Trump som præsident! Skriv grundangsten væk

Det skal skrives væk!

Da jeg vågnede i morges, tjekkede jeg nyheder og fik akut ondt i maven: Donald Trump bliver den næste amerikanske præsident!

En mand, der er ligeglad med miljøet, at betale skat, fattiges mulighed for at få Health care osv. En bange mand, der er sig selv nærmest. En konspirationsteoretiker. En mand, der taler nedsættende om kvinder og om alle dem, der kommer udefra.  

Vi lever i et samfund, hvor kløfterne bliver dybere. I stedet for at bygge op med visioner, der kan samle, så søger man at bygge mure. I bogstaveligste forstand.

Bange for fremtiden

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilken verden, vi giver videre til vores børn og de næste generationer. I dag er jeg bange for fremtiden og skal passe på ikke at give min grundangst videre til ungerne. 

Først var jeg tom for ord, lammet. Og så var det, at jeg griber til det eneste, jeg ved, som kan hjælpe mig til at komme ud på den anden side og være til stede i dag, få arbejdet og møde verden: At skrive.

Skrive det væk. Eller ikke væk, men at placere tankerne, følelserne, frygten på papiret, så jeg kan være med det. I en notesbog. 

Pas på din indre verden

Får derfor bare lyst til at give nogle skriveøvelser videre. Det er ikke et værktøj til at forandre verden, men det er en metode til at passe på din indre verden, når den ydre buldrer.

Det kan godt være, at du ikke deler min frygt, men det kan være, at der er noget andet, der fylder i dit liv lige nu. Noget der er svært at bære og rumme. Det er ikke en mirakel-kur eller 5 trin til et fantastisk liv, men at skrive lidt, når tankerne tager over, gør altid en forskel for mig. Ikke mindst i dag.   

Skriveøvelser

Grib pennen, eller tasterne, og gør en af disse ting:

Skriv i 10 minutter uden at stoppe. Nonstop-skrivning. Få det ud. Skriv alt det ned, der er svært lige nu. Du må gerne gentage dig, du må gerne brokke dig, du må gerne skrive 'dårligt', du må gerne give slip.

Skriv et brev fra et livsklogt menneske, du beundrer, til dig. Det behøver ikke at være en, der lever, eller du i virkeligheden har mødt. Hvad vil personen råde dig til i denne situation? Hvad skal du huske på, og tage med dig. 

Lav en liste over 10 ting, du kan glæde dig over. Lige nu. Det kan være dit helbred, din familie, at det sner, og du kan nyde en kop kakao ved pejsen i aften ...

Jeg valgte nonstop-skrivningen. Havde bare brug for at få tankerne ud på papir, så må jeg senere tænke konstruktivt ... Hvad vælger du? Levlykkeligt.dk er jo spækket med inspirerende blog-skribenter, så jeg vil også gerne høre, hvad I andre gør, når I står med noget, der er svært, herunder. 

 

__________________________

Charlotte Heje Haase, Skrivementor og forfatter

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Trump som præsident! Skriv grundangsten væk