Skriv så folk forstår det, hvis du vil tjene penge

Der er alt for mange dygtige terapeuter, coaches og lignende, der skriver for fagligt, for indforstået og med sig selv i fokus.

Hvis du hører til ovenstående, så har jeg noget velment, konstruktiv kritik til dig. Udover at være at psykoterapeut og coach, er jeg nemlig også så heldig at have mange års erfaring med markedsføring og god kommunikation.

Og før du kaster dig over min artikel med den røde tusch og gør opmærksom på stave- og kommafejl, vil jeg skynde mig at skrive, at det også er vigtigt at skrive korrekt. Selvfølgelig. Men ikke så vigtigt, som det budskab, der ligger i linjerne (jeg har mit fokus på budskabet i denne artikel).

Sådan er det også med din hjemmeside og hvor du ellers markedsfører dig.

De fleste læsere har det fint med lidt skønhedsfejl, men hvis ikke de forstår DIG og føler, at du ikke forstår DEM, så er de lynhurtigt videre til den næste. Du har faktisk ikke mange sekunder til at fange din læsers interesse. Du kan bare se på (eller få nogen til det) din statistik på hjemmesiden, så vil du opdage, hvor kort tid, det drejer sig om.

Det er så ærgerligt, for du er jo skrap til det, du laver, ikke? Og selvfølgelig skal du fortælle om det. Du skal også fortælle noget om, hvordan du er nået frem til den viden og erfaring du har. Det er bare ikke det første, du skal skrive. Det er ikke dig, der er hovedpersonen. Det er din læser, nye kunde, klient.


Når folk henvender sig til dig (og mig), så er det fordi, de har et behov

Der er noget, de gerne vil have løst. Have hjælp til. Det behov skal du fortælle dem, at du kan dække. Det er det allerførste, du skal skrive om.

Du skal forestille dig, at du sidder i din læsers situation. Forestille dig, at DU sidder med nogle udfordringer, du gerne vil have hjælp til at få løst.

Hvad mon læseren for eksempel tænker om noget lignende den her?
 
”Velkommen til min hjemmeside. Jeg hedder Åge Hammershøj Krabow og er EP Coach, intuitiv blueprint master og gestaltterapeut MPF”

Jeg er ret sikker på, at de fleste ikke-faglige, gennemsnitlige mennesker tænker noget a la ”Ja, ja, det lyder da meget fint, men hvad betyder det, og hvad kan du gøre for mig???”

Nogle gange læser jeg tekster og tænker på, om målgruppen er fagfæller eller ”almindelige” mennesker? Hvis det sidste er tilfældet, så duer ovenstående eksempel i hvert fald slet ikke.

Du har måske selv prøvet at skulle købe en ”dims” og en ”dippedut” i et byggemarked eller en elektronikbutik, og så blive mødt af en sælger, der snakker fuldstændig sort, og slet ikke møder dig der, hvor DU er?

Den oplevelse ønsker du ikke for din læser!

Start med noget meget mere indbydende og empatisk som for eksempel: ”Har du brug for hjælp til.., vil du gerne have…, sådan får du…” og lignende. Gå lige til sagen med det samme. På modtagerens præmisser.


Lav en overskrift, der er til at forstå - og ikke til at stå for!


Du er blevet Googlet eller anbefalet, tillykke med det.  Så langt, så godt. Skynd dig at bruge dine dyrebare sekunder til at vise, at du har det, din læser kom efter.

Det gør du blandt andet ved at have disse syv ting i baghovedet, når du skriver: 

 

  • Sæt dig i læserens sted (hvad har han/hun brug for?)
     
  • Mød læseren der, hvor læseren er (men undervurdér aldrig læserens intelligens eller overvurdér læserens interesse)
     
  • Skriv en fængende overskrift (kort, præcist, sigende – og uden punktum i øvrigt)
     
  • Fjern fagudtrykkene fra forsiden (om på en underside med dem)
     
  • Begræns dine fagudtryk og forkortelser i det hele taget (skriv ordene helt ud - eller oversæt dem, du nævner)
     
  • Få nogen, der ikke har forstand på det du laver, til at læse dine tekster igennem
     
  • Tænk i budskaber først (og husk så stavekontrol og korrekturlæsning bagefter)
     

Der er selvfølgelig mange, mange flere ting, du kan gøre og sætte dig ind i for at skrive gode tekster og markedsføre dig selv. Men følger du de råd, du lige har læst, er du nået et godt stykke vej.

God fornøjelse!
 
 
 
  

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

 

Kære Charlotte,

Fuldtræffer. At kunne skrive brugerorienteret og at vide hvordan du opbygge tekster så det imødekommer de besøgendes behov, er det vigtigste succeskriterium både for markedsføring og i forhold til at blive fundet og kontaktet på nettet. Ikke for at reklamere, men så alligevel, det er præcis derfor at jeg har lavet Levlykkeligt’s web- og skriveskole. Interesserede kan begynde her: http://levlykkeligt.dk/levlykkeligt_skriv_selv_skole

Alt det bedste
Jens

__________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Tak for positiv modtagelse og et godt tip Jens!

Kh
Charlotte

Rigtig! Og vi skal huske, at ALLE mennesker stiller ind på den radio station der hedder: Hvad er der i dette, som JEG kan bruge. Tænk we istedet for me. Når vi fortæller om os selv, skal det altid være med det formål, at det bringer værdi til andre at høre vores historie. 

Kh

Gitte Koldtoft 

 

Helt enig, Gitte. Tak for kommentaren!

Kh
Charlotte

Terapeuter, coaches, behandlere: Vil du tjene penge så skriv så folk forstår det. Bliv klogere med Charlotte Palm's blog på Levlykkeligt.dk