Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken v Ane Christensen

Vi vil hellere tale om sex end om døden

Vi vil hellere tale om sex end om døden.

Det udsagn fik mig op af sofaen forleden.

For det sætter noget på plads i min verdensopfattelse og i mit arbejdsliv som krisepsykolog i Foreningen Cancerramte Børn og som ceremonileder ved bryllupper og begravelser uden for Folkekirken.

Så liv og død fylder meget i mit arbejde. Stor kærlighed ved bryllupper og stor sorg, når familier mister en nær person. Men også stor nysgerrighed efter, hvorfor det er så svært at forholde sig til livets afslutning. For vi KAN jo ikke leve uden døden.

"Den Gennemsnitlige Død"

Og der stod det –sort på hvidt - på skærmen på DR3 ’Den Gennemsnitlige Død’ – et program som modigt tager fat på at beskæftige sig med døden – både de andres og ens egen - i et lettere poppet, men dejlig afslappet TV-program, hvor helt almindelige mennesker fortæller om deres forhold til døden og hvor skuespilleren Mette Horn som en slags rejseleder siger: ’Jeg er ikke bange for at dø – jeg elsker bare at leve’.

De medvirkende bliver spurgt om deres ritualer, om deres dødsangst, om selve dødsøjeblikket og hvad sker der mon efter døden? Det giver den helt almindelige dansker sit bud på - befriende renset for teorier og ekspertudtalelser. Fyldt med oprigtige og interessante refleksioner over liv og død. Hvorfor er vi her ? Hvad skal vi nå ? Hvad giver mening ? Hvad er jeg bange for?  Hvordan vil jeg gerne ende mine dage? Og hvordan får vi snakket om det?

Dejligt afmystificerende og tabunedbrydende udsendelsesrække: http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2014/10/08/104807.htm

Der er byttet om på tabuerne: Sex har vundet over døden.                                            

For hvis danskerne har lidt svært ved at tale om deres eget behov for nærhed og sex, så er døden altså endnu sværere at beskæftige sig med – det er vores sidste tabu.

Inden for de sidste 75 år har de to tabuer byttet plads. Sexen har vundet over døden. Det var det, jeg helt uforberedt forstod.

Før i tiden var sex et kæmpe tabu - der blev ikke sagt og skrevet meget om det i det offentlige rum andet end indirekte i Biblen og i antydningens kunst i litteratur og malerier.

Men så gjorde kvinderne sig uafhængige, pornoen blev frigivet og det blev i orden at dyrke sex inden for - og i visse tilfælde også uden for - ægteskabet. Det nedbrød tabuet og i dag er sex til stede alle vegne i vores samfund i reklamer, film, reality shows og medier. You name it.

Men døden er jo fraværende i vores liv – få tør tale om den – endnu færre tør forberede sig på dens komme.

Før i tiden var døden til stede i livet på sin egen konfronterende måde. Og vi blev tvunget til at beskæftige os med den og forholde os til den.

Vi fødte mange børn, for vi vidste, at mange af dem ikke ville overleve. Sygdom og hårdt arbejde tog livet af os langt tidligere end nu. Og vi plejede og passe ofte vores døende i hjemmet, så det blev en naturlig del af livet.

Kig på Anchers billedet af den druknede fisker hjemme på spisebordet. Se hvor nysgerrigt børnene kigger med. De er en naturlig del af dødsprocessen og bliver ikke gemt af vejen. Det er ’hands on’.

Døden blev officielt afskaffet i 1950’erne.                                                                                                  

Men siden døden officielt blev afskaffet i 1950’erne og udliciteret til eksperterne, har den vundet kampen om sidstepladsen blandt danskerne tabuer. Vi behøver ikke beskæftige os med den mere, for det klarer andre for os. Nogle eksempler på udliciteringen fra vores postmoderne tid (udover børneinstitutioner, stylister, coaches m.fl.):

  • lægerne blev dygtigere til at behandle og vi kom på hospitalet og døde der i stedet for hjemme, hvis behandlingen ikke lykkedes
  • vores gamle fædre og mødre placerede vi på plejehjem - hvor de døde 
  • så blev de hentet af bedemanden og vi så dem aldrig igen

Jo – i en lukket kiste i kirken – men vi blev skånet for at se døden i øjnene helt bogstavelig talt og dermed beskæftige os med den mærke den og forstå den og måske acceptere den.

Det er ellers godt for sorgprocessen at beskæftige sig med døden helt bogstaveligt, hvis omstændighederne tillader det: vaske, ordne, bære, køre.

Det er konfrontation på den hårde måde – men efter min mening meget mere vedkommende og naturligt. Hvis man kan og tør. Og det er mit budskab: Gør det – hvis det er muligt.

Det har jeg erfaret igennem årene som krise psykolog og ceremonileder.

De familier, der følger de oprindelige og naturlige drifter om at tage sig af deres døde, har en helt anden og mere oprindelig sorgproces. Og misforstå mig ikke – smerten over at miste sit barn bliver ikke mindre eller nemmere. Men hvis man har passet og plejet sit syge og døende barn igennem meget lang tid, kan det være gavnligt at gøre det arbejde helt færdigt og ikke overlade de sidste opgaver med barnet til andre.

Det giver en helt anden forståelse og accept af, hvad der er sket, hvis man bruger sin krop fysisk som en slags rituel handling, der kan gøre det helt uforståelige mere forståeligt.

Vi må have døden tilbage.  

Ikke to dødsfald er ens.  Det afhænger helt af relationen og omstændighederne.  Og det vil jeg gerne komme tilbage til en anden gang. Men hvis både relationen og omstændighederne kan bære det, vil jeg  kraftigt anbefale at generobre døden i jeres liv, hvis I forstår?

Tal om den – forbered jer på den -    beskæftig jer med den – så bliver den altså mindre farlig. Læg selv ud med dine tanker og forestillinger eller stil åbne spørgsmål til dine pårørende: Hvad tror du der sker bagefter? Hvordan vil du gerne herfra? Hvordan vil du gerne mindes? Og se om ikke det lykkes at få hul på en naturlig snak om tankerne – både før – under – og efter døden. Både jeres egen og jeres families.

Så lad os sammen nedbryde tabuet over alle tabuer: Døden. Alle tænker på den – ingen tør tale om den.

PS: Jeg gav min gamle mor på 88 år en bog, hvori hun kunne skrive lidt ned om sin begravelse. Men min mor er meget berøringsangst for døden, så hun gik rundt om den og fik aldrig taget hul på den.

Så en dag, hvor hun var frisk og i godt humør, sagde jeg til hende: Nu gør vi det. Og med ført hånd fik vi noteret – ikke i bogen – men på papir ved siden af – alle hendes utrolig mange ønsker for hendes afsked.

Hun har været professionel korsangerinde, så der skulle blandt andet være et lille pigekor der sang ’Kom Maj du søde milde’ (hun er født i maj) kor og synges mange andre smukke sange og indslag.

Alle de andre ting fik vi osse styr på undervejs. Blandt andet, at hun havde lovet sin bror, at hun skulle ned ved siden af ham i hans grav. Men hun ville hellere på vores grav – det fik vi fixet.  Og hvem der skulle have hvilke smykker osv.

I virkeligheden havde hun jo gået og planlagt det indeni, men kunne ikke finde ud af komme ud med det. 

Efter et par dage kom hun over til mig og sagde, at hun var SÅ lettet. Nu havde hun fået skrevet det fint ind i bogen, så den lå klar og det var en kæmpe befrielse for hende. 

Mange hilsner 

Ane Christensen, Ceremonileder og psykolog

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

 

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: http://www.livsceremonier.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sex taler vi hellere om end døden. Læs hvorfor