Blogger og Hverdagsfilosof

Blog

Har du også mødt en horde af højspirituelle hverdagshelte, der synes coronasommer er alle tiders mulighed, for at komme ned i gear og se piphans bygge rede, mens græsset gror? Krydret med spinatsmoothie, de fem tibetanere og intervaltræning? Jeg selv har fået sådan lidt sofaformet røv, de seneste par måneder, og lige omkring fire coronakilo, på hamsterkinder og bingovinger.

Jeg VAR i en rigtig god udvikling, med motion, sundhed og indre zen. Jeg troede helt sikker også, at det var velintegreret, som en helt ny og vidunderlig livstil. Jeg elskede det. Derfor er det også en lille smule skørt, at jeg - tre dage efter Danmark lukkede ned pga. Corona, købte jeg både en flaske rosè og en pakke smøger (jeg var forlængst holdt op med at ryge og drikke alkohol) det var selvfølgelig bare lige til dèn ene aften. Den aften har varet fire måneder nu. Hej hej, strandede hval.

"Jeg må tage mig sammen" siger jeg til mig, men jeg lider desværre lidt af selektiv hørelse. "Ved du hvad kære du,  - du kunne også gå ud på terrassen, og smide dig i de bløde møbler, med lidt kølig pink splash i glasset, og nøjes med at overveje situationen en gang til" JA tak, det lyder til gengæld som en rigtig, rigtig god ide. Og når jeg vågner i morgengryet, og lugter lidt af sved og askebæger, vågner også tanker om livets forgængelighed, selvbebrejdelser, tristhed og dødsangst. Hvorfor pisse livet væk, i et hamsterhjul af - måske - illusoriske begrænsende overbevisninger og zombietilstand?

Hvad blev der af drømmen, om at rejse verden rundt, og sidde med åben bagsmæk i autocamperen, på en strand i Australien, og skrive på en bog? Eller en blog? Den druknede et sted mellem myldretidstrafikken og otte sæsoner af "Bones" på Netflix. Og hende Gitte, der er relativt sikker på, at det er en totalt urealistisk drøm. For det der med at skrive, kan kun gå èn vej; og det er op ad bakke, på en meget stenet vej. Der er jo helt sikker ikke nogen, der gider at læse det jeg skriver. Det er spild af tid, og alligevel helt umuligt at få følgere til en blog. Og så skal man kunne alt muligt teknisk, som jeg helt sikkert er for dum til at lære. Jeg kan lige så godt male mig selv helt op i hjørnet - og male fanden på væggen samtidig, nu jeg er i gang, med den store pensel. Hej igen, strandede hval.

Vi skal bygge hinanden op. Når selvbilledet halter, så er det en rigtig god idè, at låne et af naboen, for en stund. Kigge ind i dèt spejl, et øjeblik, og stole på, at alt det dejlige, de andre siger, er sandt. Det er vist mere end et par år siden, at jeg har skrevet en blog. Det er tre år siden, jeg lagde 300 siders bogprojekt ned i en skuffe, som jeg ikke har vovet at åbne, siden jeg blev syg med en usynlig sygdom, der åd min energi. Graves Disease. Dèn er stadig min følgesvend, men der er sket meget, på de tre år. Jeg har ryddet op i alle mine forestillinger om, hvordan mit liv skulle se ud. Indrettet mig anderledes. Jeg er stadig i en båd på åbent hav, og ved ikke hvor jeg sejler hen - men lader mig vugge lidt med, på bølgerne, og spejder efter land i horisonten.

I weekenden var jeg på et kursus, hvor to personer, uafhængigt af hinanden, kom hen til mig og sagde:

"Jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg er vild med at læse det du skriver - det er simpelthen så ærligt, sjovt og dybt, på en gang"

To andre personer, kom hen til mig, uafhængigt af hinanden, og sagde:

"Jeg synes simpelthen du er knivskarp til at stille spørgsmål, der får mig til at reflektere dybt over nogle ting - den samtale vi havde i formiddags, har virkelig gjort en forskel for mig. Tak for det"

Det er mig der takker. Og jeg smører mig ind i det, på min sprukne hud. Og nu tager jeg første skridt. Jeg genåbner min blog på Levlykkeligt.dk, og øser ud af mine hverdagsreflektioner, mens jeg prøver at møffe hval-kadavret ud hvor vandet er dybt nok til, at jeg kan svømme igen.

PS. Jeg har set mine gamle blogs igennem, på Levlykkeligt, og mange af dem har haft 3-4000 læsere. Puds brillerne, min skat, og frem over isen!

Og pps: Husk, hver evig eneste gang, du tænker noget positivt om nogen - så sig det til dem. Folk bliver glade. Og så bliver du glad. Og et lille hjørne af verden, fik pludselig solskin.

Kærligste hilsener
Gitte Olesen
Blogger og Hverdagsfilosof

Min hjemmeside er under ombygning til blog: www.gitteolesen.dk

__________________________

Gitte Olesen, blogger og hverdagsfilosof
Psykoterapeut Tisvildeleje
Se mere på: http://gitteolesen.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Corona - strandet Hval og Coronakilo. Læs mer