Coaching - Kurser - Loven om Tiltrækning

Sidder dit lille selv eller dit store selv på førersædet i dit liv?

Kender du dit lille selv og dit store selv? Hvis ikke vil jeg opfore dig til at begynde at hilse på de 2 dele af dig. Og hvorfor nu det?

Jo fordi der findes masser af gode tips om, hvad du kan gøre for at styrke din livsglæde, optimere dit liv og skabe mere kærlighed, begejstring og andre dejlige tilstande i dig og dit liv.

I min verden hedder det at tage kraften hjem til dig selv og hæve dine vibrationer, så Loven om Tiltrækning kan levere en masse dejlige højtvibrerende tilstande til dig.

Men der er én ting, du er nødt til at have på det rene, hvis alle de tips skal komme til at gøre en virkelig forskel i forhold til din livsglæde. Og det er svaret på et helt centralt spørgsmål:

Hvem sidder på førersædet i dit liv?

I første omgang tænker du måske: sikke et dumt spørgsmål - det gør jeg, selvfølgelig.

Men tænk over det - hvem er "jeg" i din verden? Er det den lille eller store DIG, der bestemmer?

For hvis du gerne vil ha medvind på cykelstien i dit projekt med at manifestere mere livsglæde og kærlighed i dit liv, så er det en rigtig god ide at begynde at lære de 2 forskellige dele af dig at kende.

Så du kan beslutte, hvilken del af dig der skal have lov til at styre.Hvem der skal være Herre og hvem der skal være Tjener, kan vi også sige. 

Dit lille selv kan vi også kalde for dit ego

Det lille selv kan vi også kalde for egoet. Det er det, de fleste af os identificerer os med som "mig".

Det lille selv er meget knyttet til det jordiske liv. Det opererer efter de (underbevidste) "sandheder", som livet på Jorden har hvilet på i mange, mange år.

Det er de programmer, vi har lært. I skolen, i familien, i samfundet og som vi hele tiden - igen og igen - får bekræftet i medierne.

Og de programmer, som det lille selv styrer efter, bygger primært på frygt:

  • der er ikke nok til alle

  • der er ikke plads til os alle

  • jeg skal kæmpe for at komme til

  • jeg er i konkurrence med alle de andre

  • vi er allesammen adskilte fra hinanden

Og lad mig bare melde klart ud med det samme: i min verden er alle disse frygt-baserede programmer og "sandheder" illusioner.

De passer ikke. Uanset hvor mange der tror på dem, og uanset hvor mange gange de gentages, så er de usande. 

Det lille selv går i ring mens det skaber dit liv

Men - vi får dem jo bekræftet og "bevist" igen og igen, tænker du måske. Det kan vi jo se, når vi kigger os omkring i verden. Al den kamp, ufred og lidelse.

Ja, det er jeg enig i - men grunden til, at vi får dem bekræftet, er FORDI vi tror, at det er sådan det er. En af de allervigtigste sandheder om det at manifestere er denne:

Vi manifesterer ikke det, vi ønsker 
Vi manifesterer det vi tror på

Så hvis du lader dit lille selv sidde på førersædet, så vil du uvægerligt manifestere mere af det, som det lille selv tror på. På den måde kører din skabelsesproces i ring efter følgende model:

  • Du tiltrækker ind i dit liv tilstande og omstændigheder, der matcher de "sandheder" der ligger i din underbevidsthed. Dem som dit ego - dit lille selv - (og de allerfleste af de mennesker, du omgiver dig med) tror på.

  • Når du kigger på dine skabninger - omstændighederne i dit liv og livet omkring dig - så får du bekræftet at "sandhederne" er sande. At det er sådan livet på Jorden er. Det kan man jo se. Nu skete det igen.

  • Og når underbevidstheden således får bekræftet, at dens "sandheder" er sande, så fortsætter den med at skabe/tiltrække mere ud fra disse sandheder.

På den måde bliver det lille selvs sandheder hele tiden forstærket og bekræftet i én fortløbende cirkelslutning.

Kan du se pointen? Ellers: tag lige og læs det igen. For det er vigtigt.

Det lille selv laver ikke den slags manipulerende cirkel-slutninger fordi det er en skurk. Ikke fordi det vil dig noget ondt. Men netop fordi det vil dig noget godt. Nemlig beskytte dig.

Så du ikke roder dig ud i noget skidt. Og bliver skuffet. Ked af det. Eller måske ligefrem kommer i fare.

Det lille selv vil ganske enkelt helst have, at tingene forbliver som de plejer, for det skaber nu en gang mere tryghed, end hvis du kaster dig ud i en masse nye og usikre eventyr, som ingen ved, hvor ender. Det er dit lille selvs overbevisning, at det er den måde, det bedst passer på dig.

De smukke motiver skylder vi faktisk det lille selv at anerkende. Det gør virkelig det bedste, det kan ud fra den viden og de programmer, det har til rådighed.

Er det tid til omstrukturering?

Men på trods af de ædle motiver, er der rigtig mange gode grunde til, at du beslutter dig for at bryde denne cirkelslutning. For det lille selvs skabelses-cirkel fortsætter, indtil du bevidst og radikalt beslutter dig for at nu skal det være slut.

At nu overlader du nøglerne til førersædet i dit liv til dit store selv.

For selv om alle – og herunder altså dit lille selv - gør alting så godt de kan, så kan det jo alligevel være nødvendigt med en form for omstrukturering ind imellem. Sådan er det i alle virksomheder og alle organismer.

Er det tid til en omstrukturering i den virksomhed, du kalder dit liv? Tid til at rykke lidt rundt på rollerne så der kommer nyt lys og nye øjne på de gamle rutiner?

Tid til at sige et pænt og kærligt TAK til dit lille selv for det fantastiske store arbejde, det har gjort for dig?  Og fra nu af må det gerne trække sig lidt tilbage og slappe af og nyde livet - for du har bestemt dig for at prøve en ny metode af med en ny medarbejder, som gør tingene på en lidt anden måde?

Hvis du kan svare et klart og tydeligt Tjaaaaa til det, så tillad mig herunder at præsentere den nye medarbejder - som du måske i løbet af kort tid beslutter dig at forfremme til direktør.

Dit store Selv er bedre til at skabe livsglæde

Når dit store selv sidder på førersædet, kommer der automatisk nogle helt andre skabninger - og altså et helt andet liv - ud af det, end når det er det lille selv, der styrer. Et liv, hvor der er meget mere medvind på cykelstien i dit projekt med at skabe mere livsglæde og kærlighed i dit liv.

Dit store selv kan vi også kalde dit højere selv. Dog er der mange, der forbinder det højere selv med et distanceret, spirituelt væsen, der slet ikke har noget med det jordiske at gøre.

I min verden er det en yderst konkret del af dig, der sagtens kan forholde sig til din dagligdag her i dit jordiske liv. Det forholder sig bare på en lidt anden - og klogere - måde, end det lille selv.

Fordi dit store selv er i langt bedre kontakt med den virkelige sandhed om, hvem du er, og hvad livet på Jorden egentlig handler om. Hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt. Hvor stor og fantastisk din kraft egentlig er.

Dit store selv er i langt bedre kontakt med din sjæl og det, din sjæl ønsker sig. Det, som vi kan kalde dit livsformål. Og dermed i bedre kontakt med Universet. Det kærlige og gavmilde univers, som omgiver os alle og som er vores allesammens ophav.

Dit store selv har ikke glemt hvem du er og hvor du kommer fra. Det ved godt, at du grundlæggende ER kærlighed og at vi alle dybest set er forbundne, selv om det ikke ser sådan ud her i 3D-verdenen.

Så i stedet for det lille selvs frygt-baserede overbevisninger om nødvendigheden af konkurrence, kamp og adskilthed, så opererer det store selv efter overbevisninger bygget på kærlighed, tryghed og tillid.

Sæt dit store selv på førersædet

Så du kan nok se - hvis du vil tiltrække mere livsglæde og flere gode, dejlige højtvibrerende tilstande ind i dit liv, så er det en rigtig god ide at lave en omstrukturering, hvor du forfremmer dit store selv til direktøren i dit liv.

Jeg siger ikke, at den slags omstruktureringer er gjort med et fingerknips. Det kan godt tage noget tid, inden hele organismen har vænnet sig til det nye.

Men jeg siger, at det betaler sig. Der kommer mindre modstand og mindre selv-sabotage.

Mere livsglæde, kærlighed og tillid til dig selv. Og dermed til dem, du omgiver dig med. Og til livet.

Lyder det ikke som om det er det hele værd?

Og som med alle andre projekter, der handler om at vende en stor og ofte fastgroet skude: det handler om at tage et skridt ad gangen. Du kan tænke processen som 3-delt:

  • Start med at diskutere og gøre op med dig selv, om du virkelig tror på, at du har disse 2 forskellige dele inden i dig. Og om du tror på, at du har muligheden for at beslutte, hvem af dem, der skal styre.

  • Hvis svaret er ja, kan du begynde at lære de 2 dele at kende. Hvordan fungerer de hver især? Hvilke tanker, følelser og reaktionsmønstre hører til hhv dit lille selv og dit store selv?

  • Og når du efterhånden har en fornemmelse af, hvordan de hver især fungerer, kan du begynde at få øje på dem i dit daglige liv. Hvornår er hhv dit lille selv og dit store selv på spil? Og vigtigst af alt: når du identificerer tanker, følelser og handlinger som hører til dit lille selv – så vælger du bevidst at erstatte dem med tanker, følelser og handlinger som til hører dit store selv. Det gælder i dagligdagen, når du skal sove, når du ser fjernsyn, når du mediterer/slapper af, når du kører bil o.s.v.

Hvis du vil have hjælp til at lære de 2 dele af dig at kende, så er det præcis det, nøgle 2 i mit e-kursus med de 5 nøgler til at tage kraften hjem til dig selv handler om.

Vælg dine venner

I din proces med at sætte dit store selv på førersædet er det vigtigt at huske, at dit lille selv har rigtig mange – ofte velmenende - venner. I din omgangskreds, i din familie, i medierne, blandt kollegerne og faktisk i hele resten af samfundet.

Det lille selvs sandheder bliver – som nævnt i starten af indlægget – bekræftet igen og igen.

Så det kræver sin kvinde/mand at stå op imod det store pres, der kommer fra de ”gamle” sandheder, som du bliver konfronteret med dagligt gennem alle disse venner.

Og for at kunne stå op for dig selv og din nye måde at være i verden på, har du brug for dit store selv. Det er stærkere, klogere, modigere og sejere end dit lille selv.

Og du har brug for dit stores selvs venner. For dem er der også mange af. Engle, Åndelige vejledere, Gud/Gudinde, Spirit, Universet. De er der, klar til at hjælpe og støtte dig, når først du har taget beslutningen om at sætte dit store selv på førersædet og fylde dit liv med mere livsglæde og kærlighed.

Bare spørg, og hjælpen er klar når du er klar.

Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse med processen :-) 

Ianneia har arbejdet med selvudvikling og spiritualitet i 25 år. De sidste 10 år gennem sit firma Empower You, der tilbyder empowerment ud fra et spirituelt livssyn. På dansk kan vi kalde empowerment at tage kraften hjem til dig selv.

__________________________

Ianneia Livia Silke Meldgaard
spirituel lærer, coach og sangskriver

http://www.empoweryou.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Styrk din livsglæde med hjælp fra dit store selv