Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken v Ane Christensen

Døden - nu med plastik

Når en kultur, et samfund, mister traditioner og en fælles forståelse for store, dybe ting i menneskelivet, kan man være ret sikker på, at fænomenet dukker op i en anden forklædning, sådan at man omtrent ikke kan genkende det. 

Halloween er lige rullet hen over vores dørtrin, hvor børn med plastikblod, plastikvampyrtænder, plastikparykker og plastikøkser/treforke/knive har stået og afkrævet os et ’slik eller ballade’ ultimatum. Hvorpå de er trasket videre og har forsøgt ikke at falde i deres spøgelsesdragt, heksekappe eller mumiebandager. 

De ved sikkert ikke noget om, at de tager del i et kulturelt og i allerhøjeste grad forretningspræget fænomen, der er skyllet op her på vores kyster i de sidste årtier fra den anden side af Atlanten. Selve de religiøse rødder går naturligvis endnu længere tilbage (et par tusind år, faktisk), men den kommercielle Halloween har vi fået via USA, hvor Halloween-industrien tjener over en milliard kroner på al halløjet. 

Man kan tørt konstatere, at i takt med, at vesterlandske samfund har flyttet døden hen til de professionelle i sundheds- og plejesektorer og dermed ud af helt almindelige menneskers hænder og bevidsthed, i samme takt er vi blevet mere og mere fremmede over for vores indbyggede dødelighed: vores egen og vores elskedes dødsprocesser. 

I samme takt popper døden så op som skræmmefænomen, som hyggegys og plastiksplatter. 

Harmløst, kan man sagtens sige, herregud, ungerne morer sig. Ja, ingen tvivl om det, men er der voksne omkring dem, som med samme ivrighed, som de køber kostumer og udhuler græskar med, udstyrer børnene med en grundforståelse af livets og dødens vilkår? 

Voksne, der kan være der for børn og for hinanden, når døden har været virkeligt på besøg på en helt anden og langt mere livsændrende facon end en Halloween-udklædning? 

Døden som plastikuhygge solgt i metermål er måske et meget godt symbol for vores mærkværdige forhold til døden. Der er bare det sørgelige ved det, at som alting i plastik, er det ikke særligt holdbart. Det knækker for et godt ord, når der sættes tryk på. 

Der skal en helt anderledes råstyrke til, hentet fra modet til menneskeligt nærvær og dyb solidaritet, til at holde og rumme døden, når den rammer os og naboen. 

Mit ønske er, at vi kan lære vores unger, at det er mindst lige så vigtigt at kunne ringe på fru Larsens dør med et knus, et nybagt brød, en rest mad hun kan varme, et tilbud om at slå græsplænen eller gå ud med hunden, eller at lytte til historier om hr. Larsen, både i ugen lige efter hr. Larsens død, og uger og mange måneder efter. Som det er at ringe på i heksekostume og forlange slik. 

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: http://www.livsceremonier.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Døden - dødskultur med plastik. Læs mere