Coach og Mentor Helle Laursen

Kan vi ændre vores verden ved at styre vores tanker?

Der er indimellem nogle vældige skyttegravslignende diskussioner på de sociale medier (og vel også i virkeligheden?) om hvad vi kan styre og skabe via tanker alene.

Jeg er sjældent helt nagelfast i holdninger på områder som det her, fordi jeg ved hvor enorm stor betydning det har, når noget giver mening for os helt personligt. Med det i baghovedet, vil jeg alligevel give et bud på hvordan tankerne hører sammen med resten af vores liv.

Første del der er central, er den sammenhæng der er mellem vores krop-sind. Den kan illustreres cirka sådan her:

En bevægelse –> en tanke –> følelse –> overbevisning –> handling

Et eksempel kan være at:

1. En bevægelse:
Telefonen ringer, og jeg hører min datters ulykkelige stemme. Inden hun har fået fortalt hvorfor hun ringer, reagerer hele mit krop-sind system på selve måden hun sagde ”hej Mor” på.
(en bevægelser der aktiverer en tanke kan også være en bille der kravler i skovbunden, som mit system reagerer på, så kan kort sagt være hvad som helst)
2. Denne bevægelse aktiverer en tanke.

I eksemplet ovenfor kunne min tanke være ”Åh nej, ik’ igen, hvor er hun, hvad skal jeg gøre”
3. Det aktiverer hurtigt en følelse.
I eksemplet hos mig, kunne den følelse være håbløshed, eller angst, eller sorg – alt efter min historie med denne datter – og ikke efter den aktuelle situation!
4. Følelser aktiverer mine dybere og nogle gange ubevidste overbevisninger om mig selv.
I eksemplet kunne denne overbevisning være ”Jeg er ansvarlig for hvordan hun har det”
5. Overbevisninger om os og vores plads i verden, er afgørende for hvordan vi handler eller ikke handler i en given situation.

I eksemplet vil det sige at jeg kan komme til at handle pr. automatik, hvis jeg handler ud fra mine tanker-følelser-overbevisninger. Så handler jeg ikke nødvendigvis som det er bedst eller mest givtigt i situationen. Måske jeg griber bilnøglen og bare løber… eller måske jeg råber og bliver vred… eller

Alternativet?

At komme hjem til mig selv, OPDAGE at min automatik er gået i gang, SE, HOLDE OG RUMME de tanker, følelser, overbevisninger situationen aktiverer – og midt i det kaos af potentielt stærke følelser, trække vejret dybt til jeg kan se situationen klart og frit vælge hvilken handling situationen kalder på.

Jeg kan kort sagt kun ændre mine tanker, hvis jeg tager hele billedet med i ligningen. Ellers er det som at sige at det er kun proteinerne vores mad skal bestå af, for at vi er sunde. Det er én del af ligningen, men ikke hele sandheden.

Styrer mine tanker min verden? Ja, men kun som en del af et puslespil.

Kan jeg ændre min verden ved at tænke anderledes? Ja, men kun hvis du får resten af puslespillet til at ændre sig også. Ellers vil dine såkaldt positive tanker, blot blive til flødeskum ovenpå en gammel lor* (eller negativ ubevidst overbevisning)

Hvis du alene vil ændre dine tanker, vil dine nye tanker blot være endnu en kamp du forsøger at vinde over dig selv. I et uendeligt spil vi ofte er fanget af, som handler om at forsøge at blive gode nok til at få alt det vi har behov for - en helt automatisk overlevelsesmekanisme der gør at vi kan kæmpe os gennem hele livet.

Hvis du har prøvet at tænke positivt og tabt, så har du blot tabt til det automatiske undgåelses og forsvarsmekanisme vores sind har opøvet genne mange år.

Diskussionen om tanker kan skabe vores virkelighed, bliver nødt til at være mere nuanceret. Og nej, at ændre mine tanker gør ingen forskel alene. Det er hele mig og hele min måde at opleve mig selv og verden på, der i givet fald skal justeres.

Men kan tankerne være én del af denne forandring? Så afgjort!

mvh

Coach og mentor Helle Laursen

 

.

__________________________

Helle Laursen, Coach og Mentor samt grundlægger af Nordic Compassion
Se mere på: https://nordic-compassion.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kan vi ændre vores tanker? læs her