Coach og Mentor Helle Laursen

Hemmelig styrke du kun finder i dit åbne hjerte

Et af mine - og dine -  dybeste ønsker er at blive set og elsket og ønsket og accepteret - som vi er. Du og jeg. Præcis og bare som vi er. Uden forsvar og gamle mærkelige mønstre vi ikke  engang husker hvornår opstod. Samtidig bliver alle mine forsvarsværker til forhindringer der ikke tør se og ikke tør lade mig blive set. Det kan være så svært, så svært,  at lade andre se det vi ikke selv tør se. Fordi den dybe længsel også er knyttet til forsvaret mod samme længsel - det dybe ønske er blevet beskyttet og gemt væk af forsvarsværker på tykkelse med borgmure.

Derfor møder jeg paradoksalt nok tit sorg og ked-af-det-hed meget tydeligere når der rent faktisk er nogen der ser mig. Også selvom det blot er en flig der bliver set. Fordi det rammer den dybe længsel og den dybe sorg over alle de gange jeg ikke blev set, eller tillod mig at blive set - eller (allerværst) anerkendte min sorg over netop det.  Mærkeligt som den sorg og sårbarhed er så tæt forbundet med det møde jeg længtes efter. Samtidig blandet med taknemmelighed og stilhed og usikkerhed… det ER kun kærligheden og accepten til mig selv og mine mange mærkelige reaktioner der kan få hjertet til at åbne sig igen og igen. Kun medfølelsen og venligheden kan hele alle de mange års sorg og forsvarsværker der er bygget. Medfølelsen til mig selv over de indviklede viltre veje indeni mig,  er forudsætningen for mig at blive set. For det er faktisk ikke kun op til andre at virkelig SE, det er også op til mig at turde blive set. Ellers kan jeg kun vise det jeg selv kan se – mine forsvarsværker.

Engang troede jeg at jeg blot skulle finde den rette person i verden, så ville mine forsvarsværker forsvinde. Men det gør de jo ikke, for de er blevet vedligeholdt stædigt over så mange år at jeg ikke kan se forskel på mig selv og dem…  Derfor er medfølelsen overfor mig selv den enkleste måde at møde verden, smerten og kærligheden på. Det er den indre styrke der gør at jeg tør møde usikkerheden og sårbarheden og livsglæden. Medfølelsen siger ”Det er svært bare fordi det er svært. At være menneske. At forsvare sig så man til sidst forsvarer sig mod det man længtes efter. OG det er ok. Hvad har du brug for lige nu?”

Med hånden helt konkret fysisk på mit hjerte anerkender og møder jeg den forvirring og de blandede følelser der er i mig. Fordi anerkendelsen og mødet med dem er vejen gennem dem, så jeg ikke gemmer mig bag dem. Så andre kan få lov at komme ind. Dem jeg vælger at invitere ind. Mærker varmen fra min hånd der langsomt får hjertet og kroppen og sindet til at falde til ro. Fordi der er brug for det. Ikke af anden grund. Men det er også nok.

Du har også brug for at blive set og mødt med venlighed og medfølelse og accept og kærlighed. Det ved jeg fordi jeg har det. Og vi er begge mennesker. Vi har begge behov for at smelte borgmure med venlighed, for at lade hjertet åbne sig og blive set.

Med hånden på mit hjerte kommer jeg hjem til mig selv og ser hvad der er indeni af både borgmure og sårbarhed. Med venlighed og medfølelse. Tilbage til mig selv. Igen og igen. Ellers kan jeg ikke åbne døren indefra, og ikke lukke andre ind. Så bliver mine forsvarsværker alligevel ikke til selvopfyldende profetier.

Måske er mit behov ikke at blive set men at kunne møde alle mine sårbarheder og forsvarsværker med medfølelse. Fordi så ser jeg, helt automatisk. Og så er det muligt for andre at se.

mvh

Coach og Mentor Helle Laursen
https://nordic-compassion.dk/



__________________________

Helle Laursen, Coach og Mentor samt grundlægger af Nordic Compassion
Se mere på: https://nordic-compassion.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Venlighed og medfølelse åbner hjertet. Læs mere