JEG VIL JEG VIL JEG VIL!!!

Anonym

 Alle følelser er.

Punktum

Min kloge ven bliver ved med at huske mig på det. Og nu husker jeg dig på det. Alle følelser er bare. De kan ikke være forkerte eller rigtige, negative eller positive. De kan være nemme eller svære at være i. Men som udgangspunkt er de bare. Punktum.

Lad os tage den tanke med ned i supermarkedet klokken 17.11 på en onsdag i marts. Hvor en mor har placeret den yngste i indkøbsvognen og den 4-årige nuldrer frit omkring. Eller frit og frit, det er nu så meget sagt. Han mærker jo, hvordan den usynlige snor hiver ham hen mod kiksene og kagerne, mod chipsene og hen mod slikket, så smukt og så velsmagende. Så helt fri er han ikke.

Mor bliver heller ikke fri for spørgsmålet: “Må jeg få sådan én?” Da han holder en rulle chokoladekiks i hånden. Og ved siden af mælken, hvor Kinder Mælkeshit lokker. Igen ved tilbudshylderne med mini-chokolader i storkøb. Og ved hylderne med knitrende chipsposer i de smukkeste farver. Spørgsmålet lyder igen og igen. Og svaret bliver ved med at være det samme: “Nej”. Kort og (mindre) godt (for drengen).

På den sidste del af turen frem mod kassen ved drengen af erfaring, at nu er det absolut sidste chance. Derhenne venter varebåndet og når først indkøbene ligger på det, er løbet kørt. Det er altså nu eller aldrig. I drengens hoved; vi voksne ved, at det er nu eller på fredag.

“Må jeg få sådan en?” spørger den 4-årige og holder en familiepose Matadormix frem mod moren. Denne gang har han stillet sig helt tæt på hende, så hun kigger lige ned i hans opadvendte ansigt. Store øjne og håbefuldt smil.

“Nej”.

Ordet er det samme som før, nu blot en anelse mere artikuleret; tonen noget fastere, øjenbrynene tættere på hårgrænsen og denne gang kommer nej’et med et enkelt, fast nik. Det skal være indkøbsturens sidste nej. Og det skal drengen forstå.

Og han forstår. Verden falder sammen. Den sidste rest af håb ryger ud af hans lille krop, som nu spænder helt op. Han knytter hænderne og ansigtet. Og skriger “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Også morens kropsholdning og ansigt gennemgår en øjeblikkelig forandring. Hun ranker sig, kniber munden sammen; varernes fart fra vogn til varebånd sættes op; kun æggene er hun forsigtig med. Hendes ord ryger ud i samme tempo, nærmest i takt med hendes bevægelser.

“Du kan godt droppe det! Stop det! Det er onsdag. Du får ikke noget. Og du ved det godt. Hold op med det skrigeri! Du får ikke noget”.

Drengen græder nu. Bliver ved med at gentage sit ønske. Smider et “dumme mor!” ind og nægter at bevæge sig videre. Det bliver for meget for hans mor, som skal pakke varer, betale og have styr på lillesøster. Hun vil bare ud og hjem.

“Nu stopper du altså! Det er jo ikke verdens undergang. Du ved, vi ikke spiser slik i hverdagene. Stop det!” Forståelig reaktion fra en presset mor. For sikke en larm. På det tidspunkt af dagen. Med alle de mennesker i butikken.

Men husker du, at vi tog en tanke med ind i supermarkedet? Tanken om, at der ikke findes forkerte følelser. At følelser bare er. Drengen vil vildt gerne have slik og det kan han ikke få. Det skaber følelser i ham – følelser af skuffelse og vrede. Og det udtrykker han. Det er muligt, han udtrykker vrede og skuffelse anderledes, end hans mor ville gøre. Og det er helt sikkert, at det larmer. Men når alt kommer til alt, fortæller drengen bare sin mor, hvad han føler. Og det er så svært for ham at være i de følelser lige nu, at det larmer. Han er ikke gammel nok til på en rolig måde at fortælle, at han er skuffet over hendes svar og vred over ikke at måtte få slik. Så han råber og larmer.

Og mor fortæller ham, at det ikke er i orden at være vred. Det skal han stoppe med nu!

Hvis følelser bare er. Og hvis vi tror, at børn hele tiden er i gang med at lære. Lære at være, lære at leve sammen med os, lære hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der ikke er. Er det så ikke vores opgave også at lære dem at være i de svære følelser?

Det komme vel tilbage til, hvilken betydning moren tillægger drengens reaktion. Hvis hun tror, han er i gang med at prøve at overtale hende, bliver hun irriteret over, at han ikke respekterer hendes nej. Men hvad nu hvis han ganske simpelt er i gang med at fortælle hende, hvordan han har det med hendes afslag? Så er det armene over hovedet, mor! Så er dit barn i gang med at øve sig i at udtrykke sine følelser. Sundt og godt. Så kan mor bare sige:

“Jeg kan godt se, at du bliver vred over ikke at få det slik (og jeg kan også høre det)” Punktum

Så er drengen blevet hørt. Moren får ikke talt sig selv op i det endnu rødere felt. Drengen har øvet sig i at udtrykke nogle følelser. Følelser som kan være svære at være i. Men som moren nu har vist ham, er helt naturlige at have, når vi bliver afvist.

En dag bliver denne dreng 14 år. Han vil blive stillet over for svære valg: skal han være med til at smadre busstoppestedet? Tager han imod den joint, der går på omgang? Tænk om han lige siden han var lille, havde lært at mærke og rumme sine egne følelser. Tænk, om han nu kunne mærke og handle på den følelse af frygt, han har. Tænk, om dét er, hvad der får ham til at forlade gaden og lade jointen passere.

Min kloge ven plejer at sige: hver gang vi får en svær følelse, er det en fantastisk mulighed for at øve os i at være i den. Vil vores børn opleve skuffelse og vrede flere gange i deres liv? Ja, mon ikk? Så lad os hjælpe dem med at øve. Lad os vise dem, at vi godt kan rumme alle deres følelser. Og at det kan de også lære.

Så armene over hovedet! Dit barn er i gang med at øve.

Punktum