Sygdom, stress og arbejdsløshed - tag ansvar for din egen lykke
Dagens undervisning. Ikke alle er der helt frivilligt – det kræver lidt ekstra. Jeg giver gerne det ekstra. For jeg kan se, at der er lys bag øjnene på de mennesker, som jeg møder, når jeg har undervisning af denne målgruppe. En målgruppe, som på mange måder er udfordret – enten pga. sygdom, længere tids ledighed og depression, stress eller lignende.
For et par undervisningsgange siden, kom en ung gut til mig efter en workshop. Han spurgte mig, hvad der fik mig til at stå her, gang efter gang, når det jo "ikke nyttede noget".
I mine øjne tager han fejl. Det øjeblik han får ret, må jeg finde noget andet at lave.
Det nytter noget.
For jeg ser lys.
Jeg gør LIDT.
Mellem alle de mange hundrede kandidater, som jeg møder hver måned – ser jeg masser af lys. Jeg ser det også hos dem, som har været væk fra arbejdsmarkedet meget, meget længe. Det giver mig en lyst til at forsøge at puffe kærligt. Inspirere. Motivere. Vække.
Jo længere tid vi er væk fra arbejdsmarkedet, er der nemlig risiko for, at vi falder i søvn – jeg har været der og været lige ved, at falde i søvn. Vi kommer også i en endnu større farezone for, at få stress og andre triste skavanker – der har jeg ikke selv været, men jeg har set mange eksempler nok på det til at ønske for DIG, at du ikke kommer der.
Så os, der kan, skal.
Os der ser lys, skal blive ved med at sikre lys.
Os der kan LIDT, skal gøre LIDT.
Det tror jeg fuldt og fast på.
Hvis du ikke længere kan se mening med det du laver, så er det måske på tide, at lave noget andet. Dette gælder overalt i livet. I min optik.
Find mening og du finder glæde. Hvad der virkede sidste år og for 10 år siden, virker ikke nødvendigvis i dag. Så må du skabe nyt lys og liv.
Hvis du skal skifte spor, så kig ikke på din tidligere jobtitel eller uddannelse. Kig på dine kompetencer. Kompetencer går forud for en stillingsbetegnelse i rigtig mange tilfælde. Kompetencerne er DIG, alt hvad du kan, gør og er.
I 2014 skal vi sælge os selv endnu mere. Selv jer med de møglækre uddannelser og anelange CVer skal være fremme i skoene. Er det fair? Måske ikke – men det er faktum. Indse det og sæt i gang.
Jeg er der gerne til at sikre, at der stadig er lys og gøre lidt – det er faktisk min primære funktion i rigtigt meget af det, som jeg gør. Men du har også selv et ansvar for, at lampen ikke går helt ud. Verden redder dig ikke nødvendigvis – ikke hele dig i alle fald. De kan måske hjælpe med en bolig, penge, uddannelse – men kun DU skaber lys.
Tag ansvar for din flamme.
Jeg gør hvad jeg kan, for at du kan se den, det gør dine venner og familie sikkert også – men i sidste ende, er det dit ansvar.
For du kan sagtens også lidt.
Det ved jeg, at du kan.
Og…
Lidt er bedre end ingenting.
Med ”ingenting” flyder vi bare med – i et retning, som vi ingen herre har over.
Er det fedt?
At andre bestemmer ALT? Næppe.
Så gør noget.
Bare lidt.
Gør det allerede i dag og find nogen til at støtte dig – som tror på dig.
Lykke til på vejen.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer