Levende, lykkelig, ensom og trist

En af mine venner delte et billede på Facebook hvor der stod noget i retning af: Religion er for dem der frygter helvede. Spiritualitet er for dem der har været der.

Teksten blev siddende lidt i kroppen, som en forstyrrende oplevelse der ikke uden videre lod sig ryste af. Som en skælven der havde fået fat lige der hvor min frygt for helvede bor. Der hvor jeg frygter smerte, ensomhed og udstødelse. Der hvor der lever en gammel fortælling om at blive ristet over sagte ild. Hvor Gud er en straffende Gud der ser alt. Og hvor straffen er fagenskab i helvede.

Så tænkte jeg over hvor lidt jeg egentlig kender til helvede, hvor lidt jeg har set ind i frygtens dødsensfarlige mørke. En ting er det fredfyldte mørke, hvor alt bare ophører. Noget andet er det farlige mørke hvor ukendte og smertefulde oplevelser lurer og venter på en anledning til at angribe med ondskab og vold.

Jeg er rigtig god til at vende opmærksomheden væk fra frygten og smerten. Jeg er trænet i at give min opmærksomhed til det som jeg ønsker at se i mit liv. Jeg ved at det jeg vender mine øjne og ører i mod det er det jeg kommer til at høre mere om og se mere til.

Men så tænkte jeg også på at jeg går glip af noget, at der er noget jeg ikke anerkender som en del af livet. Fordi jeg er bange for at se helvede i øjnene, bange for at høre hvad det har at sige. Og så bliver den positive og anerkendende psykologi frygtstyret og 'væk fra' orienteret. Bare jeg skriver det her kan jeg mærke en overbevisning blive udfordret og frygte for at jeg nu påkalder mig smerte og sorg. Alene fordi jeg sætter ord på min tvivl!

En anden refleksion er at jeg med min positive indstilling og livssyn (styret af frygt for helvede) bidrager til en bevidsthed der ekskluderer de mennesker der lever i ensomhed og smerte. Mennesker som oplever livet som et helvede, fyldt med fysisk smerte og følelsesmæssigt ubehag. Mennesker som lever med negative tankemønstre og overbevisninger.

Jeg bekender mig til at være et spirtituelt menneske.

Selvom jeg mest bekender mig til at være menneske, så kan jeg alligevel godt føle mig grundigt ramt af teksten jeg indledte med. Måske er jeg i bund og grund mere et religiøst menneske der frygter helvede. Og på den måde bygger min måde at orientere mig i livet på en frygt for ikke at påkalde mig Guds vrede og et håb om at jeg kan opnå evig frelse ved at opføre mig pænt og tænke positivt om Guds skaberværk, Livet selv.

Jeg tror ikke refleksionerne stopper her, men her stopper jeg med at skrive :-) 

__________________________

Claus V

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Cool Claus

især din nederste linie

:-0)

skriv endelig mere, det giver resonnans hos mig

Palle

__________________________

Palle Jensen - Fortatter & clairvoyant

Følg med på http://www.greyt.dk
Læs mere på http://www.aktiv-clairvoyance.dk
Din ryg smiler når du sidder i en BackJack stol

 Tak Palle,

Det er bestemt en tråd at følge op på.

Havde lige refleksionen med en klient i dag.

Om den indstilling de fleste af os har når vi tænker anerkendelse. At vi bare skal anerkende alt det vi møder, selv det mest smertefulde, for hvis vi formår det, så vil vi møde et lag af dyb tilfredshed, ro, kærlighed, osv.

Men meget få af os evner helt objektivt at møde smerten uden anden interesse end mødet selv, altså uden at tænke at mødet selv er healingen der vil ændre tilstanden til det vi længes efter.

Jeg tror der er en meget dyb og på mange måder bagvendt indstilling i anerkendelse, som få af os evner og på den måde får vi heller ikke helt mødt Helvede, simpelthen fordi Paradis står i vejen.

Jeg ved sgu heller ikke om jeg eller andre er interesseret i det møde, men alene som en refleksion er det i hvert fald gyldigt 

__________________________

Claus V

Det skal gøre ondt før det kan blive godt, er det er et ordsprog der siger.

I mange hensender er det rigtigt. I sær når man står med den konkrete smerte/frygt eller hvad det nu måtte være. Der er en vej i gennen moradset, og et lys for enden af tunnelen.

Men derfra og til at opfatte ordsproget som en naturlov, eller et grundvilkår er et stykke vej, og må bero på en overbevisning.

Den bagvendte indstilling du taler om, kan jeg kun se som et desperat rationale fra egoet, der ønsker at fastholde et billede af helvedes ild. For alt opretholde dilemmaet, gøde tvivlen og nære sig selv.

Dette er helvede manifesteret, snarer end de forestillinger tvivlen kan afføde om et muligt helvede. For de er jo blot forestillinger.

kh Søren

Tak for din tid og dit svar, Søren. Og jeg er helt med på dine iagttagelser.

Og tillader mig så alligevel at fortsætte refleksionen ved at indskyde at paradiset på samme måde som helvede tjener egoets polarisering mellem godt og ondt og altså giver fodfæste for et sted at bevæge sig væk fra og et sted at bevæge sig hen i mod. Giver næring til sammenligning og evaluering, til differentieringen mellem godt og ondt. 

Motivationen for indlægget her var at forsøge mig med noget der ikke er så indlysende smukt, rart, fantastisk eller eventyrligt som jeg ellers ville kaste mig ud i.

Det at prise livet kan for mig blive lyserødt og rosenrødt og jeg forsøger mig her med et mere neutralt perspektiv, som samtidig med at det skræmmer mig lidt, også føles befriende, altså ikke at have et svar eller en løsning.

kh Claus

__________________________

Claus V

Hej begge to

Hverken helvede eller himmel findes, som noget konkret, det er alene tanker. Tanker er flygtige, delikatesser med kort levetid. Forestillinger er tanker sat på henkogningsglas. Det får de ikke mere substans af, men vi tror det.

Så kom troen på banen :-)... det vi ikke helt præcist ved, bliver til noget vi tror på. Alt dette kan der opponeres mod, der kan krydses verbale, og indimellem ægte, klinger grundet "tro".

Det der overspringes, er vores prægning af familie miljø og kulturkreds. Himmel og Helvede udspringer vel for os tre af den kristne kultur, men hvis vi nu som experiment lader som om denne prægning ikke fandtes, hvad ville Claus's ord om himmel og helvede så afstedkomme?

Nysgerrighed? Det ku jo være to byer han snakker om, måske har jeg kun været i den ene, gad vide hvordan der mon er i den anden osv... Det ka osse være jeg syns han snakker om "en by i Rusland..."

Jeg savner jævnligt frihed i dialog, frihed fra alle de sædvanlige theser og trosretninger, der ligesom tager udgangspunkt i at den anden part er forkert på den, og jeg har ret. Eller endnu mere potent: VI har ret.

Hvad er der blevet af den åbne klarøjede nysgerrighed, dette "wauw, han har jo ikke noget tøj på ham der Kejseren". altså fraværet af et hvorfor, blot seende at denne mand har ikke noget tøj på:-)

Det er sjældent jeg oplever den intensitet i nuet, som dette wauw, for mig, er udtryk for. og når det sker er jeg glad og mangelfri.

Læsende Claus's tekst bryder et wau frem

Tak for det du

og så har jeg forresten fødselsdag sammen med fanden

vh Palle GreyT

__________________________

Palle Jensen - Fortatter & clairvoyant

Følg med på http://www.greyt.dk
Læs mere på http://www.aktiv-clairvoyance.dk
Din ryg smiler når du sidder i en BackJack stol

 Det er bare tanker, tanker er ikke virkelige, tanker kan vi ikke bruge til noget. Det er udmeldinger jeg hører mange steder fra i personlige udviklingssammenhænge. Men det er da helt vildt så meget tanker betyder i mit og mine klienters liv. Så noget må de tanker da kunne!!

Det var vist et sidespring i forhold til skærsilden, frygten for død og undergang. Mit indre røde stoplys der lyser advarende når jeg bliver for længe ved en negativ tanke, når jeg giver opmærksomhed til det grusomme og ækle i livet, uden at huske på skønheden må være baggrunden for det ækle. Og omvendt.

Og den der udfordrende objektivitet der ikke behøver at have skønhed, kærlighed og sandhed som parameter for at opleve. 

Det er at gå på opdagelse uden kontekst. Og det er simpelthen umuligt. Eller helt vildt tæt på næsten umuligt. Alt defineres af en kontekst??? Vores opdagelser, vores oplevelser og vores vurderinger af livet er kontekstafhængige! 

Og så er der måske nogen gange hvor vi alligevel formår at være i et rum uden kontekst og jeg kender i hvert fald oplevelsen der minder, eller er tæt på. Og den frygt der opstår når det jeg ved eller vidste ikke længere skaber tryghed i mig og omkring mig.

Det var lige sådan et øjeblik jeg havde kontakt med da helvede, lidelsen og magtesløsheden fik lov til at fylde lidt længere end jeg normalt tillader.

Jeg runder disputsen af her og vender tilbage fra en anden vinkel i et nyt indlæg en anden gang :-)

__________________________

Claus V

Lidt for positivt og optimistisk - plads til det mørke af Claus v. Nielsen