Coach og Sundhedskonsulent Karina Møller Beck

Hvis ikke du skulle være dig, hvem skulle så?

I morges gik jeg den sædvanlige tur med hunden i skoven tæt på, hvor jeg bor. Selvom det var den sædvanlige tur, blev denne morgen alligevel helt sin egen. Jeg var på vej nej til engen, da jeg fik øje på en mand, som stod og kastede frisbee med sin hund. Han var meget optaget af legen, og da det var rimelig tidligt en mandag morgen, tror jeg han følte sig helt alene og uset. Jeg stod lidt og iagttog manden og hans hund og fyldtes med kærlighed og glæde. Jeg kender ikke manden, og kunne blot se ham bagfra. Men det, der gjorde mig så varm indeni var, at manden lyste langt væk af at være sig selv. At være præcis sig selv, og ingen anden.

Han troede sig fuldstændig uset, og lagde alle kræfter i kastet med sin frisbee . Hele kroppen var i brug. Helt ned i knæene og snurrede mindst ¾ omgang i sit kast, mens det ene ben fløj skråt bagud. Et rigtigt drengekast J  Jeg har en fornemmelse af, at hvis han havde set, jeg stod og kiggede på ham, så havde han kastet mere behersket og udedikeret til din hund. Han havde højst sandsynlig set ud til at være helt i kontrol, med sig selv og sine bevægelser – voksent og fri af ”barnets” umiddelbarhed og naturlige glæde.

Jeg valgte at vende om og gå tilbage ad den vej jeg var kommet. Jeg kunne simpelthen ikke nænne at forstyrre hans tilstedeværelse i nuet. Hans ægte glæde og indlevelse i samspillet med sin hund. Det var fantastisk, og jeg gik resten af vejen hjem, og tænkte på, hvor vidunderligt det ville være, hvis alle blot er helt sig selv. Hvis vi er præcis sådan, som vi er, når vi tror os uset og alene. I mine øjne er det lige der, vi bliver aller nemmest at elske. Her bliver vi rene, ægte, sårbare og helt igennem os selv, med alt hvad vi indeholder. Et menneske som tør fejle, og stå ved sig selv. Et menneske som tør være i det, der er, uden tanke om at gøre andre tilfredse, eller gøre som andre forventer.

Måske har du mødt ”det perfekte menneske”? Altså det menneske, som for alt i verden ønsker at være perfekt. Der må ikke være noget at sætte en finger på, og laver de en fejl (gud bedre det), så indrømmer de det meget nødigt, eller leder skylden over på andre, eller på noget udefrakommende. Jeg har selv været én af dem. Hold da op, det var anstrengende, og jeg oplevede bare, at skubbe folk væk, selvom det var præcis det modsatte jeg ønskede. Jeg ville bare SÅ gerne passe ind, høre til, gøre andre glade og tilfredsstille deres forventninger så de kunne lide mig.Hvor var det opslidende. At leve op til andres forventninger kræver:

1.       At vi helt præcist ved, hvad de forventer (og hvor ofte gør vi det hos alle vi møder omkring os?) Det vil jo kræve at vi får spurgt….

2.       At vi er villige til at glemme os selv og gå på kompromis med vore egne værdier og behov

3.       At vi er villige til, at miste os selv undervejs – at tabe sig selv af syne, for at leve det liv vi TROR andre forventer af os.

4.       At vi konstant går rundt i forhøjet alarmberedsskab, for at tilpasse os de omstændigheder vi udsættes for, kontekster vi befinder os i, samt de evige andres uudtalte forventninger til os (altså de forventninger som vi ikke engang ved om de har… ). Med kæmpe stor sandsynlighed for IKKE at lykkes med projektet.

5.       At være fuldstændig uægte, uautentisk, usynlig og ofte drænende at være sammen med.

Undskyld mig, men så er det altså meget nemmere blot at være sig selv.

Heldigvis fik jeg stoppet op, og fandt ud af, at jo mere jeg prøvede, jo mindre lykkedes jeg, og jo mindre følte jeg mig forankret i mig selv. Jeg mistede mig selv af syne - Hvem var jeg, hvad følte jeg, hvad mente jeg og hvad ville jeg egentlig gerne have ud af livet osv. Jeg endte med at blive et offer. Et offer for mit eget behov for anerkendelse – et offer for omstændigheder og for andres velvilje/modvilje mod at opfylde mine behov. Jeg mistede troen på, at jeg selv havde indflydelse på hvordan jeg ville leve mit liv, og lagde hele ansvaret  i hænderne på lykkeligt uvidende mennesker. Hvor uansvarligt var det lige??? Heldigvis ”vågnede” jeg op og tog ansvar – påbegyndte den lange vej tilbage til mig selv. Tilbage til min inderste kerne af selvtilfredshed, nysgerrighed og selvkærlighed.

Jeg møder ofte mennesker, som har svært ved at være sig selv – perfektionisterne f.eks. Og jeg ønsker dem forsat held og lykke på deres stressede vej mod et fejlfrit liv, for det har de VIRKELIG brug for. Jeg vil nemlig vove den påstand, at det aldrig vil lykkes – alene det, at forsøge at blive perfekt, er i mine øjne den største fejl, man overhovedet kan begå mod sig selv. Det er IKKE selvkærlighed, og du kan ikke bruge det til meget andet, end at slå dig selv oveni hovedet med, når det ikke lykkes. Og hvem motiveres og udvikles af det?

Så kære  menneske – slap blot af, læn dig tilbage, ret ryggen, skyd brystet frem og træk vejret – du er god nok præcis som du er. Hvis du har lyst, kan du gøre dig selv den tjeneste at mærke efter: Hvem er du? Hvad vil du? Hvad tror du på? Hvordan kunne du tænke dig, at leve dit liv, hvis ingen andre kigger på dig? Er der noget du er utilfreds med, så lav det om, hvis det er muligt, eller accepter det som det er. Træk på skuldrene. Det er okay. Accepter at du altid har et valg - med erkendelsen af, at du har altid har et valg, følger der en kæmpe frihed. Du er et frit menneske, og hvordan du vælger at leve dit liv, står dig fuldstændig frit.

Du er 100 gange nemmere at elske, når blot du er dig selv.  Når du opfører dig som om, ingen andre ser dig eller forventer noget af dig. Når du engageret bruger hele din krop til at kaste en frisbee med eller, når du siger noget andre synes er fjollet, fordi det lige præcis var det, du havde lyst til at sige i den situation. Når du er ærlig overfor dig selv og siger JA, når du mener det og NEJ, når det er det, du mener. Når du er tro mod dig selv og når du skiller dig ud fra mængden og ”bare” er dig – lige præcis som du er. Ingen andre kan være dig, og du kan ikke være de andre. Hvis du bruger hele dit liv på, at være som alle andre, hvem skal så være dig? Tænk at jeg på 50 meters afstand i dag kunne føle varme og kærlighed for et fuldstændigt fremmed menneske, hvis ryg, var det eneste jeg kunne se, blot fordi han var helt sig selv. Livet er en gave - husk at pakke den ud :-)

Kh Karina Møller Beck
Coach og Sundhedskonsulent

 

__________________________

Karina Møller Beck

www.mindset-coaching.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Karina!

Så godt beskrevet, håber flere vil ( turde) være sig selv....

Det er så befriende , -

Kærligst Henny

Kære Henny.

Det håber jeg også - Tak for din dejlige kommentar. :-)

Kh Karina

__________________________

Karina Møller Beck

www.mindset-coaching.dk

At turde være sig selv, med alt, hvad det indebærer.