Bevidsthed.nu - Psykoterapi Kolding

Gaven og opgaven

Kommer et menneske tomhændet til jorden? Ikke i min verden. Når vi bliver født, medbringer vi alle en gave og en opgave. Vores liv formes af, hvordan vi forholder os til begge dele. Tager vi vores opgave på os, og giver vi den gave ud, som andre venter på?   

Opgaven

Den opgave du medbringer, er til dig selv. Den tilhører dig, og du skal beholde den - prøv ikke på at overlade den til andre. Det kan tage dig mange år, overhovedet at opdage, hvad den går ud på. For nogen dæmrer det ikke, før de er på vej til at dø.

Og når den er svær at få øje på, er det blandt andet fordi vi så tit sammenligner os med andre. Vi ser, hvor nemt andre kan have ved det, vi selv synes er så svært, og så er det jo bare fordi vi ikke ”tager os sammen”.

Men den opgave du medbragte ER svær. For dig. Det er hele ideen med den. Du vokser, mens du er i gang med at løse den, og det kræver mere end bare at ”tage sig sammen”. Din opgave medbringer du for at lære noget helt bestemt. Måske skal du lære glæden at kende. Måske skal du opdage, hvad tilgivelse er. Måske er din opgave at vågne op og få øje på dig selv som den, du er. Der er lige så mange forskellige opgaver, som der er mennesker.

Har du en fornemmelse af, hvad der er DIN opgave?

Gaven

Gaven er til gengæld til din omverden. Det er noget, der kun kan komme fra dig, med netop den indpakning du giver det. Resten af verden mangler den gave, venter på at modtage den. Venter på, at du skal give den.

Intetværdsfølelse, lavt selvværd eller mindreværdsfølelse er ofte forbundet med tanken om, at man intet har at bidrage med, ikke har noget at give. Man duer ikke til noget, kan ikke noget, og ser sig selv som en, der kun kan være modtagende. Forestiller sig ikke, at man også selv har en gave at give.

Har man den selvopfattelse er det næsten umuligt at få øje på sin gave. Andre opdager den længe før man selv gør.

Min egen gave ville jeg simpelt hen ikke kendes ved. Først nægtede jeg at se, at der overhovedet VAR en gave, jeg kunne give. Men ved hjælp af mange års respons fra andre mennesker dæmrede det langsomt for mig, at det måske ikke var sandt. At der faktisk var noget, jeg havde at give. Dernæst lå min gave i vindueskarmen i mange, mange år. Jeg ville ikke røre ved den, den lå der bare. I mit stille sind håbede jeg, at andre af sig selv ville opdage den lå der, og selv ville komme og tage den. Det skete ikke.  

Det er først for nylig, det er gået op for mig, at det ikke er muligt at give andre en gave, før man selv vil tage den i hænderne. Før man accepterer, at man har den, vil se den og kan mærke den. Først da kan man give sin gave til andre.  

Det er helt nødvendigt for et hvert menneske at tage sin værdifuldhed til sig. Det er helt nødvendigt at anerkende den særlighed som alle mennesker har, hver på deres måde, og stå ved den særlighed - så meget at man netop tør give ud til andre af den.

Verden venter - også på dig og din gave.

__________________________

Birgitte Asmussen, Exam. Psykoterapeut, skribent & administrativ free-lancer

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Verden venter - også på dig og din (op)gave. Læs mere