Se kontaktoplysninger og profil for Claus V. Nielsen

Jeg sidder i en gruppe af modne eventyrere og medrejsende i et udviklende og nærende fællesskab. En tager ordet og stiller spørgsmålet til gruppen, men også til sig selv.

Tør du være nøgen?

Jeg mærker min krop sitre, halsen snøre sig sammen og et lille stik i solar plexus.

Skal jeg smide tøjet? Her? Nu? Shit!

Det er der spændingsreaktionen kommer fra!

At være helt blottet, nøgen, sårbar, udstillet, udsat: "Se! Han har jo slet ikke noget tøj på"

Men jeg ved jo godt vi taler overført, vi taler om modet til at være sårbar og gennemsigtig. At være ærlig og lade sig se med alle de komplekse følelser, sansninger og tanker der åbner sig i dette øjeblik. At lade den øvrige gruppe kigge helt derind i mit inderste hvor jeg ikke selv tør se.

Havde du også svært ved at vise dig nøgen for dine forældre? Måske ikke til at starte med, men senere? Og hvad med dine lærere? Dine venner og dine kærester?

Sandheden er vejen, sandheden vil sætte mig fri. Sandheden vil blotte mit inderste lys. Det lys jeg længes efter selv at møde og det som gruppen støtter mig i at blotte. Lyset er sjæl. Lyset er liv. Strøm. Glæde og kraft. Lyset er også mørke, hvile og fred. Overgivelse og flow. Sandhed, gennemsigtighed og nøgenhed.

Men sandheden er skræmmende og farlig. Igen og igen har jeg oplevet hvordan sandheden, den sandhed jeg nu engang kendte og kunne udtrykke, skuffede, sårede og skabte vrede hos mine forældre, hos mine søskende, mine venner og mine kærester. Det gjorde ondt på mig at sandheden gjorde ondt på dem. Jeg blev også bange for at de ikke ville være sammen med mig og for at de ville håne mig og grine af mig.

Så for ikke at blive afvist af dem, afviste jeg mig selv. Og jeg lærte at udtrykke det som jeg mente de gerne ville høre. Kropsligt såvel som følelsesmæssigt og tankemæssigt.

Nu er nøgenhed blevet et ord og et billede der forstyrrer mig grundigt. Som den helt blottede og gennemsigtige tilstand, hvor der ikke er nogen beskyttelse, ikke noget at gemme sig bag. Fysisk såvel som psykisk. 

Men det er også ved at være det eneste mantra der for alvor rykker når jeg møder andre mennesker, når jeg øver mig i at være autentisk, nærværende og ærlig. Tør jeg være helt nøgen?

Jeg opfordrer ikke til at vi sådan bare smider tøjet  . Det er vigtigt at have tøj på, det er vigtigt at kunne vælge. Tøj er en super smart ting og det er vigtigt vi beskytter os mod kulde og sollys. 

Er denne her snak helt tåget? Det håber jeg virkelig ikke. Men det kunne være en del af opdagelsen, og en nødvendig del af vejen mod klarhed.

Sætningen her fra Bette Midler og "The Rose" satte denne nudistrejse igang.

"It's the dream afraid of waking, that never takes the chance"

Du kan nyde hende og sangen her:

youtu.be/oR6okRuOLc8

Claus V. Nielsen