Har du et problem, du bare ikke KAN løse?

Måske gør du det sværere, end det er. Nogen problemer kan du nemlig løse på et splitsekund.

Kender du det, at du har et problem, du bare ikke kan få løst?


Som du vender og drejer igen og igen? Det popper op i tide og utide, og du skubber det om i baghovedet. Det føles fuldstændig uløseligt. Og det irriterer dig voldsomt!

”Hvorfor pokker kan jeg ikke få løst det problem? Nu har jeg gået og tænkt over det så længe. Hvor svært kan det være”, tænker du måske.
 

Måske gør du det sværere, end det er?

Nogen gange tipper det nemlig over for os. Vi tænker og tænker, så vi er ved at drive os selv til vanvid. Og pludselig kan der ske noget rigtig interessant og godt at være opmærksom på:

Det er ikke problemet, der er problemet mere. Det er blevet til et nyt. Og det nye problem er, at du ikke får løst dit problem!

Det kalder jeg at lægge et problem oven på problemet. Nu har du to problemer. Både det oprindelige, og så dét, du selv har skabt oven i. Det er det nye problem, der forhindrer dig i at løse det gamle.

Hvis du stopper den der, kan du komme videre.

Giv slip på tanken om, at du ikke kan løse dit problem.

I samme splitsekund har du reduceret dine to problemer til ét.

I stedet for at begynde at undersøge alle mulige gode grunde til, at du går op i, at du ikke kan løse problemet, så parkér den lige til et andet tidspunkt. Du kan eventuelt skrive det ned, og tage det frem en anden dag.

Det kan godt være, at det river og slider noget i dig, for der var selvfølgelig en god grund til, at du sådan stak af fra problemet (udsatte beslutningen, prøvede at glemme det, lavede overspring, skabte et nyt problem). Det er bare ikke nu, du skal tænke på det.

Lige nu skal du kun forholde dig til selve problemet. Helt konkret.

Jeg kan selvfølgelig ikke fremtrylle et svar på, hvad der skal til, for at du får løst lige nøjagtig dit problem.

Men hvis du oplever den situation, jeg lige har beskrevet, så håber jeg, at du er opmærksom. At du fanger, hvad der foregår, kan give slip og ”nøjes” med at skulle løse det oprindelige problem.

Et par fif til at finde svar er:

  • Når du prøver at finde en løsning, og tanken om at problemet ikke kan løses dukker op, så prøv at formulere det sådan her i stedet:
    ”Hvad nu, hvis jeg KUNNE løse det? Hvis jeg nu virkelig kunne løse det her problem, hvad ville jeg så gøre?”

    Hvad er det første, der falder dig ind?
     
  • Du kan også prøve at forestille dig, at én du kender har præcis det samme problem:
    Hvad vil du råde vedkommende til at gøre i den situation?

    Hvis jeg var dig, ville jeg…?


Der er mange andre måder at finde frem til løsning af problemer på, og her fik du et par ideer, og ikke mindst en opfordring til ikke at skabe flere, end dem der er.
 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Du har et problem, du bare ikke kan få løst. Få tips her af Psykoterapeut Charlotte Palm.