Er det forbudt?

Jeg skal på  et kursus i weekend som er for pårørende til sclerose patienter “Det handler også om os” og det har sat en masse tanker igang, som jeg gerne vil dele med jer i dag.

Det kan være enormt svært at stå på sidelinien, når en af dine nærmeste får en alvorlig sygdom.

Mange pårørende oplever en magtløshed og tror at de skal være stærke og at vrede er en forbudt følelse. Man kan jo ikke tillade sig at være vred, frustreret og ked af det, når ens mor/far/kone/mand eller anden tæt familie medlem bliver ramt af sygdom. De har det jo meget værre!

Eller kan man?

Det er jo ikke kun den ramtes hverdag og fremtid der ændres, det er jo også de pårørendes. Det er på en helt anden måde og et andet tab..men hvorfor er den følelse så forbudt og svær at tale om for pårørende? Og hvorfor føler man trang til at undertrykke tanken, med skam og ikke kunne sige det højt? Det handler jo også om os – de pårørende.

Som pårørende kan man opleve en magtløshed, ved bare at stå på sidelinien og intet kan gøre. Men er det nu også helt rigtigt man ikke kan gøre noget? Det mener jeg personligt, godt at man kan. Jeg kan både tale som patient med en kronisk sygdom og datter til en far, som er hårdt ramt af Sclerose.

For mig er nøgleordet, åbenhed og ærlighed. Sygdom er så tabu belagt og er både hårdt for den pårørende men også for den syge. Der kan opstå så mange misforståelser, og når sygdom rammer familien kan den enten skabe et tætter bånd, men den kan desværre også skabe en stor afstand som, på et tidspunkt, kan være for sent at rette op på.

Når sygdom indtræffer får man skilt fårene fra bukkene, det kan være enormt svært at takle at venner og familie stille og roligt forsvinder ud af hverdagen, enten fordi de ikke ved hvordan de skal reagere og opføre sig, eller fordi de ikke kan overskue det.

Som patient og pårørende kan du vælge at se situationen, i et positivt lys, lidt som en forårs rengøring hvor du smider alt det, ud du ikke har brug for mere.

I disse svære situationer tror jeg på, at man skal tage imod alt den hjælp man kan få. Om det er at betale sig ud af praktisk hjælp i hjemmet, børne pasning eller hvad det måtte være for at lette hverdagen. De pårørende kan sagtens gå hen og blive ”sygpasser” og glemme sig selv og alt kan komme til at omhandle den syge og sygdom. Det er meget vigtigt at de pårørende tænker på sig selv og kommer ud og opretholder et liv uden sygdom – uden dårlig samvittighed. Man kan jo ikke passe på andre, hvis man ikke passer på sig selv!

SÅ drop den dårlige samvittighed, tag hul på den og få talt med hinanden, om forventninger, følelser og fremtiden. Vi kan jo ikke ændre på virkeligheden, det gør ondt at skændtes med den. Accepter den og arbejd hen mod det du/i ønsker skal komme ud af situationen.

Husk at accept, ikke det samme som at sige, det er okay – men det giver dig fred til at komme videre.

Hvad tænker du? Er du enig uenig? Smid endelig en kommentar

Kh

Bianca Solveig

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Er det forbudt?