Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

Hvorfor gifter vi os?

Bryllupper er egentlig en underlig størrelse i dag, hvor ingen løfter et øjenbryn, hvis to mennesker bor sammen uden at være gift. 

Tidligere var ægteskabet nødvendigt, hvis parret skulle have en lejlighed eller et barn, således at barnet kunne blive ’ægte’. 


Og man kan udleve sin seksualitet på mange kreative måder uden - som tidligere - at skænke det en tanke, at man burde vente til bryllupsnatten og fremvise de blodige lagner dagen derpå, som bevis på ægteskabets fuldbyrdelse. Men det er en saga blot i dag. 


Samtidigt er der vokset en single kultur op, der gør det ---  ikke bare acceptabelt, men også i perioder helt hip og cool at leve som singleperson. 


Alle de biologiske og samfundsmæssige diktater er faldet bort fra lige netop dette ritual, i modsætning til ritualerne ved fødsel og død. Så om du er lovformeligt gift eller ej kan være ganske ligegyldigt i alle andre henseender end lige den juridiske.  


Og alligevel valgte 27.398 par at lade sig vie sidste år.  *) Derfor bliver vielser så interessante i  mine øjne. Hvad er det lige der sker, når der tilsyneladende ikke sker noget – altså en ændring i parrets konkrete liv? 

 

Parret sættes ind i en større sammenhæng. 

At indgå ægteskab i dag, må være et svar på noget, der er sket: Kærlighed mellem to mennesker.

Ved et bryllup erklærer brud og brudgom deres kærlighed til hinanden. 


Både over for alle deres vidner: familier og venner, men sandelig også for hinanden. Og det forpligter. 

Det er ikke det samme, at erklære sin elskede sin ubetingede kærlighed over et godt glas vin på en restaurant eller henover leverpostejen derhjemme, som foran familie og venner på en festlig dag. Men som det allervigtigste: Parret sættes ind i en større sammenhæng. 


En bryllupsceremoni og ikke mindst selve ritualet, kan aflaste os individuelt ved, at vi træder ind nogle roller, vi ikke selv behøver definere: som brud og brudgom. 


Det er ’typer’ som alle kulturer i hele verden genkender instinktivt. Og her – lige netop her – genkender vi en grundfølelse af noget fælles menneskeligt, som kun ritualer og ceremonier kan få frem.  En markering af fortid – nutid og fremtid. Fra kærester, til samboende og nu ægtefæller.  Og samtidig flettes to familier sammen i kærlighedens bånd. 


Det vil jeg hermed give et beundringsværdigt eksempel på.

 

GLOBALT BRYLLUP MED NYE TRADITIONER.

En dansk pige bosat i London gifter sig med sin filippinske kæreste og fejrer kærligheden  med familier og venner fra 23 nationer en dejlig sensommer eftermiddag på Sonnerupgård Herregård på Midtsjælland. 


Efter velkomst og sang og musik og den klassiske bryllupstale, erklærer de deres højtklingende ’I DO’ til hinanden. 


Men ikke nok med det. Nu skal familierne bindes sammen – helt bogstaveligt.  Først tænder brudens og brudgommens mor et stort lys med luen fra hver deres tændte lys, som symbol på, at de giver deres kraft og kærlighed videre til det fælles lys, samtidig med, at de bevarer hver deres egen identitet. 

Hefter skal familierne snøres sammen. Fædrene rejser sig og tager et tov og binder rundt om brudeparret, som symbol på deres evige sammenhold og kærlighed. 


Herefter et Pronouncement. Brudens søster holder et skilt op, som alle 100 gæster rejser sig op og fremfører: WE – YOUR FAMILY AND FRIENDS NOW PRONOUNCE YOU MARRIED. YOU MAY KISS THE BRIDE. 


Det føltes så gevaldigt bekræftende, at alle deres fælles vidner til ceremonien var med i det sidste ritual for fuld kraft, at det gav  - selv en garvet ceremonileder - gåsehud. 


Tillykke til Liza og Alfie. Og tak for inspirationen til kommende bryllupper. 

 

Ane Christensen, Ceremonileder

Livsceremonier - bryllup og begravelse uden for Folkekirken. 

 

*) Lidt statistik.

27.398 vielser i 2013. Heraf var 363 af samme køn efter Folketinget vedtog en  ny lov i 2012, der giver par af samme køn ret til at indgå ægteskab i stedet for at blive registrerede partnere. 

1/3 af vielserne foregik i kirken. Der har været en faldende tendens til kirkelige vielser de seneste årtier. I 1993 blev 52 % af ægteskaberne indgået i kirken, mens det var 43% i 2003 og altså ca. 1/3 i 2013 (alle tal fra Danmarks Statistik). 

 

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Bryllup vielse og ceremoni uden for Kirken. Læs mere