Bevidsthed.nu - Psykoterapi Kolding og København

Hjælp andre og tag deres magtfuldhed fra dem

Hun sidder ved siden af den 13-årige, der er i gang med at file et rundstykke over. Han skærer lidt tøvende, kniven er skarp, og han er ikke helt sikker på hånden. Moren griber ind: 

"Skal jeg hjælpe dig?", men det er ikke noget egentligt spørgsmål - hun har allerede snuppet rundstykket og kniven ud af hænderne på ham. 

Han er teenager og kan ikke selv skære et rundstykke over. I hvert fald ikke når hans mor er i nærheden. For han får ikke lov at have den evne i fred. 

Det er godt at hjælpe andre. Eller er det altid det? Og hvorfor hjælper man? Fordi den anden vitterlig er i knibe, eller fordi man selv har brug for at mærke, hvor meget man kan klare, brug for at mærke - og vise - hvor meget stærkere end den anden, man er?

Hjælpsomhed er - rigtigt anvendt - meget smukt når det vises. Andre gange er det knap så smukt at se på, for eksempel når det udøves fra et sted hvor hjælpsomheden bliver en forklædning for magtspil.  Spil om, hvem der er stærkest. Om hierarki. Hvem skal hjælpes, og hvem kan hjælpe?

Ikke mindst i behandlerverdenen er det relevant at spørge sig selv om de egentlige motiver man som behandler har for at være "hjælper" for andre. Er der en snert at følelse af velbehag ved at være den, andre søger hjælp hos? Kan man godt li' at være den stærkeste? Måske. Måske ikke. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at hjælpsomhed ikke bare er godt, men også bidrager til at holde det enkelte menneske væk fra den magtfuldhed der ligger i at kunne klare noget på egen hånd.

Det kan være det lille barn der faktisk godt selv kan binde sit snørebånd.

Det kan være samfundsborgeren, som faktisk har mange personlige kræfter og megen fantasi, men som et system ikke tilllader at gøre brug af dem, men i stedet insisterer på, skal "hjælpes"

Eller det kan være u-landet, der i årtier har været så vant til at få bistand, at kontakten til egne kræfter er mere eller mindre væk. 

At hjælpe andre kan ses som to ting: Man gør noget for en anden, som vedkommende ikke selv kan gøre. Eller man gør noget for en anden, som den anden faktisk godt kan selv. Det ene er hjælp. Det andet er undertrykkelse af den andens magtfuldhed. 

__________________________

Birgitte Asmussen, Exam. Psykoterapeut og skribent

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hjælp andre - og tag deres magtfuldhed fra dem