Coach og Mentor Helle Laursen

Sådan undgår du at falde i Selvværds-Fælden

Den frygt vi alle sammen oplever jævnligt, er, at ligemeget hvor hårdt vi prøver, hvor succesfulde vi er, hvor gode forældre vi er eller hvor gode kolleger vi er – er det aldrig nok. Der er altid nogen der er tyndere, rigere, klogere, dygtigere end os. Der er altid nogen der får os til at ud som om vi ikke kan nok.

Vi sammenligner os med hinanden. Hele tiden. Det kommer bl.a. af selvværds-bevægelsen, som gennem mange år har fortalt os at vi alle skal føle os særlige og specielle. At alle skal tro på os selv. Du kan finde masser af kurser og bøger og blogs om at tro mere på dig selv, få højere selvværd. At selvværd er vigtigt for at kunne leve et godt liv. Vi skal tro på os selv. Vi skal være positive. Vi skal kæmpe for det, blive ved at tro på at vi kan.

Og selvtillid er ikke kun en stabil indre størrelse der uforandret ligger samme sted hele vores liv. Selvværdet påvirkes også af de store udfordringer vi møder. Når vi bliver fyret, når ungerne er alvorligt syge, hvis vi ikke kan få de børn vi ønskede os, når drømmehuset bliver til en lille lejlighed pga. økonomien - alle de store og små ting i ethvert hverdagsliv der udfordrer vores forståelse af hvem vi er og hvad vi er værd.

At ville have højt selvværd, bliver alt for let en kamp. Det har sin pris. Fordi vi automatisk når vi er udfordrede,  kommer til at vurdere og sammenligne os selv med andre. ’Det kunne jeg have gjort bedre’ eller ’Det er bare mig der ikke kan finde ud af det’ bliver let til en del af vores indre dialog. For de fleste af os betyder et sundt selvværd at vi kan anerkende det vi er gode til, og at vi kan vurderer os selv som gode mennesker. Og det betyder ikke  at være gennemsnitlige. En sætning som ’Jo, du var da gennemsnitlig i din måde at tage konflikten med nabo xx på’ vil blive opfattet som en direkte kritik af de fleste af os.

Men vi kan jo ikke alle sammen være over middel og fantastiske hele tiden, vel? Logisk set er det bare ikke muligt.

Tendenssen med at sammenligne os selv og vurdere os selv og andre, har en stor pris på den sociale front, såvel som på den private front. Når vi bedre kan føle som gode mødre fordi vi kan se hvor der er andre mindre gode mødre – så har det en langsigtet pris for dem vi omgåes. Sociale skel bliver større jo mere vi sammenligner. Mobning bliver lettere. Vi deler hinanden ind i grupper. Dem og os.

Der er også en pris for den her søgen efter selvværd, hos hver enkelt af os. For selv hvis du har fået et højt selvværd, så kan den sagtens fordufte næste gang du laver en kæmpe fejl på arbejdet, tager 15 kg på, ikke bliver inviteret til festen, har konflikter med naboen – for ikke at tale om de store kulturelle nederlag som at blive skilt, eller at have børn der mobbet. Eller hvad med at blive fyret?!

Så længe vores selvværd er afhængigt af at vi klarer os godt og lykkes, så vil der automatisk komme situationer og perioder hvor vi har meget lavt selvværd. For vi møder alle modgang. Vi laver alle fejl. Vi kommer alle i situationer hvor vi vitterligt ville ønske vi kunne hoppe i en  andens sko et stykke af vejen.

Vi må ikke lade vores selvværd være afhængig af succes. Det er ikke menneskeligt at være succesfuld hele tiden. At ville have et godt selvværd, ved at sammenligne sig med andre og ved at synes at man gør det rigtig godt - er helt enkelt at opstille ganske umulige krav til os selv. Krav som gør at vi kun kan fejle.

Så alternativet?

En måde at fastholde en positiv og støttende relation til os selv, er med Self-Compassion. Selv-medfølelse. Det er ikke en positiv vurdering af os selv. Men snarere en positiv måde at relatere til os selv på.

Det indebærer at have omsorg og ønske at støtte og lindre. Især når vi kæmper eller møder modgang eller føler os ikke gode nok. Med andre ord, så er det at møde os selv, som vi typisk vil møde og støtte dem vi holder af, når de møder modgang eller laver fejl. Når du er medfølende overfor dig selv, er du det fordi du kan se t det der er svært, er svært fordi du er menneske. Ikke fordi der er noget i vejen med dig.

Modsat selvværd, som lægger vægten på en vurdering af os selv (som dermed altid vil stå i modsætningen til andre mennesker), fokuserer self-compassion altså på vores fælles menneskelighed. Det der er ens for os alle. Self-Compassion er derfor en slags følelsesmæssig buffer. En styrke, der kan mindske slaget når du møder modgang. Hvor dit selvværd oftest falder til minusgrader når du møder modgang, så er self-compassion det, der kan holde dig oppe. Ikke fordi dine fejl eller modgang er ligegyldige. Men fordi de er en del af det at være menneske.                  

Der er efterhånden meget evidens bag begrebet self-compassion, og der er konkrete og gennemprøvede programmer til at træne det.

Self-Compassion er at støtte os selv, som vi ville støtte en kær ven der har det svært. Det giver os et andet perspektiv på vores situation. Det er som lidt frisk luft, der gør det muligt at se vores situation fra et andet og mere menneskeligt perspektiv.

mvh
Helle Laursen

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.  

__________________________

Helle Laursen, Coach og Mentor samt grundlægger af Nordic Compassion
Se mere på: https://nordic-compassion.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvværd - undgå selvværds-fælden med self-compassion. Læs mere