

Ønsker vi at udvikle os og komme af med vores begrænsende roller og mønstre eller bare har lyst til at leve os selv mere fuldt og helt, ja - så må vi nødvendigvis bevæge os ud af vores tryghedszone. Ud af det kendte og familiære, og måske trygge?
Ofte lader vi angsten, mindreværd eller tvivlen styre os. Som John Bradshaw skriver så fint i sin bog, “Rejsen Hjem”, at vi lader det “sårede indre barn”, eller vores “sår på sjælen” styre og forgifte vores liv, indtil vi tager kærligt hånd om det.
Disse følelser eller mangel tilstande får os til at udsætte eller ignorere de positive tiltag, beslutninger og ændringer, som vi godt kunne tænke os og som vi længes efter og drømmer om.
Når vi lader angst, mindreværd og tvivl styre vores liv, så kommer vi selvsagt ingen vegne uanset, hvor mange kurser og gode beslutninger vi tager.
I sidste ende vil det altid handle om at tage nye skridt og sætte handling bag det, vi ønsker os og gerne vil have realiseret i vores liv.
Det kan være vi ønsker økonomisk overskud og at vi gerne vil tjene flere penge eller have et job, vi synes er meningsfuldt og spændende. Have flere venner, et dejligt familieliv eller parforhold. Have en følelse af overskud og velvære. Større selvværd eller en dybere kontakt med en selv og ens spirituelle kerne. Kort sagt de ting, vi hver især gerne vil opnå og brænder efter at bruge vores liv på.
Derfor er det så alt-afgørende at have fokus på det, der er vigtigst i vores liv. At vi ikke bruger tiden på ting som egentlig ikke er så væsentlige og som ikke bringer os tættere på vores ønsker og drømme, - både på det personlige og spirituelle plan.
Måske kender du til at sætte dig mål og alligevel igen og igen udsætte det du godt véd, ville være godt og befordrende for dig at gøre?
Og desværre!! - Hver gang vi gør det uden også at handle på det, øges vores følelse af angst, mindreværd og tvivl på os selv.
På mine kurser og individuelle forløb har jeg derfor meget focus på både de bløde værdier som sårbarhed og omsorg, men også på at støtte og fokusere på det nærvær og den iboende styrke og frisættende kraft vi alle har.
Sådan at vi, i stedet for at svigte os selv igen og igen og gøre det modsatte af det, vi egentlig gerne vil, opbygger og forstærker det, som vil noget nyt, noget mere og bedre,- og som er klar til at kæmpe for det. Klar til at committe sig – også selv om det kan være både angstfyldt og sårbart.
I hvert fald er det vigtigt, at du stoler på dig selv og dit eget værd, sådan at dine ønsker og drømme bliver til virkelighed.
Kærlig hilsen
Kasha
__________________________
Kasha Hansen - Mere end 35 års erfaring
Psykoterapeut (MPF), SE-Traume terapi, Coaching og samtale terapi, NLP træner, ID-Life Coach, Stress Coach & MFN-Instruktør
https://www.terapidervirker.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer