Skal lykken have en årsag

Der bliver skrevet meget om lykke i disse dage. Der laves film og serier om det, vi maler, vi fortæller og vi søger hele livet. Først derude..... for derefter at vende hjem og så finde ud af, at vi jo havde den all a long! Måske?
Den første gang jeg husker den, sådan helt fra barndommen, var på min 4 års fødselsdag.
Jeg havde fået en spritny dukkevogn med kaleche og den fineste lille taske som havde stof i samme farve som dukkevognens.Nedenunder var en kurv til at lægge dukkens tøj og andre ting, som man nu har med, når man er voksen.

Min dukkevogn var mørkeblå, helt ensfarvet og den lignede en rigtig barnevogn. Den lignede netop ikke sådan en, man leger med.

Jeg husker, hvor genert jeg var og jeg skulle da også have hjælp af min mor til at pakke den ud.
Jeg stod med fingeren i munden og kiggede, mens hun pakkede den ud.
Nej hvor var jeg stolt!
Jeg kunne ikke fatte, at den var min.
 
Sommerfuglene i min mave fløj rundt og jeg blev også helt rød i hovedet.
Der skete så mange ting i min krop, at måske, champagnebobler der er sluppet løs, beskriver det bedst.
 
Hvis du spurgte de mennesker som var med, ville de have svoret, at farven nok var forkert eller, at det var en cykel med tre hjul, som havde stået højest på ønskelisten. Jeg løb over til min mormor og omklamrede hendes ben med mine arme, der var rigtig trygt at stå der.

Jeg glemmer aldrig den lykkerus og jeg glemmer heller aldrig hvor taknemmelig jeg var.
Jeg følte mig som den heldigste pige i hele verden.Jeg legede med min barnevogn i mange år og så den som mit kæreste eje. Årsagen var champagneboblerne og sommerfuglene i min krop.
Når jeg tænker tilbage på masser af andre gange hvor jeg har følt samme lykkerus med de samme champagnebobler og sommerfugle i maven, ender jeg altid i samme taknemmelighedsland. Jeg føler mig så privilegeret og særlig udvalgt.

Jeg ender stadig med lidt generthed og vil egentlig ikke have så meget storhej omkring mig, for jeg nyder at stå der med min taknemmelighed inde i kroppen og mærke, at jeg lever og at det er derfor, at jeg er lykkelig, fordi jeg er taknemmelig!

Så måske er det værd at stoppe op engang i mellem og mærke efter hvad det er, der lige gør, at man er så lykkelig? Eller, at der ikke skal så meget til? Hvad står i vejen ifald man ikke er det?
Min lykke er mit eget ansvar ti hvertifald!!
 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skal lykken have en årsag