Guide: Barnets første jul som dele-barn

Jeg har endnu ikke mødt en eneste forælder, der ikke bliver en smule stresset, ved alle de krav vi møder til de sæsonbetonede begivenheder. Specielt denne tid af året er fyldt med anderledes skoledage, juleafslutninger, juletræsfester, gaveudvekslinger og en masse andre festligheder. Desværre, er stressniveauet tit endnu højere, når man er forælder til et barn ”af to huse” og gnidningerne mellem forældrerne ind i mellem eskalerer.

Det mærkes også tydeligt på en del skilsmissebørn, at mange af deres følelser, som ellers er gemt væk i det daglige, dukker op til overfladen i juletiden. Hvis dette er deres første jul efter en separation eller skilsmisse, er det vigtigt at huske på, at tabet af den velkendte familie og de velkendte traditioner kan ramme dem meget hårdt. Især hvis det er første gang de skal holde jul som skilsmissebørn, vil du hurtigt opdage, at deres opfattelse af en familie vil forandres.

Alt for mange forældre, er fanget i tvivlen om, hvem der gør hvad, hvornår og hvem køber hvad og hvordan skal det hele deles. En af de bedste ting du kan gøre for dit barn er, at bruge denne tid til, at genopbygge en følelse af familie. Børn har brug for, at vide, at livet vil gå videre og at de kommer til at klare sig. Der ER måder, du kan hjælpe dit barn igennem oplevelsen på en sund måde.

Meget overordnet er det vigtigste, at du holder dit stressniveau i skak og sætter barnets behov øverst på din jule-to-do-liste.

Hold dine følelser i skak
Denne jul vil dit barn kræve ekstra meget omsorg. Men husk også på, at det ikke bare vil være svært for dit barn, men det kan også være svært for dig. Sørg for at du er opmærksom på dine følelser og behov denne tid. Mærk efter, hvor du måske har brug for lidt ekstra støtte og lav en plan for at tage dig af disse behov.

Husk at tavshed ikke altid er guld
Sørg for at tale med dit barn og fortæl hvordan julen ser ud hos jer i år. Fortæl gerne, hvad der er anderledes end det plejer og hvad, der er nyt. Snak også gerne med barnet om, hvad der er vigtigt for ham eller hende i år og eventuelt hvad der er ekstra svært. Det kan være meget hårdt også for dig at snakke om, men hvis du undgår denne samtale, gør du det oftest meget sværere for barnet.

Skab mening, ikke galskab
I år bør du fokusere på, hvad der betyder mest og undgå at lade dig rive med i alt for meget juleræs. Find nogle metoder til at bremse ned, skær ned på dine forpligtelser og sæt kvalitetstid sammen med dit barn i toppen af din ”to-do” liste. Måske bliver tante Olga ikke så glad for at du udebliver fra hendes julefrokost, men det er altså ikke verdens undergang. Brug din energi på at styrke relationen til dit barn og berolige ham eller hende med, at livet vil gå videre.

Lad dig guide af barnets behov
Masser forældre, som oplever deres første jul efter en separation eller skilsmisse spekulerer på, om de skal deltage i specielle begivenheder sammen, for barnets skyld.
Dette er imidlertid kun en god idé, hvis forældrene kan enes og undgå potentielle konflikter. Det vil være katastrofalt for barnet, hvis forældrene begyndte at diskutere omkring en juleafslutning på skolen eller i børnehaven og endnu værre, hvis det er under begivenheden.
Barnets behov kommer i første række og kan i ikke enes om det, så lad hellere være.

Det er ok at gøre noget anderledes
Selvom rutiner er vigtige, er det, at indføre en "nye-boller-på-suppen" filosofi en gang i mellem, ikke en dårlig idé. I stedet for, bare at sætte dig eller dit barn i en situation, hvor i høvler jer igennem dagene, og forsøger at gøre som i altid har gjort, så prøv lige at overvej en anden tilgang. Spørg dig selv, om jeres juletraditioner er værd at hænge fast på og hvor der eventuelt kan være plads til forandring. Husk, at du ikke behøver at genopfinde hele julen. Snarere blot tænke på at gøre én ting anderledes. Noget som du og dit barn kan nyde sammen. (fx. bowling juledag, tilbringe dagen i pyjamas, spise pandekager til middag eller være sammen om frivilligt arbejde til at hjælpe nogle mindre heldige) Alt efter barnets alder selvfølgelig.

Gør gaveræset smertefrit for barnet
Børn elsker at gøre noget ekstra godt for de mennesker de holder allermest af. Og især her til jul. Selvom du nu ikke længere er gift med den anden forælder, så er der en masse familiemedlemmer dér også. Og barnet vil også gerne glæde dem.
Hjælp og støt barnet til at købe eller lave julegaver til bedsteforældrene og eventuelt den nye ”pap”forælder. Bag nogle småkager de kan tage med eller hvad det kunne være. Det sender et vigtigt signal til dit barn omkring glæden ved, at give men det styrker også dit barns tryghed og selvsikkerhed i det lange løb.

Gaver uden betingelser
Gør dit bedste for at koordinere julegave indkøb med den anden forælder. Hvis det ikke er muligt, så tænk før du køber. Hvordan vil du føle, når dit barn ønsker at tage sin gave med til den anden husstand? Hvis du har nogen som helst forbehold over, at en gave forlader dit hjem, så er du bedre tjent med ikke at give den. Børn skal have lov til at beslutte, hvor deres gaver bor ellers er det ikke en rigtig gave.

Glædelig jul til jer alle sammen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Guide: Barnets første jul som dele-barn