Morgensider - og hvorfor de er så Geniale

En af mine forbilleder indenfor skrive-tilgangen er Julia Cameron. Hun slog igennem internationalt med bogen ”Kreativitet”, hvor hun  guider til et mere kreativt liv med synkronicitet.

Som tidligere alkoholiker blev hun inspireret af de tolv trin i afvænningsprogrammet og kombinerede formen med sin kendskab til at være kunstner, og det blev der en meget praktisk og omfattende håndbog ud af, der har ændret mange menneskers liv og gjort folk mere kreative. Også mit.

Jeg vil gerne anbefale Kunstnerstævnemøder og Morgensider.

Morgensider er at skrive tre sider uden at stoppe eller redigere om det, du lige har på hjerte. Det behøver ikke være sammenhængende og kan være en strøm af tanker. Du må ikke stoppe op, og du skal ikke vise dem til andre. Det er dit frirum. Hun anbefaler, at man skriver dem i hånden og om morgenen.

Morgensider er simpelthen geniale, og hvis du ikke har prøvet det, så start nu. Jeg skriver dem i perioder (om aftenen), hvor jeg har behov for at få styr på mine tanker, eller hvis der er noget, jeg brokker mig meget over. Når jeg så har skrevet det længe nok, så plejer jeg at se mere klart og handle på det. 

I forhold til skrivningen er det også en effektiv indledende metode til at tømme hovedet og at varme op til skrivningen. Hvis alt støjer indvendigt, så kan det for mig være virkelig virkningsfuldt at skrive tre sider uden at stoppe om alt det, der er på hjerte lige nu – lidt ligesom en sharing – hvor man får et begrænset antal minutter til at sætte ord på det, man er fyldt op med, uden at folk må kommentere på det efterfølgende. De skal bare lytte.

Og når du har skrevet dine mest støjende tanker ned, så mister de lidt sin kraft. Og så kan man skrive mere uforstyrret.

 Kunstnerstævnemøder er noget, hun anbefaler til alle kunstnere (hun definerer alle skabende mennesker som kunstnere - uanset om man er bager, skomager eller maler). Som forfatter er du meget oppe i dit hoved og giver meget af dig selv, og hendes pointe er, at når du er et kreativt menneske, så giver du til verden, og så skal du også huske at fylde dig selv op.

Kunstnerstævnemøder er noget, jeg gør en gang om måneden. Jeg gør noget uventet og ser, hvordan det føles. Det kan være, at det er en tur alene i teateret eller at tage en ny rute på vej til arbejde. Ved at bryde ud af vanens gentagelse og åbne op for eventyr og at overraske dig selv forkæler du din indre forfatter.

 

Skriveøvelse: Sæt dig ned med tre A4 sider eller en notesbog og skriv tre sider. Skriv uden at stoppe eller redigere. Bare skriv, hvad du har på hjerte lige nu og her.

Gør det en uge og mærk forskellen. Du bliver mere klar i spyttet og bevidst om dine tanker - samtidig med, at de ikke støjer så meget. 

Kreativitetsøvelse: Byd dig selv op til leg en gang i løbet af denne måned. Køb et malersæt i Tiger og sæt en time af til at male, selvom du ikke har gjort det, siden du var 14 år. Næste gang det regner så gå ud og dans i din have og hop i en vandpyt.... kun fantasien sætter grænser.

Hvis du har prøvet, skriver eller vil skrive morgensider eller kunstnerstævnemøder, vil jeg meget gerne høre om dine erfaringer i kommentarfeltet.

 

God fornøjelse. Skriv for pokker

Kh. Charlotte Heje Haase, Forfatter og skrivementor. 

 

 

 

 

__________________________

Charlotte Heje Haase, Skrivementor og forfatter

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Julia Camerons morgensider - vejen til kreativ skrivning