Coaching - Kurser - Loven om Tiltrækning

Sådan kommer du i kontakt dit Livsformål og får mere medvind på cykelstien

I alt det forskellige arbejde, jeg laver inden for feltet empowerment - som vi med gode danske ord kan kalde at tage kraften hjem til dig selv - er der ét ganske bestemt fundament.

Et fundament, som har mange navne: Passion, livsformål, livsopgave, sjælsformål, sjælskontrakt o.m.a.

De mange forskellige navne dækker alle over det samme. Nemlig det, at være i kontakt med vores dybeste drivkraft. Den lidenskab, som giver os energien til at fortsætte med at forbedre og finpudse vores liv og os selv på trods af modstand og udfordringer.

Jeg oplever det som at komme i kontakt med en ild, der brænder dybt indefra og som inspirerer og motiverer os. Netop derfor vælger jeg blandt de mange gode navne, som er nævnt ovenfor, oftest at bruge udtrykket passion. Passion er for mig forbundet med netop ild-elementet. Det er gennem denne indre ild, sjælen taler til os og meddeler sine ønsker.

Når du er i kontakt med din ægte passion bringer du dig altså i overensstemmelse med din sjæl og den opgave, som du er kommet for at udføre. Så du kan udpakke og uddele den gave, som du har til verden og til dig selv. Den unikke gave, som kun du kan give, fordi der kun er én i hele verden som er DIG.

Du giver dig selv mulighed for at dele ud af din essens. Din kraft. Din indre ild. Din passion. Dit højere selv. Din sjæl. Det allerfineste af dig og i dig.

Dit lille selv og dit store selv. Eller: ego og højere selv

Der er flere grunde til, at jeg anser denne kontakt med din passion for at være det ultimative fundament for at arbejde med empowerment. Eller - sagt på en anden måde: for at hæve dine vibrationer og bruge principperne i Loven om Tiltrækning optimalt, så du kan skabe og tiltrække det, som din sjæl ønsker sig.

Dels er det som sagt dér, din sande gave til verden ligger. Dels er det dér, din grundlæggende livsglæde og din oplevelse af mening ligger. Og dér, din entusiasme og begejstring for livet ligger.

Vi kunne også sige: det er der, du finder dit sande jeg, som ofte er langt større og langt mere kraft- og kærlighedsfuldt end vi overhovedet er klar over.

I mit arbejde bruger jeg ofte begreberne dit lille selv og dit store selv.

Dit lille selv kunne vi også kalde dit ego, og er som regel den del af os, som vi identificerer os mest med - indtil vi bliver klar over, at det er en illusion. 

Dit store selv kan vi også kalde dit højere selv. Det er den del af dig, som er i kontakt med det gavmilde univers, som vi alle er en del af. Vores allesammens fælles ophav.

Vi kan også sige, at dit store selv ikke har glemt, hvem du i virkeligheden er, men er i kontakt med sandheden om dig og dit livsformål.

Du åbner således en dør til et flow og en hjælp fra universet, når du bringer dig i kontakt med dit store selv.

Når dine ønsker, drømme og intentioner udgår fra denne store og vise del af dig, vil du have meget lettere ved at manifestere dem, fordi døren til universet står åben. Den skal ikke sparkes ind, men åbner for hjælpen med lethed og ynde.

Det er det, jeg kalder mere medvind på cykelstien :-)

At hæve dine vibrationer og udnytte Loven om Tiltrækning

Når vi skal forstå, hvorfor det forholder sig sådan, kan det være godt at forstå lidt om grundprincipperne i Loven om Tiltrækning.

Loven om Tiltrækning bygger bl.a. på de 2 grundprincipper alt er vibration og lige tiltrækker lige. Det betyder, at det, som du modtager fra universet, altid vil matche dit eget vibrationsniveau. Så du får – som sagt – meget lettere ved at tiltrække dejlige, behagelige tilstande, når du i forvejen er fyldt af dejlige, behagelige tilstande.

Det er det princip, der i jordiske termer ofte er blevet omformet til "the winner takes it all" eller "dem der har, skal gives".

Glæde, tilfredshed, begejstring og entusiasme er det, vi kan kalde højt-vibrerende tilstande. Disse følelsesmæssige kvaliteter svinger ganske enkelt med en højere frekvens end f.eks. tristhed, frustration og resignation. Det er bevist og dokumenteret.

Når du er fyldt af disse højt-vibrerende tilstande, hvilket du er, når du er i kontakt med dit store selv og din passion -eller dit livsformål - har du nemmere ved at tiltrække endnu flere højt-vibrerende tilstande gennem Loven om Tiltrækning.  

Når du bringer dig i kontakt med dit store selv og din passion, sætter du altså en bevægelse i gang, hvor du bevæger dig opad vibrations-stigen i stedet for nedad. Du føler dig på rette hylde, i kontakt med din essens og i trit med det, der er allervigtigst for dig.

Det påvirker også dine omgivelser i positiv retning - dine børn, din partner, din familie, dine venner og kolleger. Din glæde og entusiasme smitter af, du bliver mere rummelig og bedre til at bakke op omkring dem, som er i nærheden af dig og deres drømme og passioner.

En positiv spiral, hvor vi forstærker hinandens styrker i stedet for at hæmme dem.

Hvordan finder du ud af, hvad din passion - eller dit livsformål - er?

Der er altså mange gode grunde til at begynde på rejsen med at komme mere og mere i kontakt med dit store selv og din passion. Men hvordan gør vi? Hvordan finder vi ud af, hvad vores passion, livsformål, livsopgave - det liv som sjælen ønsker sig - er?

De fleste af os skal ikke lede langt væk fra os selv og vores nuværende liv. Svarene ligger der, ofte lige for næsen af os, hvis vi bare forstår at rette vores opmærksomhed mod dem. Hvis vi altså ikke har bevæget os alt for langt væk fra dem i den tid, vi har levet. Gået så meget på kompromis, så vi slet ikke kan mærke den indre ild mere.

Nogle af de spørgsmål, vi kan stille er:

  • hvad elsker jeg at lave
  • hvad er jeg virkelig god til
  • hvad synes jeg er virkelig vigigt
  • hvad kan jeg ikke leve uden 
  • hvad får jeg det rigtig godt af

Hvis du vil have nogle flere retningslinjer for, hvordan du kan blive mere bevidst om netop din indre, unikke ild, kan du måske blive inspireret af min proces med at blive bevidst om min passion eller mit livsformål.

Den kan du finde på min blog på empoweryou.dk. Titlen på indlægget er: Hvordan ved jeg, hvad mit livsformål er.

Der er også andre indlæg i samme kategori, som du kan udforske, hvis du har lyst.

Men uanset hvad, så vil jeg ønske dig rigtig god fornøjelse med at finde din passion og hæve dine vibrationer :-)

 

High Vibes

fra

Ianneia

  Dette blogindlæg er udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin. 

 

__________________________

Ianneia Livia Silke Meldgaard
spirituel lærer,coach og sangskriver
http://www.empoweryou.dk
http://www.anerkendendekommunikation.dk
http://www.ianneia.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Tak for et skønt indlæg.

Og Loven om Tiltrækning eksisterer.

Har været så heldig at møde den et par gange de sidste par år. Det er ikke et quick-fix og det kræver en særlig tilstand. Men jo flere gange den mærkes, jo tydeligere bliver den.

Livsformål - få medvind med Loven Om Tiltrækning. Læs mere