Er spiritualitet bare en ny religion?

Anonym

Hvis vi opsætter retningslinjer for, hvad der er rigtigt eller forkert at tro på, har vi bombet os selv tilbage til alt det, vi ville væk fra

Det er en spændende tid, vi lever i. Flere og flere får øjnene op for, at der er andre måder at leve og være på end tidligere. Den Nye Tid kalder nogen det. Andre kalder det noget andet. Men uanset hvad man kalder det, så er der vist ingen tvivl om, at de gamle, traditionelle religioner er udfordret i disse år.

Det er meget oppe i tiden ikke at tro på noget, hvilket i sig selv også er en slags tro. Og så er der rigtig mange, der har fundet en ny slags tro og kalder den for spiritualitet.

Der er noget, der kunne tyde på, at vi som mennesker til stadighed har brug for at tro på ”noget”, og at vi har brug for et tilhørsforhold til en gruppe af ligesindede. Nogen, der tænker og tror som vi selv.

Mange af os ønsker også fred i verden.  

Der er lige så mange forskellige definitioner på spiritualitet, som på så meget andet. Det afhænger af, hvem man er, og hvor man bevæger sig.

Det er rigtig interessant at iagttage, hvordan der i forskellige gruppesammensætninger synes at opstå en enighed om, hvad ”rigtig spiritualitet” er. Hvad en spirituel person er for én, og hvordan man så skal være i verden på. Hvad man skal synes og mene. Om alt muligt. Lige fra de store tanker til den praktiske hverdag. Om jorden er ved at gå under eller ej. Hvad man skal spise eller ikke. Hvordan man klæder sig. Hvilke ritualer, man skal udføre. Og så videre.

Endnu mere interessant er det at tænke over, at hvis noget er rigtigt, så må noget andet jo være forkert, og hvad er så det? Hvad er forkert? Er der overhovedet noget som helst, der er rigtigt eller forkert? Hvilket regelsæt skal man følge? Grundloven? Karmaloven? Moral og etik?

Det er virkelig spændende at tænke lidt over, hvad moral og etik kommer af, og om det er veje, man vil følge. Meget af det stammer netop fra de gamle religioner. Så mange af de ”regler”, som vi har opsat for hinanden som værende vores måde at være i verden og overfor andre på, har afsæt i tusinde år gamle genfortalte historier. Nøjagtig dem, som nogle mener, de ikke tror på mere, men alligevel følger.

 
Betyder det så, at de traditionelle religioner ikke kan bruges eller at de ikke er sande?

Det mener jeg ikke så meget om. Jeg ved kun, hvad min egen sandhed er, og jeg tager det til mig, som jeg synes, at jeg kan bruge. Jeg ved, hvad min ”spirit” mener. Jeg ved, hvordan min egen definition på spiritualitet er. Og det er et helt bevidst valg, at jeg ikke skriver om den. Hvad din sandhed og dine definitioner er, må være op til dig.

Men jeg synes, at det er værd at tænke over, hvad det egentlig er, vi har gang i. Og at vi tager mere ansvar for os selv og den verden vi lever i. At vi ikke bare hovedløst følger trop og kalder det noget andet med fare for at gentage den del af historien, som vi ikke ønsker.

Og lige præcis det, kan sagtens ske igen. Hvis vi samler os i grupperinger, og begynder at føle os mere rigtige end andre. Hvis nogen begynder at missionere og forsøge at overbevise andre om, hvad der er den rigtige måde at tro på, er vi lige vidt. Tryk avler modtryk.

Selv med de bedste intentioner kan man skabe ufred i forsøget på at skabe fred.

For hvad er fred? Er fred enighed?

Det tror jeg ikke, at det er. Jeg tror, at den eneste måde, vi kan være sammen på uden at støde sammen, er ved at give plads. Plads til forskellighed. Ved at være ikke bare tolerante, men også rummelige. Vi kan sagtens mødes i mindre fællesskaber og have fælles interesser at samles om. Så længe vi også accepterer, at der er nogen, der samles om noget andet. Der er masser af plads til det hele. Hvis vi giver lov til det.

Og det kan også være, at vi bare skal kvaje os igen og igen. Det tror jeg nu ikke, at vi skal.

Hvad tror du? På?