På kanten af respekt

På kanten af respekt

Nogen gange kan det hele bare være nok! Livet virker så meningsløst og ukærligt. Jeg mister troen på mig selv og kontakten til glæden i mit liv.

Oftest mister jeg troen på mit liv i mødet med andre. Når jeg læser at vi smider mad ud for milliarder hver dag. Når jeg læser at en stakkels mand skyder en guvenør i USA. Når Helle og Lars forsøger at gøre hinanden dumme for selv at fremstå som intelligent.

Jeg mister også glæden og lysten når jeg ser hvad vores velfærdsstat har af konsekvenser for den planet vi lever på. 

Eller når klienter jeg har arbejdet med længe fortsat er deprimerede og opgivende.

Og når jeg ser på hvor lidt jeg egentlig forstår, og hvor lidt jeg egentlig kan.

Jeg mister troen på mit liv, jeg mister respekten for livet selv.

Respekt kan betyde at "se igen". Det vil sige at jeg lige kigger på mit liv en gang til.

At jeg måske indtager en anden positiion at se på mit liv fra.

Respekt for det levende; for medmennesket, for træet, dyret, planten, alt det der vokser og udvikler sig.

At respektere livet selv gør mig ydmyg og så oplever jeg et skift i mit humør.

Nogen gange er det en tur i skoven eller på stranden der gør det. Andre gange noget jeg læser eller ser.

Men oftest er det et møde med et andet menneske der inviterer til ydmyghed og respekt for livet selv. 

"On the Edge of a Cliff" by Mike Skinner og "The Streets":

"For billions of years since the outset of Time
every single one of your Ancestors survived
every single person on your mum and dad's side
successfully looked after you, and passed on to you life

What are the chances of that like?
It comes to me once in a while."

__________________________

Claus V. Nielsen

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Der kunne godt skrives lidt om at vi har så overdrevet meget respekt for døde ting i vores kultur. Jeg er den bil jeg kører i, den telefon jeg taler i, den computer jeg skriver på, det tøj jeg bærer. Men der er ingen dialog, ingen kontakt, ingen bevidsthedsudveksling. __________________________

Claus V. Nielsen

Claus, du har beskrevet så godt den tilstand jeg kan også få en gang imellem... Jeg ubevidst søger væk fra byen, være alene nogle dage, bare VÆRE, trække vejret, kom i kontakt med universet, mærke livet, mærke ET med livet, mærke livet under huden - så er jeg klar til at komme tilbage... :-) Vær ydmyget for livet er et stærk følelse!
kommer til at tænke på Alanis Morisette's ord: "I want to invite this socalled Chaos that you think I dare not be..."
At turde være alene, adskilt fra alle de bånd af afhængighed der styrer min personlighed og begrænser min kraft. Alene væren er en nødvendighed for at møde mig selv, - og mærke livet ! Yeah, let's invite that Chaos! Det kaos som jeg heller ikke tør være, men som jeg kan møde mig selv i, på trods af al min frygt og al min modstand. " A man needs a little madness or else he never dares cut the rope and be free". Zorba the Greek __________________________

Claus V. Nielsen

... og er energien på 'a little madness' så er der back-up at hente i stjernerne lige nu: Uranus nærmer sig vædderen (12 marts) ... har lige læst Birgittes indlæg om det her: http://refshauge.wordpress.com/2010/10/24/uranus-i-v%C3%A6dderen-2010-18...
På kanten af respekt. Læs mere