Er du træt af at bluffe?
Hendes store lod i livet var, at opretholde det store bluffnummer; at hun var værdig.
Hun brugte meget energi på at skjule hvem hun var, hvor lille hun var, mens hun inderligt bad om held og barmhjertighed på sin vej. Livet var skræmmende, fremtiden syntes dunkel og uvis. Den var uden for hendes kontrol, men også uden ansvar. Hun gjorde sig ikke fortjent til de smukke ting i livet og måtte tage hvad der bød sig. ”Man skal yde før man kan nyde” og hun gjorde så lidt som muligt. Så gør man da ikke noget forkert. Og det var det værste man kunne, gøre noget forkert.
”Gør det perfekt, eller gør dig usynlig.”
Det hårdeste job af alle
Hun skulle signalere at hun var ligeværdig til andre, at hun havde styr på livet. At hun havde mål og mening. Frygten for en stor afsløring var konstant. Hendes skæbne var i andres hænder og den værdi hun tillagde sig selv, blev spejlet hvor end hun kom. Den blev cementeret gang på gang og forstærkede følelsen af at være svagere eller dummere end andre, uværdig og uden de samme rettigheder.
Samtidig var hun uvidende om, at hun faktisk havde det hårdeste job af dem alle, at lade som om, med træthed og sygdom som endnu en konsekvens.
Nu stod hun endnu en gang ved en skillevej og forbandede lyset der satte spot på alle fejl hun havde begået. Ensomheden, det tabte liv og stilstanden.
Den selvvalgte ensomhed og den velkendte smerte hun havde levet med, var tryggere end at vise omverdenen sin sårbarhed og træde ud på ukendt grund. Det var tryggere end at se frygten og sig selv i øjnene. Sådan én var hun i hvert fald ikke, evnerne havde hun ikke og hvad var der på den anden side? Ydmygelsen ved at blotte sig, ville uden tvivl være ødelæggende og slette hende fra eksistensen. Sådan føltes det.
”Hvis ikke jeg er dén person mere, hvem er jeg så?”
Man får hurtigt skabt sig en ”tryg” identitet, om end man bluffer.
Men længslen efter at bryde ud, rev hende nærmest itu.
Måske er der håb for forløsning idag?
Hun anede et mønster, når hun kiggede tilbage gennem generationerne. Hun mærkede tyngden af håbløshed, magtesløshed, tristhed og mindreværd når hun havde kontakt til sin mor og anerne før hende. Hun kunne, med sine forfædre i ryggen, tage fat om dét der havde tynget så længe. Måske kunne al den sorg forløses kærligt nu?
Hun fornemmede at smerten kun var delvis hendes. Der var en tråd der gik igennem generationerne, med en arv hun gerne havde undværet.
Vi har altid et valg
Vi kan vælge at slukke lyset og læne os tilbage i det velkendte mørke. Her skal du ikke præstere, konkurrere eller blotlægge dine mangler. Du bliver sandsynligvis endnu bedre til at undertrykke dine følelser og falder tilbage i det mønster du dybest set hader. Et mønster med øjeblikstilfredsstillelse og misforstået selvomsorg. Når du holder dig selv nede, dine behov, din stemme, din passion, mister du kontakten til dig selv og evnen til at skabe gode relationer. Du mister DIG. Vi mister enestående dig!
De næste generationer skal gives noget andet, noget bedre. Synes du ikke?
Forfædrene har mere at byde på
Vi kan også vælge en tilgang hvor vi er nysgerrige på os selv. Hvor vi tager udfordringen op og nænsomt udforsker al den ”tabte tid” og lader den oplyse vores videre vej. Vi lærer af den. Vi finder veje til inspiration og finder vores mod. Vi opdager de finere kvaliteter ved os selv og styrken i vores skyggesider. Vi finder og erkender alt det vi er. ” It’s a long way, but a road to everywhere.”
Og vejen er brolagt med alle nuancer af livet. De glade samt de svære stunder, som du mærker, lærer af og bevæger dig videre fra.
Jeg kan godt forstå at du er træt
Men forfædrene har andet at byde på end den tunge arv.
Her er stærke mænd og kvinder, som har gået den samme vej som dig og når du læner dig ind i stilheden, mærker du dem bag dig. De er med dig og smiler kærligt til dig,
”godt gået”.
Kan du mærke det?
Blogs til inspiration:
Søg det som er
Vi beskytter os fra det liv vi ikke vil mærke
Lifecoach og mentor
Tine Hallum
__________________________
Tine Hallum, mentor og lifecoach, Djursland.
Meditation og livskunst.