Se kontaktoplysninger og profil for Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

Sorg er et teamwork mellem den sørgende og omgivelserne.

Esben Kjær skrev i 2016 en interessant bog ’Min usynlige søn’, hvori vi alle sammen får nogle tiltrængte bank. Vi – det er os mærkeligt sorgkultursforkrøblede danskere. Esben Kjærs syvårige søn, Sebastian, døde af kræft i løbet af forholdsvis kort tid, og Sebastians far, mor og brødre fik døren sparket ind af den sorg, der river hjerter midt over og røver vejrtrækning, mening og mål ud af tilværelsen. Esben Kjær bruger sin bog til at gå på opdagelse ikke bare i sin egen sorg, men i vores sorgkultur. Eller rettere: i vores mangel på sorgkultur. 

Sorg er så vild en kraft, at den kræver nogle rammer og systemer til at holde den. Og de rammer har vi så godt som ikke mere. Så sørgende og deres omgivelser snubler rundt på hver deres fortov uden at kunne finde ud af, hvad nogen skal gøre eller sige, eller hvordan de skal se ud i hovedet. 

Esben Kjær har nu taget den manglende sorgkultur op i udsendelsesrækken ’Kunsten at miste’, der netop har rullet over skærmen på DR K. Fingeren sættes omgående på den ømme plet: At sørgende gang på gang oplever, at omgivelserne træder sig selv over tæerne, bliver væk eller siger ting, der sikkert er velmente, men som ingen rigtig kan bruge til noget som helst. Tilbage sidder den sørgende – ikke kun i selskab med sin enorme sorg, men nu også med en elefantstor følelse af ensomhed og anderledeshed. Det må vi kunne gøre bedre, opfordrer Esben til. 

Og det vil kræve i hvert fald mindst to ting til at begynde med. 

Den ene ting er indlysende, den anden ting er nærmest urimelig. 

Det indlysende

At omgivelserne skal bide hovedet af al dansk tilbageholdenhed og spørge. Spørge den sørgende om helt banale, basale ting. Åbne munden og spørge: Har du brug for, at jeg ….går/bliver/siger noget/er stille/går tur med hunden/køber ind til dit køleskab/giver dig en omgang fodmassage/bestiller den håndværker/sidder her så du kan læne dig op ad mig den næste halv time – whatever.

Til de lavpraktiske ting behøver man ikke at spørge, ofte er det bedst blot at konstatere: Nu slår jeg græsset/går ned med skraldet/ringer efter en pizza.

Til de andre ting: skal jeg spørge eller være stille, gå eller blive – bliver man nødt til at spørge om.

For behovet hos den sørgende ændrer sig time og time, nogle gange minut for minut. Så ingen kan vide, hvad der er det rigtige lige nu. Hvis man altså ikke spørger.

Og nogen gange kan de hvæse ad dig og andre gange svarer de slet ikke. Endnu har vi ikke udviklet os til tankelæsere, derfor må vi åbne munden og spørge. På den måde krydser du over til fortovet, hvor den sørgende går, i stedet for at blive rådvild og undgående på dit eget.  

Den urimelige

Eller når du som sørgende ser en anden krydse over til dig fortov så at sige: ’Lige i dag orker jeg godt/orker jeg ikke at tale om det, men tak fordi du spørger’. For behovet hos den sørgende ændrer sig time og time, nogle gange minut for minut.

Så ingen kan vide, hvad der er det rigtige lige nu. Hvis man altså ikke fortæller om det. Endnu har vi ikke udviklet os til tankelæsere, derfor må vi åbne munden og meddele os. 

Først det indlysende og så det urimelige. De to bliver nødt til at indlede et samarbejde. Ingen kan tumle sorgens voldsomme kræfter alene. Det er hårdt arbejde i et teamwork, mellem den sørgende og hans eller hendes omgivelser. 

Gå bare igang med det samme - her i julen: ring - skriv - eller drys forbi din nabo, ven, kollega eller andre, der har mistet for nylig eller længe siden og vis du er der. Så kan I mødes på sorgens fortov og finde ud af det – sammen. 

Mange hilsner

Ane Christensen, psykolog og ceremonileder

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk