Du har ikke nødvendigvis (haft) de forældre, du ønsker dig. Du har de forældre, du har.

Mange bruger meget, måske ikke bevidst, energi på at forsøge at lave om på virkeligheden og på fortiden. Ved at holde fast i et helt forståeligt ønske om, at ting burde være anderledes.

Jeg har haft mange i terapi, som stadig, som voksne, hungrer efter anerkendende ord fra mor eller et knus fra far. De ord eller den berøring, de aldrig fik, men stadig savner. Hvor fortvivlelsen har sat sig fast, og der stadig lever et lille barn indeni, der aldrig helt blev fyldt op. Hvor ønsket om noget bedre og noget andet er så brændende, at de selv er ved at brænde op. Af sorg, af længsel. Hvis bare det havde været anderledes…  

Der kan det være en stor befrielse at nå frem til at erkende og acceptere tingene, som de nu engang er og var. At acceptere betyder ikke, om noget er i orden eller ej, i min forståelse. Det betyder, at det er sådan, det er.

Du kan lære at give og tage imod det, du har behov for. Både i forhold til dig selv og andre. Det kan man gøre på mange måder, men det første og vigtigste skridt er at give slip. At give slip på tankerne om, at noget burde være anderledes, end det var.

Så længe du holder fast i de tanker, plager de dig, for det kommer aldrig til at ske. Du diskuterer med virkeligheden, og den diskussion kan du kun tabe. Det var ikke anderledes. Der var det, der var. Det var godt, og det var skidt. Der kan være ting, der har såret dig, og der kan være ting, der har styrket dig. Men uanset hvad, så kan de ting hentes frem igen, og ses på med andre, nye øjne.

Du kan ikke lave om på din opvækst, men du kan arbejde med at se anderledes på den, så den ikke længere smerter dig.

Der er ingen, der får børn for at behandle dem forkert. Noget andet har været på spil. Der er heller ingen forældre, der har som mål at være dårlige forældre. De har gjort det, de kunne gøre. Med de ressourcer de havde.

Måske kan du en dag tilgive, måske når du aldrig der til. Men en forståelse af, hvorfor dine forældre har gjort, hvad de gjorde, er godt. Hvad kom de selv fra? Hvad var deres intentioner?

Du kan måske oven i købet med tiden nå frem til en slags forståelse af, at du ikke ville være det enestående menneske, du er i dag, hvis ikke det netop havde været på grund af det, du har oplevet.

Oplevelserne kan være dem, der driver dig til at gøre det modsatte af det, der skete - eller mere af det, der manglede og var for lidt af. Du kan bryde mønsteret. Og den del af din historie kan være din læring i at være mere omsorgsfuld og rummelig overfor dig selv og dine omgivelser.

Du kan tage den del af din bagage med dig, som du ønsker at beholde og leve videre med. Og du kan sætte den del fra dig, som du ikke længere vil bære på.

Det er ikke sikkert, du kan gøre det selv. Måske skal du have hjælp til det.

Men det er muligt.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Du har ikke nødvendigvis (haft) de forældre, du ønsker dig. Psykoterapeut Charlotte Palm på Levlykkeligt.