Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

Svigermor skal da have sin kaffekande med i graven!

Hvad tager vi med os i graven?  En lille sød historie fra det virkelige liv som ceremonileder og bededame. 

Jeg arbejder med liv og død.

Der er masser af liv i de alle de bryllupsceremonier jeg forretter hele sommeren - ude som inde – i byen og på landet - for unge og gamle – rige og fattige- danske og udenlandske. 

Der er ingen prototype blandt alle de fornøjede brudepar, som vælger at blive gift uden for Folkekirken med en personlig og smuk ceremoni. Det er en dejlig og berigende opgave at skabe den helt rigtige ceremoni for brudeparret og alle deres gæster. 

Og så har vi døden tæt inde på livet, når vi arrangerer afskedsceremonier for mennesker, der ikke var medlem af Folkekirken. Jeg plejer at sige, at der er masser af liv i døden, for vi har nu engang  mest med de levende at gøre, når vi arrangerer en bisættelse. En bisættelse som helst skal afspejle det levede liv mest muligt. Det gælder både sang, musik, tekster, ritualer, blomster- men også en anden lille, fin detalje – hvad skal afdøde have med sig kisten? Og her kommer en sød lille beretning om det.  Og hvor vigtigt det er. 

Forleden kom en mand med en halvslidt plastikpose til mig. 

Posen indeholdt alt det hans svigermor nær 90 skulle have med sig i kisten næste dag, hvor jeg skulle forestå en lille fin afskedsceremoni for hende og de allernærmeste. 

Jeg kiggede ned i posen og så en pæn stor stak af de nyeste dameblade, en lille bog med Soduku, to kuglepenne, et par briller, en moden banan, en masse billeder af børn og børnebørn og oldebørn, to pakker cigaretter og et par lightere.

Efterhånden som jeg tog tingene op og lagde på bordet foran os, sludrede vi om svigermor og hendes liv, som efterhånden tegnede sig tydeligt for mig. 

Til sidst i posen lå der et krus med ’Mormor’ på og en termokande.  

"Ja, jeg lavede lige en kande frisk kaffe til hende" sagde han – og ja, jeg kunne både lugte og mærke, at den var nylavet. 

Så var ringen sluttet – mormor havde alle hendes kære ting omkring sig i kisten og de efterladte ville gerne sende hende godt af sted. Så kærligt og omsorgsfuldt og betænksomt. 

Det har jeg været med til i årevis – lægge billeder, smøger, sportsudstyr og meget andet symbolsk ned i kisten til de døde – selv afdøde kæledyr - men denne gang betød noget særligt for mig. Hvorfor mon?

Jeg kom frem til, at det netop var den nylavede kaffe, der gjorde et ekstra stort indtryk på mig. 

For vi vidste jo godt begge to, både svigersønnen og mig, at for det første må kanden faktisk slet ikke komme med ned i kisten, på grund af de skrappe plast og metalregler, når kisten skal brændes. For det andet - så når den at blive så kold inden den når frem til hende. For det tredje…. ja, så får hun jo ikke drukket den, kaffen. For hun er jo ikke så kaffetørstig mere. 

 Det vidste vi godt da vi stod der og kiggede på hendes kæreste ejendele. Men vi sagde det ikke højt. Mormor får ikke så megen gavn af effekterne. Men det har de efterladte. 

For det første svinger vi lidt mellem fantasi og virkelighed når nogen dør – inden vi helt fatter hvad der er sket.

For det andet vil vi gerne gøre det så godt som muligt for vores døde og give dem deres kæreste eje med til dødsriget.

For det tredje fortæller vi historien om mormor gennem de ting hun får med sig. Og det hjælper os i sorgen, at gøre en konkret handling. Det har vi altid gjort. For det har vi brug for. 

I gamle dage fortalte gravpladsen meget tydeligt hvem der lå begravet. Nogle blev begravet i et hul i jorden uden navn. I vikingetiden blev indflydelsesrige mennesker begravet i et skib, i en vogn eller i et kammer bygget af træ. Man kunne også få rejst en gravhøj over sig. De skriftlige kilder fortæller også om vikinger, der blev brændt sammen med deres skibe til havs. Alt sammen signalerede tydeligt social rang og status.

Når arkæologerne finder grave fra vikingetiden, så er det gaverne, som de døde fik med sig i graven, der fortæller om, hvem de var og hvor rige de var. 

Gaverne kan også vise os, om det er en mand eller en kvinde, der er begravet. Mænd og kvinder fik nemlig ikke altid det samme med i graven.

Mænd kunne blive begravet med våben, værktøj eller jagthunde. Kvinder derimod kunne få ting som smykker, redskaber til at fremstille tøj med eller husholdningsting med sig i graven. Både mænd og kvinder kunne få kamme og mad med på rejsen til det næste liv. 

Lille svigermor fra Amager havde ingen dyre smykker og får ingen kæmpe gravsten, men det betyder ikke noget. Kærligheden til hende og sorgen over hendes død mærkes tydeligt gennem gerningen og effekterne, svigersønnen gav mig til kisten. Inklusiv kaffen. 

Mange hilsner

Ane Christensen

ceremonileder og bededame

 

 

 

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Svigermor skal have sin kaffekande med i graven. Læs mere