjæl taler hele tiden til dig. Kan du høre hvad den siger?