Giv slip på negative tanker ved at bruge din indre ”tænd-og-sluk” knap

Frihed er at kunne vælge. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker i verden omkring os, men vi er født med friheden til at vælge, hvordan vi vil reagere på det, der sker. Ingen kan styre vores tanker, så inde i os selv vil der altid være frihed.

Vi kan lade os rive med, lade os lokke, men det er et valg, vi har. Vi kan vælge at tænke negative og selvdestruktive tanker, og vi kan vælge at tænke glade og positive tanker. Og begge dele er godt. For det er valget, der gør hele forskellen. Det er frihed. Der er tider, hvor vi har brug for at lade triste tanker fylde. Men der også tider, hvor vi ikke ønsker at tænke negativt og kan føle os fastlåst.

Victor Frankl sad i mange år i koncentrationslejr, og var udsat for de værste rædsler, man kan forestille sig. Han overlevede, fordi han var bevidst om, hvordan han selv var herre over sine tanker. Ingen kunne nå ham der, og han valgte at tænke tanker om frihed og glæde. Tankerne manifesterede sig i virkeligheden, og han slap ud derfra. Han har skrevet mange bøger, og er forbillede og toneangivende indenfor psykoterapien.

Hvordan vælger du at bruge din indre frihed? Hvis du synes, der er for mange negative tanker, så prøv at tænke på, at de er dit eget valg. Du har muligheden for at give slip og tænke anderledes. Du ER ikke dine tanker. Tanker er kun tanker.

Det er muligt, at du lader dig styre af tanker, der er så svære at håndtere, at du har brug for en god ven, en terapeut eller en anden til at hjælpe dig med at få dem vendt. Men du kan måske selv gøre noget for det.

Det kan godt være en udfordring, for mange tanker er blevet automatiserede, og vi når ofte slet ikke at opdage dem, før vi er i dårligt humør, og nærmest ikke kan huske hvorfor. Så det første skridt på vejen er at blive bevidst om sine tanker. At forsøge at sætte farten ned, finde noget ro og måske spole lidt baglæns på den ”indre båndoptager”. Hvad skete der lige før, jeg fik det sådan?

Når du er bevidst om, hvad dine negative tanker er, så accepter dem. De er der, og det er ok. De er et signal til dig om, at der er noget, du gerne vil have skal være anderledes. Er det noget, du kan og vil ændre på, så skal du selvfølgelig gøre det. Agere i stedet for at reagere. Men er det tanker, der bare ikke vil dig noget godt, så kan du prøve at forestille dig, hvordan det vil være at give slip på dem. Spørg dig selv, om du behøver dem? 

Du kan aktivere en indre tænd-og-sluk knap i tankerne på samme måde, som du med kroppen kan holde fast eller give slip i noget. For at få en fornemmelse af, hvad jeg mener med det, så prøv at tage fat i kaffekoppen, kuglepennen eller hvad du lige har i nærheden. Hold godt fast, rigtig godt fast. Mærk hvordan du bruger kræfter på at holde fast i tingen. Du kan vælge at holde hårdt fast, du kan vælge et løsere greb, og du kan vælge at give slip. Tingen, som du holder fast i, er ligeglad. Den reagerer ikke. Det er bare en ting.

Og som med tingen er det også med tanken. Det er i virkeligheden bare en tanke. Et billede på din indre computer, din hjerne. Og den er din. Du ejer den, du har ansvaret, og du bestemmer over den.

Prøv så at holde rigtig godt fast i den også. Lad tanken fylde dig. Mærk hvordan kroppen arbejder med, og tanken breder sig og sætter spor der også. Og gør så med tanken som med tingen før – giv slip! Slap af og giv slip. Hvordan føles det? Bemærk, hvordan du med så enkel en handling, kan mærke en lettelse. Mærk, hvordan du har magten. Tænd, sluk, tænd, sluk.

Det kan godt være, du skal gøre det nogle gange. Men i første omgang er det vigtigt, at du forstår - ikke bare med hovedet - men mærker i kroppen også, at du har en indre tænd-og-sluk knap, som du kan aktivere. Efterhånden som du har gjort det nogle gange, vil du hurtigt kunne fange og bremse en tanke, du ikke har lyst til at have, og give slip på den. 

Du vil også opdage, at du vil få færre negative tanker. Når du får større bevidsthed om, hvordan de negative tanker myldrer, og at du har magten over dem, vil det få dig til at tage færre ind. Du vil kunne tage mange af tankerne i opløbet, kan man sige. Dermed bliver der også mere plads til positive tanker, og du får meget mere energi og glæde.  

Tænd og sluk – hvad vælger du?

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Giv slip på negative tanker ved at bruge din indre ”tænd-og-sluk” knap